The Fall of The House Of Usher

Af
| DMT Årgang 82 (2008) nr. 04 - side 149-149

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

The Fall of The House Of Usher har tiltrukket flere komponister, herunder amerikanske Phillip Glass, som har skrevet en opera baseret på Edgar Allan Poes novelle. Daniel Bohr er iscenesætter og instruktør på forestillingen. Her skriver han om tanker i forkanten af prøvearbejdet.

To fascinerende verdener åbnes samtidig for os med dette værk: den uhyggelige fortælling og den minimalistiske opera. Vi trækkes ind i en mystisk og besættende oplevelse. Og når vi vover os inden for Huset Ushers krakelerende mure, skal vi være forberedt på et møde med en række aspekter, som appellerer mere til vore sanser end til vort intellekt.

Utvetydighed og reiteration er overvejende elementer i en grusom historie om skræk og fortabelse. Vi kan ikke helt med sikkerhed sige, hvor eller hvornår historien forgår; her er det hverken tid eller sted, der fastlægger virkeligheden – men uvejr, og tomhed, tavshed og hviskende stemmer, uendeligt rum og uvished ... Vi ved ikke, hvad det er for en verden, som vi trækkes ind i. Pludselig bliver vores egne sjæle lige så fortabte som de andres – som de sjæle der livagtigt vandrer gennem en dødelig evighed af gru inde i Huset Usher.

Edgar Allan Poe skabte en følelse af klaustrofobi i sin fortælling, og Phillip Glass gav historien en egen mystisk og omsluttende stemme, et ustandseligt ophold i rummet, en fængslende energi i et svævende lydbillede. Både forfatter og komponist fletter en række forvirrende elementer ind i udtrykket, som gør, at karakteren i fortællingen skaber parallelle bevægelser inde i og omkring selve historien, hvor handlingen er udefinerbar, afventende, stillestående og forudbestemt – uden ét eneste øjeblik at miste den overordnede spænding.

Strukturen i dette musikalske drama holder fast ved personernes situation, ligesom “husets” struktur holder fast ved deres ufattelige og uundgåelige skæbne; metaforerne skaber forvirring, begrænsningerne fanger de genetiske tiltrækninger som i en evig bevægelse af ringe i stillestående vande.

De kvælende fysiske kræfter, som Edgar Allan Poe har givet sine mystiske personer i det endnu mere mystiske hus, bliver af Phillip Glass omdannet til tilbagevendende musikalske energier med en opsigtsvækkende dobbelthed i udformningen af situationerne, og med en magisk – næsten hypnotiserende – stemning.

Denne dobbelthed er skræmmende, og forholdene mellem bror og søster, de ansatte i huset og den besøgende fortæller, har symmetriske bevægelser, der dog konstant krydser hinanden, spejler sig i hinanden, penetrerer hinanden og konstant skaber liv i en egentlig død vandring.

Poe var voldsomt optaget af koder og ordleg, og hans fortælling tvinger os til at gå på opdagelse i en ukendt verden, hvor de visuelle elementer er stærke og frapperende. Glass tager udfordringen op og fører os videre i en musikalsk rejse, hvor lyden ligger som en konstant understregning af følelser, fobier, mareridt og obsesive allusioner.

Vi bliver kaldt til Huset Usher, og trukket ind i en døende verden af angst for alt det, der kommer udefra. Vi bliver trukket ind i en klaustrofobisk og krakelerende struktur. Vor egen angst skal undertrykkes i stilheden. Vi vil opleve en mørk romance, en vandring i lyd og i mørke. Vi skal kæmpe med og imod døden.

Til sidst skal vi også flygte fra en endelig begravelse, for at overleve “faldet” ...

Årgang 82/2008, nr. 04