Niels Rønsholdt
50
Der var engang en westerncellist
»Niels Rønsholdt: »Country«
Jakob Kullberg. © Søren Rønholdt
Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.
Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical.
Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen.
Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige.
© Malthe Folke Ivarsson
»In his music, composer Allan Gravgaard Madsen tries to create a better version of himself.«
Allan Gravgaard Madsen is a Danish composer based in Copenhagen. His most recent works include Träume nicht and Nachtmusik. He tries to create a better version of himself in his music – where his personality tends to be restless, chatty and has an active inner life, his music is controlled, simple and merciless in its expression. He is the recipient of the Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.
Finnish Space Travel
Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«
The Finnish multimedia artist Jan Anderzén has, with the album Hoshi, released under the solo moniker Tomutonttu, created a true little star. Not only because »hoshi« literally means »star« in Japanese, but above all due to the music itself. There is something cosmic, yet infinitely minute, about the sonic worlds Anderzén conjures—like a galaxy reflected in a puddle, or a space journey in a rocket carved from a hollow tree trunk. Synths emit busy, warm blips and bloops, while ultra-short vocal and instrumental samples create a recognizable blur. At once artificial and organic – soft, rounded, jagged, crackling.
Anderzén approaches sound with a playfulness I simply adore. His music is strange in an incredibly comforting way. It places me in a kind of colorful, trance-like state, only interrupted when, several times over the course of the album, I find myself smiling in delight at a particularly great sound. The synths on »Katse osuu sähköön!« The choral samples on »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaara’s flute on »Malta lausua ‘AH’!« And many more. Hoshi is an album packed with microscopic moments that together form a frayed, exploding, radiant, idiosyncratic whole—a stellar moment of just under 38 minutes.