Der var den igen, apokalypsen
Marcela Lucatelli forstår at gøre en entré. Stampende med et mandshøjt plakatrør koder hun en rytme i gulvet, mens et ensemble af flossede nerver finder hen bag fløjter, elguitar, slagtøj, Moog, kontrabas og harpe. Tre, to, en, støj – og Ly Trans druknede vokal over digte af Olga Ravn.
Her hersker en helt anden vildskab end i Mette Nielsens mere dramatisk reciterende komposition over Asta Olivia Nordenhofs poesi forinden, hvor Ly Tran aldrig helt fik formidlet den tekst, der egentlig var centrum for værket. I Lucatellis absurde feberdrøm kommer sopranen langt bedre til sin ret som desperat forpustet, monstrøst grinende formidler af et sammenbrud. At teksten også her forsvinder, gør mindre.
Hvor Nielsen, med en vis charme og elegance, tæmmede sit materiale med afbrydelser og små motorer af melodiske fragmenter, lyder Lucatellis tilstandsmusik som et flystyrt uden ende. Musikerne blæser og saver løs, inden de rituelt performer en spasme og griser Ly Trans hvide kjole til med smør og rødvin. Kontroltab, besættelse, forsvarsløshed … og en smule humor.
Endnu en gang er Jorden kortvarigt gået under i selskab med Marcela Lucatelli. Apokalypsen kan kun blive et antiklimaks nu.
Finnish Space Travel
The Finnish multimedia artist Jan Anderzén has, with the album Hoshi, released under the solo moniker Tomutonttu, created a true little star. Not only because »hoshi« literally means »star« in Japanese, but above all due to the music itself. There is something cosmic, yet infinitely minute, about the sonic worlds Anderzén conjures—like a galaxy reflected in a puddle, or a space journey in a rocket carved from a hollow tree trunk. Synths emit busy, warm blips and bloops, while ultra-short vocal and instrumental samples create a recognizable blur. At once artificial and organic – soft, rounded, jagged, crackling.
Anderzén approaches sound with a playfulness I simply adore. His music is strange in an incredibly comforting way. It places me in a kind of colorful, trance-like state, only interrupted when, several times over the course of the album, I find myself smiling in delight at a particularly great sound. The synths on »Katse osuu sähköön!« The choral samples on »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaara’s flute on »Malta lausua ‘AH’!« And many more. Hoshi is an album packed with microscopic moments that together form a frayed, exploding, radiant, idiosyncratic whole—a stellar moment of just under 38 minutes.