in brief
19.09.2021

Skulle have sendt min dobbeltgænger

Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
© Reinhard Wilting

Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.

Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.

Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.

Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.

Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.

Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.

© PR

»What is music to me? Here’s a quote from Nietzsche: ‘The people dancing all seemed crazy to the people who couldn’t hear the music.’«

Salim Washington is a saxophonist, multi-instrumentalist, composer, academic, and activist from Detroit who has been highly active on the American jazz scene since the 1970s, and also in South Africa, where he became a central figure. The spirit of John Coltrane hovers over his music, which carries both spiritual and social dimensions.

© Aske Jørgensen

»Music for us is the perfect language that we love to speak. A language where it is the individual's feelings and imagination that determine what is right and wrong. Everyone can speak the language. You don't have to be able to write or understand, but just listen. Some music requires that you listen carefully and maybe hear it several times. A bit like when you talk to someone from Norway or Sweden, you also have to listen a little extra.«

DØGNKIOSK is a Danish punk rock band with roots in Silkeborg. The band consists of bassist and singer Anders Ejner, who has been active on the Danish underground scene for several decades. Musically, DØGNKIOSK moves in a field between classic Danish punk and alternative rock. In the spring of 2026, the band will release their second album, Tæt på kanten.

© Bastian Zimmermann
© Bastian Zimmermann

It is difficult to comprehend that Andreas Engström is no longer with us. Just a couple of months ago, he wrote – as he had done so many times before – with an ambitious proposal: he wanted to review a box set of twenty releases by Dror Feiler. In the same message, he mentioned plans to come to Aarhus for the recently concluded Spor Festival.

in briefrelease
04.05

The Escape From a Hotel That May Not Exist

RÖM: »Whispering Dub«

Ladies and gentlemen, we’re deep underground – indeed, all the way to France. This EP is the latest conceptual release from French electronic producer Romain Martin, who works under the name RÖM in the borderland between ambient and techno. Whispering Dub unfolds across five tracks, drawing heavily on dub while telling a story about an escape from a fictional hotel. Escomel’s background in African percussion studies and his fondness for analog gear surface in the mysterious sonic textures and the stark contrast between arranged percussion and dubbed-out echoes, underscoring the concept’s tension between mysticism and reality.

»Oilbird« opens in dystopian ambient before sliding into the rhythmic »Eastern Temple«, which constantly shifts between filtered synths, frantic percussion, and sudden breakbeats. Things cohere more fully on the title track, which blends minimal techno into the mix and stands out by maintaining a steady pulse, while echo-laden drums cast an unsettling atmosphere within the dance framework. On the closing »Hotel Amnesia«, the narrator awakens again in a collage of the record’s electronic tendencies, questioning their own existence in the album’s only use of vocals.

Whispering Dub isn’t wildly groundbreaking or bizarre enough to push the senses into extreme reactions. But as a well-produced and effective piece of electronic music, it invites the listener into a compelling game of whispers.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

in brieflive
04.05

A Trumpet, Two Illusions and a Fjord

Kasper Tranberg / Mesmer
© PR
© PR

The stage was set for a special experience on Wednesday evening at KU.BE on Frederiksberg. In the borderland between tradition and joyful madness stood birthday celebrant Kasper Tranberg, blowing his trumpet. What emerged was an insistent blend of jazz and avant-garde, laced with understated humor and delivered by a virtuoso with a calm, unmistakably Danish presence. With a wry sense of ease, he made even the most complex passages surprisingly accessible.

Tranberg presented excerpts from 12 Melodic Illusions for Solo Improviser and Melodic Illusions for Sextet with both devotion and a glint in his eye. He demonstrated how the trumpet can stand alone while still conveying abstract emotional states. Sharp trills dissolved into growling undertones, merging with the resonance of the room. At times, he employed backing tracks, creating duets with himself.

The evening’s main attraction was the trio Mesmer – Emil Jensen, Victor Dybbroe, and Anders Filipsen – who performed works from their new piece Terrain Vague II, developed through several residencies in Northern Jutland. The three compositions moved within a field of electroacoustics, contemporary music, and analogue improvisation, carrying a distinctly cinematic and nature-infused sensibility. The sonic plunges into the Limfjord were particularly striking: Dybbroe’s metal percussion and Filipsen’s lapping synth textures carved out a dark, magnetic space. In the piece inspired by Aalborg Harbour, Jensen’s trumpet cut through with long, mist-laden tones, like signals drifting in from distant ships. The result was both enchanting and, at times, deeply inspiring. It was a concert that, for now, refuses to loosen its grip on me.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek