Insalada mista

Af
| DMT Årgang 81 (2007) nr. 05 - side 158-158

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Der er langt fra Pierre Schaeffers Études de bruits til til Laurie Andersons O Superman. Begge kunstværker er blevet omtalt som lydkunst. Vi omtalte dem, sidst DMT havde et tema om lydkunst. Temaet løb som et bånd gennem årgangen 1998-1999, hvor bl.a. Helga de la Motte-Haber, Niels Viggo Bentzon, Wayne Siegel og Ivar Frounberg bidrog med at fortælle lydkunstens historie og de nutidige udtryksformer inden for denne genre. Dengang skrev vi, at området var inde i en rivende udvikling. I det følgende årti kan vi gentage ordene.

Siden sidste temanummer er unge kunstnere kommet til. Vi har udtaget nogle af dem for en nærmere præsentation. Nye festivaler er også kommet til. Larm i Stockholm, Spor i Århus, Connect i Malmö, Happy Days i Oslo, Geiger.dk i København hører til blandt de nye platforme. Museet for Samtidskunst i Roskilde bringer jævnligt nyt fra lydkunstens scene. Fra denne institution har vi hentet museumsinspektør Morten Søndergaard som gæsteredaktør til dette nummer.

Fra dmt publishing præsenterer vi Per Erland Rasmussens monografi om komponisten Poul Ruders. Køb bogen til nedsat pris i Diamantboghandlen den 15. maj i forbindelse med offentliggørelse og koncert med musik af Poul Ruders i Den Sorte Diamant. Se flere oplysninger for bogrelease i annoncen på dette nummers omslag.

Med dette nummer af DMT søsætter vi også et nyt debatforum Dansk Musik Tidsskrift Forum, hvor læserne frit kan diskutere uden at tænke på omfang og redaktionelle krav til formidling. Du kommer ind på dette forum via vores hjemmeside www.danskmusiktidsskrift.dk. Læs lige nu indlæg fra komponisten Michael Nyvang og cellisten Morten Zeuthen.