Den 18. januar døde den danske komponist Else Marie Pade 91 år gammel. Hendes musik står tilbage som et sjældent monument i den danske musikhistorie, og hendes ihærdige arbejde for at introducere den konkrete og den elektroniske musik i Danmark har været af stor betydning.

Allerede tilbage i 1952 tog hun fat på at studere musikkens konkrete æstetik efter et besøg hos Pierre Schaeffer i Paris. Mod slutningen af 1950'erne opbyggede hun sammen med teknikeren Holger Lauridsen et interimistisk elektronisk lydstudie i Danmarks Radio, hvori hun realiserede en række elektroniske værker frem til midten af 60'erne, heriblandt værket Syv Cirkler, som anses for at være den første rent elektroniske komposition i Danmark. Det sker samme år som hendes konkretmusikalske hovedværk Symphonie magnétophonique bliver til – ligeledes det første af sin art i Danmark.

Men i en tid, hvor diskussionerne omkring de nye musikalske genrer var glohede, måtte Else Marie Pade nyde en del negativ opmærksomhed, hvilket også havde personlige omkostninger: kompositionslæreren fra konservatoriet, Vagn Holmboe, kunne ikke acceptere hendes avantgardistiske musik og brød forbindelsen. Hendes kunstneriske drift var øjensynligt også årsagen til skilsmissen fra Henning Pade i 1960.

Ikke at hendes historie er fuldstændigt enestående: de to kvindelige komponister Daphne Oram og Delia Derbyshire – der begge arbejdede ved BBC i 1950'erne – er også først i det nye årtusinde blevet anerkendt for deres væsentlige bidrag til den elektroniske musik. At Else Marie Pade blev genopdaget hen ved 40 år efter sine bedrifter er en god fortælling, vi ikke kun må sole os i, men nødvendigvis også må tage ved lære af. Vi må spørge os selv, hvorfor det blev således? Pade opgav langsomt sit virke som elektronisk komponist i 1970'erne, og Danmarks Radio var som bekendt tæt ved at smide båndene med hendes musik ud. Såvel hendes musik som et væsentlig bidrag til forståelsen af den elektroniske musik i Danmark har været tæt på at forsvinde ind i glemslen.

Heldigvis for eftertiden fik de lov at leve, og vi har gennem en række udgivelser på Dacapo Records stiftet bekendtskab med et gennemført kunstnerisk værk. Også de mange bogudgivelser har bidraget til at genrejse Pade som komponist – suppleret med en stor interesse for hendes livshistorie fra den sygdomsprægede barndom, over tiden i modstandsbevægelsen under krigen frem til hendes liv med den elektroniske musik. Særligt den store gule bog Symphonie magnétophonique redigeret af Inge Bruland og udgivet på Museum Tusculanums Forlag, er værd at fremhæve, ikke mindst for sine flotte gengivelser af det grafiske partitur til hendes konkretmusikalske komposition af samme navn. Senest kom udgivelsen af hendes elektroniske værker på det velrenommerede, amerikanske Important Records – udvalgt og gen-mastereret af lydkunstneren Jacob Kirkegaard – der står som et stærkt dokument over hendes virke. En udgivelse, som også vidner om en efterhånden international interesse, der lader til at vokse i styrke.

Hun blev kendt som »Den elektroniske musiks bedstemor«. Termen blev igen anvendt i de fleste danske medier i forbindelse med hendes død. Men lad os i stedet kalde hende for det hun er: Danmarks væsentligste, elektroniske komponist.

Seismograf hædrer hendes eftermæle ved at genudgive to artikler fra hendes egen hånd, hvori hun ivrigt forsøger at introducere Europas nye musikalske strømninger, som hun selv var så optaget af. Hun bidrog i 1957 med artiklen Lydprofetier til et temanummer af DMT om tolvtone- og elektronmusik, og heri skriver hun ganske profetisk om de nye opbrud i kunstmusikken, at »det er en kendt sag, at en af samtiden fordømt og forkætret musik, ofte bare 50 år senere klart har indtaget sin plads i en naturlig og nødvendig musikalsk udvikling.« Det skulle netop blive hendes lod at vente på anerkendelsen. Vi kan læse artiklen i historiens bakspejl som en af de tidligste redegørelser for musique concrète og elektronisk musik i Danmark.

Året efter rapporterer Pade fra verdensudstillingen i Bruxelles, hvor der fandt en kongres sted for eksperimentalmusik. Den danske komponist var som en fisk i vandet blandt nykomponerede, elektroniske værker fra Europas fremmeste elite: Schaeffer, Henry, Berio, Badings, Stockhausen etc. »Seks internationale dage med eksperimental musik forvandledes på besynderlig vis til seks skinnende kugler, til rumfartsture i det lydlige univers, så man virkelig af og til fik følelsen af at opleve rummet uden begrænsning.« Med et sprogligt overskud og en ubestridelig faglighed formidler Pade sine oplevelser fra en af de vigtigste internationale begivenheder i den tidlige, europæiske, elektroniske musiks historie. Tonens rumfart tur-retur er et interessant dokument, som viser os den internationale Pade, der som komponist trivedes bedst uden for dette lands grænser.

Foreningen Kvinder i Musik bragte i 1995 to artikler om Else Marie Pade af henholdsvis Inge Bruland og Jan Maegaard i anledning af hendes 70 års fødselsdag i december året forinden. Det gik relativt ubemærket hen i den danske musikverden. Men i 2001 trykte DMT en artikel, som skulle vise sig at blive startskuddet til en lavine for komponisten Pade. Henrik Marstals og Ingeborg Okkels' interview med den dengang relativt ukendte 76-årige elektroniske komponist var første skridt på vej imod den enorme anerkendelse, som skulle blive hendes skæbne. »Ingen af hendes værker findes indspillet på plade eller cd. Men hendes musik lyder ikke som noget, der burde være blevet trængt i baggrunden«, skriver Marstal og Okkels i artiklen. Sådan skulle det som bekendt heller ikke forblive. En genpublicering af artiklen her tjener det formål at genbesøge udgangspunktet for den sene reception af komponisten Pade – et forløb, der også kalder på en kritisk refleksion. På hvilken måde anerkender vi et vigtigt musikalsk virke, uden at begå de samme historiske fejl, som har været med til at holde et kunstnerskab nede? Hvordan kan et mandstungt musik- og komponistmiljø retmæssigt høste successen for de sene udgivelser og remix af Else Marie Pades værker, sådan som det i en vis udstrækning har været tilfældet?

»Som en kær kusine jeg ikke har set (hørt!) nok til, men som uanset har haft afgørende betydning for min egen (og andres) løbebane« skriver komponisten Birgitte Alsted i et personligt mindeord, Else Marie Pade og mig, som er blevet til på opfordring fra Seismograf. Et perspektiv fra en fagfælle, som kun egentlig har registreret Else Marie Pade periferært, men som bestemt føler en samhørighed med hendes musik. En refleksion over ligheder og forskelle.

Det er ikke dette fokus' hensigt at skrive endnu en nekrolog over komponisten og mennesket Else Marie Pade, men i stedet at fremdrage nogle få velvalgte skriftlige kilder, som kan genopfriske med hvilken faglighed, nysgerrighed og stolthed hun lyttede sig gennem verden.

Fokusset er redigeret af Jan Høgh Stricker og Sanne Krogh Groth.