Mekanisk musik

MEKANISK MUSIK VED JüRGEN BALZER

J. S. Bach: Sonate no. 5 i f-moll for violin og klaver. (Cl. LX 304-06 å 6,50 kr.).

En i mange henseender smuk udførelse uden at de udførende, Alfred Dubois og Marcel Maas, helt kan siges fri for at udnytte de større klangmuligheder, de moderne instrumenter rummer. 1,1 J. S. Bach: Brandenburgske Koncert no. I i f-dur. (Pol. 27313-15 å 5.00 kr.).

Alois Melichar står for indspilningen sammen med Berliner filharmonikerne. Det er dygtigt og stilfuldt gjort. Optagelsen står helt på højde med de tidligere udkomne (koncert no. 2 og 4). Gengivelsen af andanten er forbilledlig for udførelsen af barok kammermusik.

6. pladeside optages af orgelpræludiet i e-moll, spillet af Alfred Sittard; det er hverken i stil eller klang på højde med koncerten.

1/ César Franck: Rédemption. (Pol. 67005, 6.50 kr.).

Tiden er i nogen grad løbet fra denne brede, jævnt henflydende tonestrøm. Nu og da dukker momenter frem, som minder os om Franck, når han er bedst, men alt i alt hører værket ikke til hans stærkeste. - Orchestre Lamoureux og Albert Wolf har foretaget indspilningen, hvis teknik er ganske god.

11 Maurice Ravel: Ménuet antique. (Pol. 66972, 6,50 kr.).

En senere orkestrering af et klaverstykke fra 1896. Morsomt er det gjort, med denne for Ravel egne blanding af pastiche og modernitet, som vi bl. a. kender den fra suiten »Tomheau de Couperin«. Albert Wolf leder Orchester Lamoureux.

11 Igor Stravinski: Les Noces. (»Bondebryllupet«.) (Cl. LX. 326-28 å 6,50 kr.).

»Les Noces« er påbegyndt lige efter afslutningen af »Sacre« i 1914, men først fuldendt 1917, instrumentationen endda først i-1923. Den blev opført første gang samme år af Djagilefs trup i Paris med koreografi af Nijinska.

»Russiske Dansescener med sang og musik« kalder Stravinski sit værk, der iaærmest har form som en scenisk kantate i fire billeder: 1. »Fletningen« (af brudens hår), 2. »1 brudgommens hus«, 3. »Brudens afsked« og 4. »Festen«. Alle personerne på scenen er stumme; fire solister og kor er anbragt i »orkestret«,

der består af fire flygler, fire pauker, xylofon, klokker og forskellige slaginstrumenter.

Stilen er en umiddelbar fortsættelse af »Sacre«-stilen, med en endnu stærkere betoning af det dynamiske (ordret forstået: det bevægende) moment. Scenerne går over i hinanden uden ophold. Temaerne er korte og kædet til hinanden uden overgange. Melodikken bygger helt på den russiske folkesang, harmonikken er yderst enkel, mest tomme intervaller, rytmikken er den fra »Sacre« kendte asymmetriske rytmik, formen er simpel, tilpassede rondoformer dominerer.

Udførelsen er fortræffelig. Det hundesvære værk synges af fire engelske solister, et glimrende lille kor og orkester under ledelse af Stravinski, og tekniken er som ved alle Columbias snart mange Stravinski-optagelser beundringsværdig

JAZZ

Duke Ellingtons plader har været svingende i den sidste tid. »Cocktails for two« (fra en tonefilm) indeholder geniale instrumentatoriske påfund, og »stilen« er naturligvis Ellington, men melodierne, som ikke er af ham selv, er dårlige. Han har taget revanche med »Stompy Jones« og »Blue feeling« (HMV), hvoraf den sidste er et standardværk.

Cab Calloway viser sig fra en ny side i »Emaline« (HMV), hvor hans syngemåde hælder mod Armstrongs. Arrangementet er sjælden gennemarbejdet og. harmonisk, med smidige sax-kor og en fin trompetsolo. Melodien er en af årets bedste. På den anden side står »Hotcha razz-ma-tazz«, en meget hot plade med fantastisk scatsong.

Red Nichols and his five pennies præsenterer sig i to forskellige besætninger, en ældre - i »Whispering« (Br.) og en yngre på bagsiden »Rockin' chair«. »Whispering« er gammel og klassisk, den repræ-senterer det bedste af, hvad de hvide musikere har nået indenfor jazzen. Stilen er rolig og behersket, beror i første række på en fremragende improvisationskunst. Læg især mærke til Niff Moles trombone, Nichols trompet og Joe Venutis violin. .

»Danzon« og »Stage fright« (Br.) er to gitarduetter, spillet af Carl Kress og Dick Me Donough. Formen er fortrinlig egnet for grammofon, de to gitarspillere er mesterlige, og det musikalske resultat er blevet enestående godt.

Henry Allen jr. spiller »It should be you« (HMV) med et lille ensemble, der minder om »Armstrongs hot five«. Også i stilen, som dog er blevet noget lettere og elegantere, end tilfældet var på de

gamle O-keh-plader, hvor Armstrong debuterede. Der er sket en betydelig udvikling på de ca. 8 år.

Joe Venutis blue four møder med »Pretty trix« og »Blue room« (Parl.). Den første er lidt tynget af pianisten, men violinens og gitarens præstationer opvejer det. En lærerig plade for violinister.