Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.

Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?

»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?

Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«.

Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.

Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.

Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.

Idéen – at du kan lytte til de tolv små musikvignetter på albummet, mens du kigger på et dertilhørende billede – er utvivlsomt interessant, og den viser sig at have indflydelse på, hvordan man som lytter tilgår værket.

Ping Pong Punktum virker intentionelt underspillet. Til trods for at de to musikere – Wikström og Herman Müntzing – bevæger sig i frit improviseret støj-territorie, så giver de den aldrig helt gas.

Alle tolv numre virker forholdsvis simple, bestående af få elektroniske og vokalbaserede byggeklodser og uden klart definerede retninger. Det samme gælder Jan Oksbøl Callesens billedmateriale, der består af abstrakte former, farver og, en gang imellem, genkendelige motiver.

Denne enkle tilgang virker til værkets fordel, for både musik- og billedkunsten føles intim, indbydende og spændende. Som et oplæg til et farverigt og mærkværdigt eventyr, som lytter-beskueren selv kan digte videre på.

Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.

Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.

Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!

Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.

»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.

Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.

Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget.