Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

© Ditte Capion

»For me music is an irregular yet life-long event that requires constant attention in the form of private preparation, rehearsals with others, and performances to audiences.« 

Theater of Voices' founder and artistic director Paul Hillier is originally from England and was educated there Guildhall School of Music and Drama in London. During his career, he has worked as a conductor, singer, teacher, editor and writer. In addition to being the founder of the legendary Hilliard Ensemble, he has been chief conductor for i.a. the Estonian Philharmonic Chamber Choir, is artistic director of The National Chamber Choir of Ireland, and has been chief conductor of Ars Nova Copenhagen since 2003. Paul Hillier has completed more than 200 CD/DVD releases and has won two Grammys. Honors include OBE (Order of the British Empire), The Order of the White Star from Estonia and the Knight's Cross. This week Paul Hillier turns 75. 

in briefrelease
08.02.2024

Behind the Words

Alexander Tillegreen: »In Words« 
© PR
© PR

One of the most mysterious – and at times boundary-pushing – interviews ever captured on tape is Meatball Fulton’s 1967 interview with Pink Floyd’s Syd Barrett. Filled with broken sentences, incongruous word combinations, questions and answers that seem to bear no relation to one another, and pauses that feel endless, the interview pushes the limits of what can meaningfully be called communication at all. »Your impression of me… which you must have… would you care to tell me? And be like absolutely honest… Do you have one?« the interviewer asks at one point. »In words?« Barrett replies.

In Words is also the title of multidisciplinary artist Alexander Tillegreen’s debut album, whose closing composition samples a full seven minutes of the interview. It is not difficult to understand what Tillegreen hears in this peculiar exchange. For someone who, in his artistic explorations of psychoacoustics and phantom words, has consistently probed sound’s possibilities and limitations as a carrier of meaning, the interview must appear as a rather sensational example of the illusory nature of language.

None of this would, of course, be of any interest if the music were not as strong as it is: richly atmospheric, detailed, texturally varied, emotionally potent, and filled with pleasing, warm synth tones that recall 1970s German Kosmische Musik. The fact that a large part of the compositions originate in earlier installation works often leaves me with the strange feeling that there is a dimension or context I do not fully grasp – which, of course, is entirely in keeping with Tillegreen’s spirit.

© PR

Phil Battiekh (Basel, Switzerland) has been a Mahraganat  DJ and producer for over a decade. He is one of the first to dedicate himself to Mahraganat outside of Egypt. In addition to his most popular Mahraganat mixes on Soundcloud (over 450K streams worldwide),  he released the acclaimed Cairo Concepts compilation in 2019. Featuring DJ Plead, DJ Haram, Alaa Fifty, Nustaliga and others, Cairo Concepts contextualises the impact and developments of the Mahraganat scene and examines the way certain artists have appropriated Mahraganat for club scenarios.  

Mahraganat (Egyptian Arabic: مهرجانات( , which literally means »festivals«, is a mix of Egyptian Shaabi, electronic dance music, rap and trap. It is characterized by percussion-heavy rhythms,  massive bass and loads of autotune. Phil Battiekh is curating the SWANA night – a joint event by pantropical, turkis, and Volume Village, which takes place at the latter in Aarhus. Next to his own set, Phil will  also have a role as Wezza Montaser's DJ. 

Bill Frisell. © Carole D'Inverno

»I like when it's impossible to tell at first if something is black or white, or country or blues, or whatever.«

Bill Frisell’s career as a guitarist and composer has spanned more than 40 years and many celebrated recordings. From Aaron Copeland and Charles Ives to Bob Dylan and Madonna. Born in Baltimore, Bill Frisell played clarinet throughout his childhood in Denver, Colorado. His interest in guitar began with his exposure to pop music on the radio.

© PR

»Music has been a healing balm for me.«

John William Grant is an American singer, musician, and songwriter holding both American and Icelandic citizenship. He first came to prominence as a co-founder, lead vocalist, pianist, and primary songwriter of the alternative rock band The Czars. After releasing six albums between 1994 and 2006, the band disbanded, and Grant withdrew from music for four years before embarking on a solo career.

He returned in April 2010 with a critically acclaimed debut album recorded in collaboration with Midlake. Queen of Denmark was named Album of the Year 2010 by Mojo magazine and was also selected as one of the ten best albums of 2010 by The Guardian’s music critics and writers.