Annonce
Odense ca. 1959:
Jeg har været omkring de 17 år. Mine forældre havde åbnet for radioen. En helt ny slags musik – elektronisk – kom ud af den – og blev debatteret. En kvindelig komponist – Else Marie Pade – blev nævnt som ophav til noget af det – jeg hørte det som klangen af nogle surrealistiske klokker, der svingede rundt – jeg syntes det lød smukt og vældigt spændende.
Denne nye og noget fremmede elektroniske musikform blev ikke kun debatteret i radioen, men også i mit hjem (der var musik-aktivt, som man kan regne ud) og i min skolevenindes hjem (den kultiverede "præstegård").
Hjemme hos mig var det mest min far, der udtalte sig. Han mente at produktet nok kunne have en vis suggererende kraft og være velegnet som underlægning til film og radioteater og lign., men ej ville kunne anses for “absolut musik”.
Jeg husker tydeligt, at dette udsagn vakte min tvivl – hvad er der i vejen med “leg med lyd”?
Min venindes mor, velformuleret "præstekone", kaldte det for “leg med lyd” – i et kritisk tonefald. Jeg husker tydeligt, at dette udsagn vakte min tvivl – hvad er der i vejen med “leg med lyd”? Vi diskuterede videre – når mennesker organiserer lyd efter sit forgodtbefindende, er det vel lige så meget “kunst” som traditionelt komponeret node-musik?
I de følgende par år oplevede jeg, at den elektroniske musik blev debatteret overalt i musiklivet (ret hidsigt) – om det var “noget” eller ej. De fleste var ret forsigtige, men gav udtryk for en frygt for, at den levende musik kunne trues i fremtiden...
Estimerede komponister begyndte at eksperimentere med kunstarten, følgende op på Else Marie Pade og Jørgen Plaetners pionerindsats – Wayne Siegel og Jens Wilhelm Pedersen m. fl. gjorde et større arbejde med organiseringen af mulighederne – DIEM (Dansk Institut for Eletroakustisk Musik) opstod – Pade og Plaetner blev næsten glemt. Men: DIEM stod for udgivelse af et remix af Else Maries klassiker Syv Cirkler – og så blev hun pludselig retfærdigt berømt som elektronmusikkens bedstemor! DIEM blev efter en del succesrige år truet nedlagt – og så overtog Det Jyske Musikkonservatorium DIEM og integrerede det i en ny komponistuddannelse i elektronisk musik.
Mine første elektroniske oplevelser som teenager havde jeg glemt alt om... Jeg selv kom i gang med slagsen i 80’erne via opgaver for teater – “leg med lyd”… og blev fuldstændig opslugt af disse tekniske muligheder for skabelse af nye musikalske “lydlandskaber” (som ikke behøver at “underlægge” sig noget som helst!). Jeg blev mest optaget af mulighederne med reallyde og disses transformering – ved at “spille” med dem i en sampler, arbejde med dem i plugins til mere eller mindre genkendelighed, og arrangere dem i collage til en fortælling i lyd. Jo – “tonefald” siger da nok så meget som ord i rækkefølge...
Som en kær kusine jeg ikke har set (hørt!) nok til, men som uanset har haft afgørende betydning for min egen (og andres) løbebane
Rigtig sent (omkring år 2005) oplevede jeg Else Marie Pades Symphonie Magnetophonique (1958) – collage der i lyd fortæller en dag i København. Et vidunderligt pionérværk! – humoristisk og tydeligt forelsket i selve lydenes kvalitet. Her er det naturligvis associationerne til de konkrete “lydgivere” – vækkeure, kirkeklokker, cykelklemt osv., der spiller hovedrollen for udformningen – jeg følte slægtskabet til trods for, at jeg i de fleste af mine værker forsøger at grave ned i underbevidstheden, som en slags lyddrøm, der fortæller noget mindre éntydigt definerbart. Senere (2009) oplevede jeg Aquarellen über das Meer (1968-71), som tager inspiration i billedkunst, lyrik (og havet som metafor), og denne integration af flere udtryksformer er igen noget, jeg genkender fra eget værksted. Og nu i denne måned (februar 2016) fik jeg så lyttet til hendes Illustrationer (Himmelrummet, Havkongens Slot, Eventyrland, Kong Vinter - (fuldført 1995)), og med Inge Brulands ord: »Som i flere tidligere kompositioner er associationen til eventyr oplagt. Titlerne signalerer eventyr, men også lydene virker overnaturlige, samtidig med at de baner vej for følelser, der måske i det daglige trives mest i det ubevidste, ildevarslende eller fortroldede.« Jo her er noget, som jeg også forsøger på. Identifikationen er nær. Den hypnotisk repetitive form i dette værk er dog anderledes, end hvad jeg “plejer”, og ikke noget jeg ofte benytter mig af.
Som en kær kusine jeg ikke har set (hørt!) nok til, men som uanset har haft afgørende betydning for min egen (og andres) løbebane – sådan må jeg nu anskue Else Marie Pades elskelige og innovative kunstnerpersonlighed. Omstændighederne fik ikke bragt os hinanden nær i den fysiske verden. Faktisk fik vi kun vekslet få ord...