James Black
28
Komponisternes nye go-to-pianist
Nikolaus von Bemberg: Debutkoncert
© Cecillie Klausen
Jeg tog chancen og fulgte den tyske pianist Nikolaus von Bembergs DKDM-debutkoncert online, lokket af ikke blot et program med Messiaen-uddrag, men en uropførelse af pianistens eget projekt A Day in the Life og en gentagelse af Connor McLeans timelange Fragments (2020-22), som tidligere er opført på Minu Festival.
Og hvilket held: Koncerten understregede, at det københavnske musikliv i Bemberg har fostret en pianist, der ikke kun har styr på temperamenterne i Messiaen, men også har ambitiøse ideer, når det gælder iscenesættelse og medvirken i unge komponisters udsyrede frembringelser.
A Day in the Life begyndte som musikpædagogik. Skuespilleren Bless Amada fortalte begejstret om sin første klassiske koncert; denne musik var anderledes, gjorde ham bevidst om sig selv: »Jeg var den eneste sorte.« Bemberg spillede langsomme, spredte toner, men Amada sank ind i en kaotisk verden af sinustoner og stress. Hørte Jürg Frey på lp og læste Rilkes breve om ensomhed.
Det lignede et portræt af pianisten, og pludselig dukkede en krumrygget Bemberg op i en hjemmevideo, hvor han spillede skrøbeligt på et faldefærdigt pianette. Til sidst: video af et kystlandskab, lyden af fuglefløjt. Fred efter små tre kvarter. Lidt langt? Tjo. Men fint og personligt.
McLeans fragmenterede coronaværk var endnu længere – alt for langt, ja, ligesom pandemien – men komponistens monologer undervejs nåede desværre ikke ud til os onlinelyttere. Jeg noterede mig dog en parodi på nordisk krimi-tv med et mord på James Black og med Bemberg, der på flygel og Juno-60 spillede klynger og gysermotiver. Det var da værd at tage med.
Men værket gik på flere måder altså lost in translation på sin vej ud til mig, så det må blive til revanche, når McLean selv debuterer fra DKDM 12. juni.
© Malthe Folke Ivarsson
»In his music, composer Allan Gravgaard Madsen tries to create a better version of himself.«
Allan Gravgaard Madsen is a Danish composer based in Copenhagen. His most recent works include Träume nicht and Nachtmusik. He tries to create a better version of himself in his music – where his personality tends to be restless, chatty and has an active inner life, his music is controlled, simple and merciless in its expression. He is the recipient of the Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.
Finnish Space Travel
Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«
The Finnish multimedia artist Jan Anderzén has, with the album Hoshi, released under the solo moniker Tomutonttu, created a true little star. Not only because »hoshi« literally means »star« in Japanese, but above all due to the music itself. There is something cosmic, yet infinitely minute, about the sonic worlds Anderzén conjures—like a galaxy reflected in a puddle, or a space journey in a rocket carved from a hollow tree trunk. Synths emit busy, warm blips and bloops, while ultra-short vocal and instrumental samples create a recognizable blur. At once artificial and organic – soft, rounded, jagged, crackling.
Anderzén approaches sound with a playfulness I simply adore. His music is strange in an incredibly comforting way. It places me in a kind of colorful, trance-like state, only interrupted when, several times over the course of the album, I find myself smiling in delight at a particularly great sound. The synths on »Katse osuu sähköön!« The choral samples on »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaara’s flute on »Malta lausua ‘AH’!« And many more. Hoshi is an album packed with microscopic moments that together form a frayed, exploding, radiant, idiosyncratic whole—a stellar moment of just under 38 minutes.