Lad os få det ud af verden meget hurtigt: Swells EP Intimacy Issues er ikke en gigantisk åbenbaring, selvom blandingen af barokke toner, klassiske instrumenter, kammermusik, nutidig pop mikset med fremgangsmåder fra kontemporær elektronik lyder tillokkende. Pressematerialet behandler københavnske Laura Marie Madsens musik som en slags gendigtning af de sidste dekaders pop – postmoderne ord som ‘fragmenter’ og ‘tropes’. Ord som skaber en slags ironisk distance til de mere poppede elementer i musikken. Hvilket ikke nødvendigvis gør musikken en særlig god tjeneste.

For jeg har ikke brug for at få tænkt et værk som Intimacy Issues for mig. Den fragmenterede elektronik gør arbejdet fint, og Madsens stemme og lyrik er helt tæt på lytteren, når hun besynger den unge piges genvordigheder i grænselandet mellem heartbreak og identitetskrise. »bad boy« lyder som om en har taget et vilkårligt Ugens Uundgåelig-cut fra P3 og opløst det i bidende klange, mens den mystiske »make over« meget vel kunne blive kunstnerens signatur. Intimacy Issues virker for tænkt til at være et postgenre-mesterværk, men fungerer, hvis man lytter med hjertet.

Den danske Godfather af moderne elektronisk musik er ude med et formidabelt album – alt er skrevet og produceret af ham selv og partneren Lisbet Fritze, som optræder med sin angeliske og uimodståelige vokal. Ligesom Buster Oregon Mortensen (Busters Verden, red.) kan Trentemøller noget andre ikke kan, han har nemlig lært at trylle og med magiske formularer og tryllestøv har han skabt 14 skarptslebne skæringer. 

Trentemøller mikser atter bastunge beats med svævende lethed og leger med grænserne for, hvordan han med uortodokse midler både kan skabe genklang hos et bredere publikum og samtidig dupere musiknørder verden over. Lytteren kommer med på indre rejser gennem alt fra »Glow«, der inviterer til clubbing med Autecre, »No More Kissing in the Rain«, som er en Trente-elektronisk fortolkning af indiepop a la Raveonettes samt en goth-industrial portal til den legendariske film Spawn: Nummeret »Dead or Alive«. Twin Peaks-mysticisme skinner igennem på »In the Gloaming«, imens man med »Drifting Star« drømmer sig væk i evige solnedgange. 

Memoriams eklektiske tidløshed gør, at den på ingen måder er trendy men derimod langtidsholdbar og ville fungere forrygende som soundtrack til en film, TV-serie eller spil. Der er noget til Generation X, hipsterne, Jomfru Ane Gade og kosmopolernes natteravne. Uden tvivl en udgivelse, som vil vinde indpas i mangen en vinylsamling, være baggrundstæppe på tjekkede kaffebarer og gøre sit indtog på mixerpulte i underjordiske natklubber.

Sproglig elegance udsmykker Louis André Haugaard Jørgensens podcast-installation Sol op og sol ned, der fortolker verden fra en bøgs perspektiv, skildrer en togrejsendes refleksioner igennem historiske perioder og introducerer bulmeurtens kulturhistorie. 

Krængebøgen sender med sin naivitet og åbenhed tankerne i retning af Frances Hodgson Burnetts børneroman, The Secret Garden (1911), hvor man for en stund får en pause fra hverdagen og ved hjælp af sprog og lyd drømmer sig væk i oplevelsen af at være en aldrende bøg. Den reisende er en ordrig beskrivelse af en togpassagers refleksioner fra kupéen, men man bliver ikke blæst bagover af historiens vingesus eller lydelige overraskelser. Djævleøje og ulvebønne er – ligesom Krængebøgen – en sprogligt formfuldendt fortolkning af livet som bulmeurt og en kulturhistorisk analyse af plantens mange kæle- og øgenavne.. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser…

Lydsiden egner sig som underlægning til de poetiske passager – følger dynamikken i sproget og fortællingernes progression – men hvor ordene i sig selv kan stå alene og ville fungere storartet på tekst, ville det auditive bidrag ikke stå stærkt alene. Det havde klædt den litterære graciøsitet med en stærkere lydside, flere reallyde og håndholdte instrumenter.

Når det er sagt, er der stadig tale om et kærkomment break fra storpolitiske problemer og energipriser, som i al sin enkelhed er værd at opleve – især foldet ud i sin helhed på udstillingen, der forløber på Museum Skanderborg, Perron 1.

Den finske multikunstner Jan Anderzén har med albummet Hoshi, udgivet under solonavnet Tomutonttu, begået en i sandhed lille stjerne. Ikke kun fordi 'hoshi' bogstaveligt talt betyder 'stjerne' på japansk, men tillige i særdeleshed i kraft af selve musikken. Der er noget kosmisk, men samtidig uendeligt småt, over de lyduniverser, som Anderzén skaber. Som en galakse reflekteret i en vandpyt eller en rumrejse i en raket udformet af en hul træstamme. Synths afgiver travle, varme blip og blop, mens ultrakorte stemme- og instrumentsamples skaber en genkendelig uklarhed. På samme tid artificiel og organisk, blød, rund, kantet, skrattende.

Anderzén har en legesyg tilgang til lyd, som jeg simpelthen knuselsker. Hans musik er underlig på en utroligt behagelig måde. Den hensætter mig i en form for farverig trancelignende tilstand, som kun forstyrres, når jeg, adskillige gange i løbet af albummets spilletid, kommer til at trække på smilebåndet i begejstring over en virkelig god lyd. Synthsene på »Katse osuu sähköön!« Korsamples på »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaaras fløjte på »Malta lausua ‘AH’!« Og mange flere. Hoshi er et album spækket med mikroskopiske øjeblikke, der tilsammen udgør et flosset, eksploderende, farvestrålende idiosynkratisk hele. En stjernestund på knap 38 minutter. 

Emil Friis’ musik til DR-dokumentaren I Skattely fra 2013 er netop blevet genudgivet som enkeltstående album. Friis benytter en sparsom men ekstremt effektiv orkestrering, hvor guitaren, der nogle steder giver associationer til introtemaet fra Twin Peaks, er i partnerskab med en synth.Guitaren kan ofte klare sig med enkle akkordbrydninger over intuitive akkordprogressioner, mens synthen tager sig af de underliggende droner. Musikken er herved alt andet end dominerende og kompleks og resulterer effektivt i en dyster atmosfære. Men der mangler alligevel noget… de billeder, den voiceover, det narrativ, musikken skal skabe stemningen til. Og dette er styrken ved musikken.

Særligt pladens sidste nummer, »Chasing the Man« gav mig et stød. Nummerets intro havde ikke været helt fremmed på et The Weeknd-album, og det drive, der pludselig kommer. skaber en smuk kontrast til resten af Friis’ album. Det er lige før, jeg ikke ønsker, at de nogensinde skal fange ’the man’. Denne jagtmusik er mesterlig! Tror det er første gang, jeg har oplevet, at det at lytte til musikken, har givet mig lyst til at se en dokumentar – jeg ønsker at opleve helheden!