Den Stockholm-baserede komponist Kali Malones musik er indbegrebet af tesen om »less is more«. De altid tilstedeværende, nøjsomme og blødt ringende droner lægger sig som tunge tågebanker nederst i mikset, mens Mats Äleklints trækbasun og Isak Hedtjärns basklarinet spiller få, enkeltstående toner højere i mikset. Men ikke så højt at de nogensinde slipper helt ud af tågen. Jeg higer efter noget at hæfte mig ved, bliver opmærksom på de små ting, som jeg i en mere tætpakket produktion nok ville have overset. Som hvordan man kan høre de to blæseres hvislende udåndinger under instrumenternes klang – og nogle gange endda udelukkende disse vejrtrækninger.

Mens den musikalske tåge i EP’ens første nummer er så tyk, at man kan skære i den, introducerer andet nummer en mere fremtrædende, endda melodisk synth, der meget passende netop synes at skære igennem disen. Således skaber Malone først en rolig, nærmest ophøjet ubevægelig lyd, for derefter selv at bryde den ned med en langt mere sinister afslutning. 

Drone er af natur ofte en uhåndgribelig form for musik, men Malones store styrke er hendes evne til at skabe tekstur, en følelse af rum og nærhed i sine kompositioner. Dette beviste hun med det monumentale orgelværk The Sacrificial Code (2019). Med Living Torch understreger hun blot hvorfor hun i mine øjne er en af de mest interessante nyere stemmer inden for drone og minimalistisk musik.

Smider man en håndfuld elektroniske elementer, progrock, punk, noise, jazz, industrial, aggressive violiner og mentalt udfordrede saxofoner i en blender og krydrer med nihilistisk mørke, programmerede trommer og distortet spoken word er resultatet Introducing SVIN. 

Hedenske ritualer gør deres indmarch på »Bøn« (feat. Bisse) og »Herbalism«, hvor »Punklort« er en udjazzet allegori over infernal støjpunk og det lofi elektroniske nummer »Dødsensangst« (feat. Marie Eline Hansen) lugter dystert og klaustrofobisk. 

Friedrich Nietzsche beskæftigede sig med der »Wille zur Macht«, og for at realisere menneskets iboende skaberkraft- og trang er det essentielt at frigøre sig fra slavementaliteten. I den danske musikbranche underkaster kunstnere sig alt for ofte snævre genrebegreber og frarøver sig selv friheden til at skabe. SVINs album adskiller sig fra lignende værker på grund af sin insisterende legesyge, imens det unikke består i, at projektet lykkedes. Andre ville drukne i de mange lag og genrer og enten give op eller ende med et mere filosofisk end auditivt velfungerende resultat.  

Det har krævet, mod, udholdenhed, evner og styrke at skabe Introducing SVIN, som tungt kan anbefales til enhver med en forkærlighed for NIN, Swans, Einstürzende Neubauten, Rob Zombie, Coil og Neurosis. Imellem riter, depression, angst, kaos og paranoia anes et humoristisk glimt i øjet, der til dels gør det til en udholdelig oplevelse og til dels viser, at SVIN ikke er et selvhøjtideligt martyrium.

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus. 

Med Soundtrack of an Imaginary Opera forsøger finske Rebecka Sofia Ahvenniemi at tage os på en rejse ind i skitserne til en ufuldendt opera, og netop det er operaens største hæmsko: Projektet føles for ufærdigt og retningsløst, til at fremstå som en helhed. Musikalsk og sonisk er der tale om en hybrid mellem barok-opera og 1920’ernes musikteater, med besøg i både cabaret og det avantgardistiske, men også lån fra rock og R’n’B, som sad vi i en ituslået musikalsk tidsmaskine.

Først ved sidste sang, »Nymph Cry«, hvor sproget bryder sammen og nymfens naturnære stemme akkompagneres af en klokke, indtager musikken det drive og den fylde, operaen har manglet. Desværre flygtigt, vi slynges tilbage til barokken og referencer til passager tidligere i værket.

Måske er det netop den meget sparsomme instrumentation, der efterlader mig med et afsavn, krydret med mange gentagelser. I stedet for at dekonstruere en opera, som Ahvenniemi efter eget udsagn ønsker, ender hun mest med at rekonstruere en masse referencer og parrer Mario Brothers-lyde med et Göethe-digt. Operaens potentiale forløses formentlig også bedst i en reel opsætning, med scenografi og et større ensemble, og jeg håber, det er noget, Ahvenniemi arbejder hen imod.

Egentlig er det jo en tilforladeligt meditativ udgivelse, den dansk-italienske jazztrio har sluppet løs. Francesco Bigonis luftigt vibrerende saxspil og de jævne melodiske forløb på de fleste af albummets rolige vandringer emmer af behageligt og kun ganske let kantet samvær mellem guitar, saxofon og tangenter.

»Under Weather« har dyb, fyldig Rhodes og linjer, der romantisk løfter sig fra en trykkende puls. »Faggio« er fuld af melankolsk fællesvilje. Og »Miracle Beams Surrounding« lyder af forsigtig optimisme i et støvet lydbillede.

En irritation melder dog sin ankomst. For hvis man gerne vil meditationen, så fair nok; fred være med letheden og den sværmeriske luftighed. Den har også sin plads. Men når Canto ad flere omgange også gør tilnærmelser til det eksperimentale uden at følge ambitionen til dørs, mister jeg retningssansen.

Når jeg for eksempel hører de indledende, ulmende telefonsignaler på »Plate«, der blot efterlades og ikke udvikles. Eller den let påståelige naivitet i »Thread«, der kontrasteres af elektroniske blip, som ingen reel rolle spiller.

Så savner jeg biddet – det bid, som kortvarigt dukker frem med frit fabulerende »WigWag«, hvor der netop er en sammenhæng mellem den roterende svupper af elektronik og de løbske, ustabile bevægelser i guitar og saxofon.

Når eksperimentet bliver affekteret og ikke behandles med tilstrækkelig nysgerrighed, breder der sig en fornemmelse af anstrengt kunstfærdighed. Så hellere gøre en dyd ud af meditationen – eller give los.

Nogle komponister føler sig stadig draget af at trække i den hvide kittel, sådan som mange gjorde det i efterkrigstiden for at se musikken gennem mikroskop. Lidt videnskabsmand har man vel lov at være.

Den kategori hører franske Karl Naegelen til, hører man på albummets titelværk for klarinetkvintet – over en halv time zoomer komponisten ind og ud på nervøse strygerklange i tætte klynger, men fletter også pludselige temperamenter ind i musikken.

Strukturen minder næsten om en gyserfilm. Ud af ingenting kan klarinetten blive helt løbsk og lyde som en frø i drabelig dødskamp. Calques (2020) pendulerer mellem små bevægelser i stilstanden og hidsige fortællende elementer. Men narrativ drift er der egentlig ikke; det er først og fremmest ‘undersøgelsen’ af klang og multiphonics, der interesserer Naegelen.

Lyder det – som så megen anden dybdelytningsmusik – en smule tørt? Måske, men musikerne gør, hvad de kan for at holde liv i tonerne. Det er en kvalitetsindspilning. Det hører man også på albummets mere klassiske værk, Morton Feldmans Clarinet and String Quartet (1983).

Her tegner langsomme gentagelser og tvære strygerklange en fortabthed op, som klarinetten søger ud af uden rigtig at tro på foretagendet. Næsten romantisk og i hvert fald kun blødt radikalt lyder det lange værk i dag.

Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.