Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

© PR

»Music is my daily nourishment, helping me become a better person. It's a formula of emotions, full of energy, that gives me the courage to always have hope.«

Nilza Costa is a Brazilian singer and songwriter from Salvador de Bahia and now living in Ferrara, Italy, whose heart beats with the ancestral rhythms of Africa, rhythms she channels through her voice into a singular and deeply original artistic language. Her new album Cantigas – released in February 2026 on Brutture Moderne Records – is inspired by and dedicated to the Cantigas, or Orin, the sacred songs passed down through African languages, in this album Yoruba, Kimbundu and also Brazilian Portuguese. Nilza Costa’s voice has long given life to the revolution of a people who, through music and spirituality, have reclaimed their path toward emancipation. Her songs tell the stories of men and women torn from their homeland — narratives filled with both melancholy and hope.

Throughout her career, Nilza has collaborated with renowned artists such as Roy Paci, Etnia Supersantos, and Senegalese musician Elhadj Demba S. Gueye. With her current band, she has performed on numerous international stages (Austria, Germany, Croatia, Hungary, Bulgaria, Romania, the Netherlands, Luxembourg, Poland, Belgium, Slovenia, and more) and has appeared at major festivals across Italy.

Louise Beck
Louise Beck

When Louise Beck presented her first opera at Copenhagen Opera Festival in 2022, the audience was asked to bring ski wear and thermal suits. Den Sidste Olie (The Last Oil), about the colonisation of Greenland and the exploitation of nature, unfolded on the ice at Østerbro Skøjtehal. It marked the beginning of a fruitful collaboration on newly written works that expand the frames and spaces of opera. Now that collaboration enters a new phase: from 1 September, Louise Beck will become the festival’s new artistic director.

»Music for me is peace.« 

Iris Gold is a Danish singer. She was born in London but raised in Christiania. She made her recording debut in 2015 with the single »Goldmine« and has since released a number of singles. Her debut album Planet Cool was released in 2019. She has just released the album Sugar on My Lips.

© PR

»Resonance – music is for me an indispensable inspiring resonance. In music, the big emotions fall into place, and the small ones bubble up. My grandfather introduced me to opera as a child – so loudly that my heart jumped in my ears, and I fell head over heels and deeply in love with these grand and dramatic compositions. Through it, I was introduced to the big emotions in the world – in music there was room for them in a way that I had not experienced anywhere else before.«

Astrid Kruse Jensen (b. 1975) is a Danish visual artist living in Copenhagen. Throughout her artistic career, she has been preoccupied with photography and its relationship to memory. With her poetic shifts of reality, she explores the borderland between the apparent and the hidden, between the real and the imaginary, between past and present. She has exhibited widely both in Denmark and internationally, with exhibitions in galleries and museums – from solo to group exhibitions in Slovenia, Lithuania, Poland, Sweden, Iceland, Finland, France, Belgium, the Netherlands, Germany, Spain, Italy, India, China, Korea, Ghana, Canada, the USA and the UK. In Denmark, her works have been exhibited at, among others, the Brundlund Castle Art Museum, Esbjerg Art Museum, Heerup Museum, Rønnebæksholm, Brandts, Aros, Kunsten, Skagen Museum, Willumsen Museum, Sorø Art Museum, Odsherred Art Museum and Johannes Larsen Museum. Astrid Kruse Jensen is represented by Martin Asbæk Gallery in Copenhagen and Wetterling Gallery in Stockholm & Gothenburg.

© PR

The red Husqvarna sewing machine stood centre stage, buzzing relentlessly like a tireless drummer locked in an endless blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol«, Tehran hissed between squealing guitar amplifiers and in front of videos showing idyllic Swedish roadside art and images of the many Husqvarna weapons. For behind Husqvarna’s innocent garden and household products lies an industry of death – a prism of growing up in Jönköping and an illusion of Swedish neutrality, which the Swedish-Iranian artist Tehran underscored with the concert Husqvarna The Movie.

Each track came with a new video bathed in sewing machine, guitar and growl vocals. But the song »Delam gerefteh« was more subdued, not least because Tehran leaned back in a chair, cigarette in mouth, letting the music and the video speak for themselves.

The evening’s second name, the Canadian-Iranian Saint Abdullah, spent the entire concert with a marker pen in his mouth, occasionally using it to jot down the course of the music. Saint Abdullah’s performance was like watching a radio operator adjusting a crackling signal – from birdsong to acoustic guitar, from news broadcasts to field recordings, the sampler at the centre of the table became a focal point for fragments of faith, culture and migration.

Where Tehran’s concert felt like a rehearsed, healing ritual, Saint Abdullah’s unfolded as an impulsive dialogue between a sea of sound bites. Both performances revolved around Iranian heritage. Not a heritage that necessarily needs to be understood, but one that appears as a mosaic of contradictions – and can only truly be processed in one place: in music.