Bestræbelsen er den samme i de to erindringsbilleder, der som en uhørt luksus materialiserer sig her gennem DR Symfoniorkestrets adrætte arbejde. Nemlig at stille et nostalgisk vemod – romantiske strygere, klagende glissandi – op over for moderniteten.

Hvordan lyder nuet? Enten som storbyens susende trafik i L’isola della città med Trio con Brio som fremskudt hovedperson eller som et vedvarende skrig af skiftevis klanglig opfindsomhed og monoton udstrakthed i Second Symphony.

Mest fortællende virker mødet i den raffineret konstruerede trippelkoncert, hvor et spilledåseenkelt klaver klinger af fugal barndomslængsel, men afbrydes af kontrabassernes støjende borebehov: erindringsflugten saboteret af vejarbejde, Bent Sørensen som underspillet – og uventet – humorist.

Hører man værket som et møde mellem nostalgi og nutid, lægger man også mærke til, at de to kombattanter forsones. En stammende, snurrende uro sætter sig i den erindrende, der til sidst indser støjens potentiale og ender med at skabe endnu skønnere klang ved at invitere dissonansen indenfor.

Det er et finurligt og betagende erindringsspil, Sørensen tegner op. Det er også albummets stærkeste værk, for sekundsymfonien føles som indspillet musik mere forceret i sin dualisme, end den gjorde i koncertsalen, der bedre understøttede klangens rumlige vandring og den dramatiske vekselvirkning med slagtøj.

Ikke desto mindre: to fantastiske eksempler på, at Bent Sørensens nostalgiske drift er absolut moderne, ekvilibristisk og foreløbig uden udløbsdato.

Halli, hallo, og har I lige fået hørt det her album fra januar? Nok ikke, men det er en fejl, for den litauiske komponist Algirdas Martinaitis viser sig som lige den klassiske spøgefugl, vi har brug for, hvis vi nu – måske bare for en stund – dumstædigt har besluttet os for, at Simon Steen-Andersen ikke helt er sjov nok længere.

Hør bare det humoristiske hovedværk på udgivelsen, Serenade for Mistress Europe for strygeorkester, komponeret i 1999 som en postmoderne satire over den vestlige musiktradition, som de identitetsmæssigt splittede litauere kun kunne forholde sig legende og autoritetskritiske til fra deres grøft mellem Vesten og Sovjet.

Ligesom Steen-Andersens gigantværk Trio begynder Martinaitis’ serenade med at ironisere over en storladen symfonisk målstreg og hangen til at sætte to – eller i Beethovens tilfælde ti – streger under facit. Det enormt fikse og vellydende ensemble, litauiske St. Christopher Chamber Orchestra, river og flår derefter i senromantisk længsel og dekonstruerer Vivaldi-klingende barokfragmenter til hakkende vinyl.

Musikken sættes i stå, falder fra hinanden i lykkelige uheld, danser skælmsk med Marsellaisen i horisonten og lægger an til et skævvridende bagholdsangreb på romantisk inderlighed, der som minimum aktiverer smilerynkerne og måske endda lattermusklen.

Det kan godt være sjovt at gå til symfonisk koncert. En 72-årig litauer viser her, at det endda kan være rigtig sjovt. Kære danske orkesterchefer: Mor os!

Siger man jødisk musik, vil mange straks få associationer til klezmer-genren, denne folkemusikalske hybrid, som voksede ud af ashkenaziske jødiske miljøer i Central- og Østeuropa, og som flittigt inddrog elementer af omkringliggende musikkulturer. 

Klezmermusikken lader sig også høre i fragmenter denne aften i Koncertkirken, hvor kammermusikfestivalen Equinox inviterer et talstærkt publikum til at udforske jødiske stemmer i kammermusik fra det 20. århundrede. Faktisk stikker vi lige tåen ind i det 21. århundrede med Osvaldo Golijov, hvis komposition »Lullaby & Doina« er skrevet i 2001. Den bygger dog videre på et tema, som han komponerede til filmen The Man Who Cried fra 2000, en vuggevise, som her udvikles til en fyrig doina, en improviseret form fra Balkan, som man også kender fra klezmer. Golijov, som er vokset op i Argentina, inddrager dog også elementer af tango. På den måde er åbningsværket emblematisk for en rejse gennem det jødiske som en musikalsk identitet, der er både kosmopolitisk og lokal, og som søger at værne om dybe traditioner, samtidig med at den hele tiden indgår i samtale med sine omgivelser. 

Den samtale kan være både diskret og højrøstet, og det velkuraterede program, som samtidig markerer afslutningen på årets festival, kommer i sandheden hele spektret rundt. Fra Erwin Schulhoffs ikonoklastiske, men også frejdigt vitale samtale med strygerkvartettens konventioner over Paul Schoenfields lovligt sentimentale omgang med klezmermusikken til Ernest Blochs mørke melodrama. Aftenens egentlige scoop er dog Yehudi Wyners Kvartet for obo og strygertrio, som tryllebinder over 25 minutter med mystiske og langsomt udfoldede motiver.  

I arbejdet med Concerto Grosso (2018-2022), som Allan Gravgaard Madsen har skrevet i tæt samarbejde med den amerikanske Jack Quartet, har komponisten opstillet et par benspænd omkring Concerto Grosso-formatet: Strygekvartetten skulle spille op mod Aarhus Symfoniorkester i »et finmasket net af talsystemer, musikhistoriske hilsner og personlige fortællinger«. Med den for AGM typiske begrænsning til det traditionelle symfoniorkesters instrumenter – om end de bliver brugt i deres yderste potens – lykkes det at fastholde en behageligt pirrende æstetik, der efterlader mig fremadlænet gennem hele værket. 

Benspændene virker ikke begrænsende, men er mere rammer indenfor hvilke, han arbejder frit og legende og med en klanglig finfølelse. Som substitut for harmonisk progression og teleologi fokuserer AGM i stedet på timbre og klang. Dragende er det. Selv har jeg ikke fundet den forvrængede reference til Irving Berlin, som AGM skriver, værket rummer, men til gengæld er der klanglige ligheder med blandt andre Arvo Pärt og Bent Sørensen. Sidstesatsen, »Notturno II«, afslører en komponist, der ikke har travlt med at være udfordrende kompleks; han hviler i det minimale – dropper symfoniorkesterets instrumenter og lader musikerne summe »con bocca chiusa« og gnide sig i hænderne (bogstaveligt talt) som drømmende ambience til JACK Quartets afrunding af concertoen. 

Concerto Grosso er moderne minimalisme (findes online i en lækker videoproduktion), og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.

Josefine Opsahls cello flyder ind og ud af sig selv i loops, imens den skiftevis harmonerer med og konfronterer elektroniske elementer. Således opstår polyfoni – Opsahl spiller både konkret og i overført betydning op ad flere lag af sig selv. Hendes musikalske ekspressionisme udføres smukt, grotesk, disharmonisk og afbalanceret. 

Albummet spænder fra dyb mol i »Pendul« til »Primse III«, hvis intro nærmest minder om mågers skrig. På »Liquid Entity: Maestoso« afløser hastige strøg på strengene buens flydende bevægelser, imens både »Gaar Ikke Soels og Maanes Vei Ned Under Dybe Hav: Dyret« og det avantgarde »KHGR: Wave« med deres folkemusikalske inspirationer kunne figurere på soundtracket til den næste store fantasyserie på Netflix. 

Talrige klangflader, omhyggeligt akustisk arbejde såvel som de høje toner, der går lige til grænsen for følsomhed og smerte, fordrer, at Atrium opleves på højttalere af høj kvalitet, da headsettets begrænsninger ikke vil udvise den fornødne respekt for det auditive univers. 

Som klassisk og eksperimenterende musiker går Opsahl ikke efter at skabe lette melodier. Atrium er en lydelig sanseoplevelse, en givende rejse ind i Opsahls univers.