For et år siden var Pulsar den sidste festival, der blev afholdt inden nedlukningen. I dag åbnede den så i en superslank udgave kun for den allermindste kammermusik, og åbningen var også rent tematisk et studie i enkelhed.

Først James Budinichs White Stone, en flaskepost fra den amerikanske minimalisme med sit hakkende tonegitter i violinen ledsaget af et blødt elektronisk klangtæppe. Den manglende kritiske refleksion over arven gør mig jo nok lidt rastløs, må jeg indrømme. Jeg spejder forgæves efter et strukturelt argument eller en klanglig ambition, der rækker ud over meditationen.

Lige så enkelt, men dog mere brutalistisk, er Ida Lundéns DadoDado for guitar, som hamrer marcherende repetitivt af sted. Et typisk studieværk, vel, med sin grundlæggende undersøgelse af instrumentet, men meget afgrænsede form; jeg glæder mig glubsk til at høre mere. (Opd.: Nå ja, kort var værket, men »studieværk« er måske lidt malplaceret, når Lundén selvfølgelig ikke er studerende. Beklager.)

Og så: Rob Durnins W’hood Thunk Kit for berøring af et flygel, aftenens højdepunkt. Tangenterne brugt som guiro, et instrumentalt teater med begge ben placeret i stilhedsgenren. Her er der lidt mere på færde rent formmæssigt, og tak for det: for den tålmodige granskning og stiliserede leg.

Loïc Destremaus Saxocloned for, ja gæt selv, går klangligt til værks, en klagende saxofonsirene med klapren og overtoner, der udvikler sig til en ret charmerende leg mellem fjerne ekkoer og nære pusterier med sin selvkloning. Og som leder oplagt over til Adrianna Kubica-Cypeks Into the Whale’s Eye for duvende basklarinet og metallisk liveelektronik, et værk med en ro, der lægger an til en længere samtale mellem de to solister, men hurtigt er ovre. Ligesom koncerten. Men så er vi da i gang, og hurra, altså, for det.

Det er svært at modstå fristelsen til at anlægge et borealistisk blik på et album med ny islandsk kompositionsmusik, især når coveret leger med isbjerge og kæmper.

Det ville dog være stærk tendentiøst at kalde de tre første værker – af Daníel Bjarnason, Veronique Vaka og Haukur Tómasson – for særligt islandske. Mest trækker de på en generel symfonisk tradition fra det 20. århundrede med ustabil tonalitet og ‘spjæt’ i orkesteret, til tider modstillet roligere og mere tonale passager.

Men ganske umuligt er det at høre Flutter af Thuridur Jónsdóttir som andet end en isfugl, der flyver mellem isbjerge og insekter. Sidstnævnte er i bedste Knud Viktor-ånd samplet på båndoptager – den islandske natur bringes helt tæt på. Så i sidste værk, Magnús Blöndal Jóhannssons Adagio, kan jeg nu kun høre nordlys og vulkaner, og jeg holder vejret, da Katla truer med at gå i udbrud. En spændende plade!

Jeg tror ikke, man har talt så meget om sporene af den historiske avantgarde, der titter frem i Lucatellis værker. Det her er en god anledning! De gamle elektronmusikstudier spøger i sinusbølgerne og den elektroakustiske knitren i Skrrt, Skrrt. Og velkendte traditioner går igen i form af talt tekst, støjsamples, volapykvokal og en slags nøgternt afmålt slagtøj.

Glimtvis minder det måske ligefrem om en jubilæumsfest for tidligere tiders fremtidsklang. Hvilket egentlig er uventet, for jeg er vant til, at Lucatelli griber mig i kraven og tvinger mig ind i morgendagen. Det her er en mere noir oplevelse, der i lange stræk nærmer sig en abstrakt meditation.

Her slipper hun den stramme styring med formen og lader det timelange værk udvikle sig til et mere eller mindre improviseret støjdigt sammen med K!art-ensemblet. Ud fra den heftige programtekst havde jeg ventet noget skørrt, skørrt eller skrattende, skrattende. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal synes, synes!

Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.

Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.

På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.

De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.

Også i sin opdaterede onlineversion er Szymulas elektroopera en interessant udforskning af underbevidsthedens manglende logik.

Værket, som er skrevet for to operasangere, en performer og et børnekor i gule regnfrakker, præsenterer os for forvrængede minder og drømmestrukturer, der altid hænger i tynde tråde. Meget giver ikke umiddelbart mening, og karaktererne står som mystiske, skræmmende symboler i den tætte, grænseløse skov.

Szymula undersøger lyd, sprog og stemme med en fragmenteret multilibretto på dansk, engelsk og polsk, mens sopranen bevæger sig fra operaklang til rå skrig og rene børnestemmer flænses op af elektrolyd.

Men kombinationen af gennemproducerede elementer fra den oprindelige version og en række rå liveoptagelser fra premieren får den nye udgave af Lapses til at virke mere som dokumentation end et stykke digitalkunst i egen ret. Eksperimentet lider i sidste ende under, at onlinemediet reducerer den immersive kvalitet; i stedet for at blive suget ind i drømmerens bevidsthed må vi iagttage udefra.