En bedaget døs af musikhistorisk revisionisme meldte sig i Musikhusets forgyldte lokale: Nu skulle Minimoogen skrives ind i den klassiske kanon med koncerten The Minimoog Project. »Synthesizernes Stradivarius«, som hovedpersonen Sebastian Berweck varedeklarerede. 

Der gik Darmstadt i den: Skulle vi nu til alt det med de »nie erhörte Klänge« én gang til? Ikke rigtig. Futurisme var ikke en del af startopstillingen. I stedet havde man sat retromani på banen i form af Dorit Chryslers theremin-tryllerier i værket Fracture 22. Magien udeblev i det forudsigelige plot, hvor instrumenterne startede i hver sit frekvensland men til sidst fandt sammen i fælles filtrering.

Heldigvis blev der skiftet ind med værker, der rent faktisk havde noget på hjerte. Juan David Perez’ støjende tandrodsbehandling i Abstraco Model – Ducil Artefacto gjorde nas. Misha Cvijovics filmiske granatchok Iktuarspok var – trods den slidte symbolisme – en smagfuld drone, som smidigt mixede Moogens bløde og hakkende kurver. 

Befriende var det, da Kirstine Lindemann stødte til og førte synth-æstetikken væk fra sig selv og ind i kroppen. Værket TRIO fascinerede i sin telepati mellem de to performere, der – med lukkede øjne – virkede introspektive og forbundne på samme tid. Hænderne bevægede sig op og ned som scannere i penduler med den opkoblede vejrtrækning. Hvad viste Lindemanns røntgenbillede? En nysgerrig forløsning af Minimoogen som en del af et kropsligt ritual.

Hvornår har man sidst grædt til en koncert med ny kompositionsmusik? I de eksperimenterende rammer er der sjældent plads til den form for patos, der går i tårekanalerne. Men Fei Nie (klaver) og Sofie Thorsbro Dan (violin) fik det næsten til at ske for mig. Det var James Black-værket Colossi, der gik rent ind. Min sidemand var endda helt grædefærdig. 

‘Kulturmøder’ var aftenens tema. Komponisterne havde det til fælles, at de alle er flyttet fra deres hjemland. Selve koncertens opbygning havde også karakter af hjemme-ude-hjemme. Duoen startede og sluttede på deres respektive hovedinstrumenter – overlegent håndteret med et væld af udvidede teknikker. 

Aya Yoshidas Decode og Bára Gísladóttirs Prussian Blue var dog komplet væsensforskellige. Decode føltes ivrig, tangerende til det forhastede. Der skulle spilles med omvendt bue, pustes på violinen, og klaveret skulle agere guiro og bordtennisbord. På rekordtid var kortene lagt på bordet. Omvendt var maleriske Prussian Blue mere tålmodig. Særligt var det en fornøjelse at høre Dans vekslen mellem kvalt bariolage og lange toner, der efterhånden åbnede sig nidkært i klangen.

De to værker i midten var også som nat og dag. Selvom det var friskt at orkestrere Xavier Bonfills ambiente 2x2 for de to instrumentalisters stemmer, faldt grebet til jorden. Man savnede bredden i klangrummet af den sfæriske midi-meditation.

Men James Black stjæler overskriften, nok engang. Selv vogtede han, som den mest knuselskelige gudeautor over værket på en storskærmsvideo. Man skal ikke forveksle hans absurditeter med kaos: Black komponerer med en rigid stramhed. Netop derfor bliver hans udtryk ekstra virkningsfuldt, når det giver tegn til følelsesapparatet. Den rørende sidste sats, hvor Dan havde bevæget sig ud i våbenhuset, og duoen spillede en adspredt sus-pop i hver sit rum, imens Black malede sig med læbestift på skærmen, er i hvert fald noget, jeg sent vil glemme.  

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

Kan man virkelig opleve et måltid som en æstetik i sin egen ret? Jeg sad stilfærdigt i cirklen af komponist Line Tjørnhøjs spiseritual SPRING og spekulerede over, om jeg havde prøvet noget lignende før. Det var både mere end en kulinarisk og musikalsk oplevelse. Komposition forklædt som servering, måske. Eller et tekno-organisk procesværk med munden fuld af tre retter mad, augmented reality og NFT-økonomi. Omfangsrigt, i hvert fald. 

Den algegrønne velkomstdrink smagte som Øresund dryppet i en Virgin Mojito. Læskende. Intet behov for dinner music, der var masser af lyd omkring os. Enghavevej brummede, mens vi fortærede den sirligt stylede grøntsagssuppe. Vi rev citronskal, stødte krydderier, gnaskede og slubrede. Der var en fredfyldt rytmik i måltidets samvær – en eftertænksom klangbund i forholdet mellem spisningens indre og ydre lyde. 

Men så bankede fremmedgørelsen og kiks-æstetikken på døren. Den iPhone, vi havde fået udleveret, skulle frem mellem forret og hovedret. Middagsselskabet blev en glitchende AR-gæst rigere: en aldeles lo-fi udgave af generalsekretæren fra Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen. 

Freden var forbi, hyperrealismen havde meldt sin ankomst. Madroen blev pludselig syrlig. Qvist-Sørensens skurrende spiselyde forskød sig rundt i vores skingre telefoner og plantede en kærkommen konflikt. Nærvær og forskydning ramlede frontalt sammen – og i det greb, blev værket til sin egen indtagende størrelse. Tak for mad.

Børresens Erindring er oprindeligt lavet som en installation til Kystmuseet Skagen og er Hans Sydows genfortolkning af værker af komponisten Hakon Børresen (1876-1954). Og musikken tåler sagtens at blive hevet ud af sine trygge Skagen-rammer, for Sydow har skabt et virkelig spændende værk, som jeg helt fundamentalt nød at lytte til.

Helt lavpraktisk har Sydow arrangeret Børresens melodier for forskellige solister og tilføjet stemninger efterfølgende: Havet omkring Skagen er noget af det første, vi hører, og hver enkel melodi får sit eget skagenske særkende.

Pladen står generelt stærkest, når solisterne får lov til at folde sig ud, og det giver Sydow dem også plads til. »Havørnen« er den eneste sang på pladen, og jeg følte næsten, jeg kendte den i forvejen, så meget Højskolesangbogs-stemning giver den mig. Og gåsehud fra Christian Vuusts saxofonsolo! 

Det eneste uforløste er Sydows remix af en optagelse af Kong Frederik IX, der dirigerer musik af Børresen. Konceptuelt skiller den sig for meget ud fra resten, fordi melodien forsvinder fra musikken, og stemningen kan ikke bære det hele.

Men alt i alt en meget helstøbt oplevelse: Sydow puster nyt liv i kompositioner, vi måske ellers havde overset.