Solbjerg Plads – bindeled mellem Frederiksbergcenteret, Frederiksberg Bibliotek og CBS – er en af Københavns mere anonyme pladser. Den slags plads, der gerne findes nær institutioner, men, trods bordbænkesæt og arkitekttegnet space, sjældent er en oplevelse i sig selv. Mere transitrum end opholdsrum. Det forsøger Aquasonica at udfordre. 32 højttalere gemt væk i samme antal brønde, tre musikalske værker. For tiden strømmer techno/noise-DJ’en Schackes toner bogstaveligt talt op fra undergrunden.

Det starter med en insisterende strygerstaccato, der forstyrrer en CBS-tutor i at forklare reglerne til en teambuildingleg. Så bliver det maritime mere tydeligt: elektroniske bølgeskvulp og en dronelignende rumlen, der lyder af tektoniske forskydninger på havbunden. Sonisk flyder værket desværre heller ikke gnidningsfrit. Noget i ind- eller afspilningen hakker og glitcher utiltænkt forstyrrende. Den subtile, men konstante rytmiske intensivering, som selvfølgelig har fundet vej til Schackes ellers overraskende symfoniske udtryk, drukner. Så fungerer værkets anden, mere meditative halvdel bedre, roligt tranceinducerende.  

Det er ellers fint, som omgivelserne omdannes: To børn går på skattejagt efter den mystiske musik, forbipasserende stopper og klør sig i håret, og som værket toner ud, har ørerne stillet sig ind på pladsens frekvens: En akustik af beton, roterende cykelhjul og samtaler om pensumlister. Livet startede i havet og har siden kæmpet sig frem til Solbjerg Plads. 

Det er simpelthen et henrivende aparte stykke musik, Martin Stauning har bikset sammen her. Et opgør med ideen om, at harper er noget, der tryller folk i søvn – Zachary Hatcher river og flår til tider i instrumentet – men samtidig også et værk, der har en fundamentalt drømmende karakter.

Første sats genstarter sig selv to gange og lader distinkt opmålte instrumentgrupper gennemleve en slags urolig drøm: små, diskret hektiske fragmenter, måske fra musik, de engang har spillet, som nu hjemsøger dem. Det er et spindelvæv af strengespil, pludselige bjælder, pizzicato som minutur og brogede, udstrakte klange – små drømmemaskiner, der peger i hver sin retning, men ender med at finde hvile.

Omvendt med andensatsen, der går ind i roen og lader den udvikle sig. Først i en drypstenshule af træblokke, vandrende harpe og DR Symfoniorkestret som en fjern tåge. Siden stille dansende til en maracas-tango næsten uden bevægelse, en genfærdsballet. Ekstremt nøgne, men forførende klangrum.

Er vi vågne, eller sover vi? Tredjesatsen lyder af et vågent mareridt med sinistre alarmbølger og et omklamrende orkester. Og så, for første gang, harpen som blid, men også drilsk drømmebebuder. Lykkes det den at bryde ud af rædslen? Hvem ved, for i samme nu er værket ovre.

Martin Stauning sætter ikke punktummer, lader ikke forløsning give sig ud for sandhed. Han lader os skimte en hemmelig lydverden og abstrakte situationer, som nok skal hjemsøge os tilstrækkeligt. Formidabelt! 

Bestræbelsen er den samme i de to erindringsbilleder, der som en uhørt luksus materialiserer sig her gennem DR Symfoniorkestrets adrætte arbejde. Nemlig at stille et nostalgisk vemod – romantiske strygere, klagende glissandi – op over for moderniteten.

Hvordan lyder nuet? Enten som storbyens susende trafik i L’isola della città med Trio con Brio som fremskudt hovedperson eller som et vedvarende skrig af skiftevis klanglig opfindsomhed og monoton udstrakthed i Second Symphony.

Mest fortællende virker mødet i den raffineret konstruerede trippelkoncert, hvor et spilledåseenkelt klaver klinger af fugal barndomslængsel, men afbrydes af kontrabassernes støjende borebehov: erindringsflugten saboteret af vejarbejde, Bent Sørensen som underspillet – og uventet – humorist.

Hører man værket som et møde mellem nostalgi og nutid, lægger man også mærke til, at de to kombattanter forsones. En stammende, snurrende uro sætter sig i den erindrende, der til sidst indser støjens potentiale og ender med at skabe endnu skønnere klang ved at invitere dissonansen indenfor.

Det er et finurligt og betagende erindringsspil, Sørensen tegner op. Det er også albummets stærkeste værk, for sekundsymfonien føles som indspillet musik mere forceret i sin dualisme, end den gjorde i koncertsalen, der bedre understøttede klangens rumlige vandring og den dramatiske vekselvirkning med slagtøj.

Ikke desto mindre: to fantastiske eksempler på, at Bent Sørensens nostalgiske drift er absolut moderne, ekvilibristisk og foreløbig uden udløbsdato.

Halli, hallo, og har I lige fået hørt det her album fra januar? Nok ikke, men det er en fejl, for den litauiske komponist Algirdas Martinaitis viser sig som lige den klassiske spøgefugl, vi har brug for, hvis vi nu – måske bare for en stund – dumstædigt har besluttet os for, at Simon Steen-Andersen ikke helt er sjov nok længere.

Hør bare det humoristiske hovedværk på udgivelsen, Serenade for Mistress Europe for strygeorkester, komponeret i 1999 som en postmoderne satire over den vestlige musiktradition, som de identitetsmæssigt splittede litauere kun kunne forholde sig legende og autoritetskritiske til fra deres grøft mellem Vesten og Sovjet.

Ligesom Steen-Andersens gigantværk Trio begynder Martinaitis’ serenade med at ironisere over en storladen symfonisk målstreg og hangen til at sætte to – eller i Beethovens tilfælde ti – streger under facit. Det enormt fikse og vellydende ensemble, litauiske St. Christopher Chamber Orchestra, river og flår derefter i senromantisk længsel og dekonstruerer Vivaldi-klingende barokfragmenter til hakkende vinyl.

Musikken sættes i stå, falder fra hinanden i lykkelige uheld, danser skælmsk med Marsellaisen i horisonten og lægger an til et skævvridende bagholdsangreb på romantisk inderlighed, der som minimum aktiverer smilerynkerne og måske endda lattermusklen.

Det kan godt være sjovt at gå til symfonisk koncert. En 72-årig litauer viser her, at det endda kan være rigtig sjovt. Kære danske orkesterchefer: Mor os!

Siger man jødisk musik, vil mange straks få associationer til klezmer-genren, denne folkemusikalske hybrid, som voksede ud af ashkenaziske jødiske miljøer i Central- og Østeuropa, og som flittigt inddrog elementer af omkringliggende musikkulturer. 

Klezmermusikken lader sig også høre i fragmenter denne aften i Koncertkirken, hvor kammermusikfestivalen Equinox inviterer et talstærkt publikum til at udforske jødiske stemmer i kammermusik fra det 20. århundrede. Faktisk stikker vi lige tåen ind i det 21. århundrede med Osvaldo Golijov, hvis komposition »Lullaby & Doina« er skrevet i 2001. Den bygger dog videre på et tema, som han komponerede til filmen The Man Who Cried fra 2000, en vuggevise, som her udvikles til en fyrig doina, en improviseret form fra Balkan, som man også kender fra klezmer. Golijov, som er vokset op i Argentina, inddrager dog også elementer af tango. På den måde er åbningsværket emblematisk for en rejse gennem det jødiske som en musikalsk identitet, der er både kosmopolitisk og lokal, og som søger at værne om dybe traditioner, samtidig med at den hele tiden indgår i samtale med sine omgivelser. 

Den samtale kan være både diskret og højrøstet, og det velkuraterede program, som samtidig markerer afslutningen på årets festival, kommer i sandheden hele spektret rundt. Fra Erwin Schulhoffs ikonoklastiske, men også frejdigt vitale samtale med strygerkvartettens konventioner over Paul Schoenfields lovligt sentimentale omgang med klezmermusikken til Ernest Blochs mørke melodrama. Aftenens egentlige scoop er dog Yehudi Wyners Kvartet for obo og strygertrio, som tryllebinder over 25 minutter med mystiske og langsomt udfoldede motiver.