Befinder man sig pludselig i lysdæmpet selskab med en snes performere fra Hotel Pro Forma og SMK’s samling af nordisk kunst fra guldalderen og det moderne gennembrud, er her et godt råd: Smid, hvad du har i hænderne, og følg efter Loré Lixenberg.

Det er den britiske mezzosopran, der agerer livgivende kaoskraft i den kultiske videnskabsperformance Elektricitet. Så jeg finder hurtigt ud af at stalke hende, mens hun defilerer fra rum til rum og obstruerer de andre medvirkende, måske fordi hun misunder dem deres veldefinerede roller.

I ét rum taler en hvidhåret H.C. Ørsted og bryder ud i en gendigtning af »Bjørnen sover«, men Lixenberg intervenerer med kaudervælsk og kraftfuldt resonerende improarier. Halvt mimer hun det fremmede sprog, fanger enkeltstavelser og gør dem til løbske koloraturer. Tænk at have et hjemme, at høre til et sted.

En omvandrende sangerkvartet med lommelys i munden får samme behandling, da de forsøger sig med »I Danmark er jeg født«. Lixenberg søger det sprog, der findes i andre mennesker, men også i videnskabelige artefakter: Hun gør besat kur til en kulbuelampe, et Faraday-bur. Hør mig, svar mig.

I andre rum hersker knitrende kvadrofoni, harmoniske nordlysdroner og kymatiske klangborde akkompagneret af overfræsende livesampling. »Fremtiden er elektrisk,« udbryder en vandrende ånd, der siden messer om utopisk fusionsenergi.

Det er den blanding af dystopisk kaos og lysende utopi, der gør Elektricitet til både gribende og oplivende totalteater, som slår gnister.

Stålsat sætter Jakob Kullberg retningen helt fra begyndelsen i Thomas Agerfeldt Olesens kontrastrige cellokoncert nr. 2, som blev uropført torsdag aften af Sønderjyllands Symfoniorkester og nu kan streames på P2 – heldigt nok for de af os, der havde forvildet os til åbningen af Pulsar Festival på DKDM i stedet.

Små, huggende anslag fra resten af orkestret får ikke Kullberg ud af kurs, han fortsætte sin klare, vibrerende linjeføring. Indtil det altså ikke går længere. Solisten standser op, lytter til de let kæntrende udsagn i hornene, og så sætter manien ellers ind: Pludselig lyder celloen hektisk flimrende, mens et mørke af klynger og ekspressiv atonalitet åbner sig omkring den.

Blomstrende træblæsere og et idyllisk strygerhav tilbyder et fromt helle i dur, men stressen har sat ind, og det uundgåelige sker: Tunge helvedesbrøl bryder frem med skæbnesvanger messing og intrigante strygere, mejslet fast med distinkte metalslag.

Den vægtige førstesats ender med solistens endeligt. Celloen filer sig ihjel, ledsaget af en sympatiserende piccolofløjte; med nådesløse staccatodrøn skubber orkestret dem helt ud over kanten. Og så følger altså den korte andensats, en melankolsk himmelfærd, hvor Kullberg med det yderste af sit register svæver op mod lyset.

Trendsættende toneskrift? Måske ikke, men slet ikke dumt. Sådan lyder vistnok en fuldblodsromantisk komponist anno 2023. Kæntring og frelse, værsartig. Med lejlighedsvis slagside mod et historisk udtryk, nuvel, men det kan vi vel nok rumme. Reb sejlene, der er storm i sigte!

Jeg står i et mørkt rum og prøver at fatte bølgerne i det infrarøde spektrum. Her er mørkt, fordi man ikke kan se infrarødt lys, i stedet sanser vi IR-lys som varme. Der er derfor en varmekanon rettet imod mig. Jeg lytter til lydkunst, hvis dybe frekvenser korresponderer med det infrarøde spektrum. Det lyder roligt og omsluttende. Ved siden af dette mørklagte rum er der et tilsvarende rum, men der er der lys, farver og lyde i et lysere register. Der skal jeg ind og sanse den røde halvdel af det synlige spektrum bagefter.

Interference er en hybrid mellem en kunst- og videnskabsudstilling. Et umiddelbart umage par grundet naturvidenskabens formelle håndfasthed og kunstens iver efter det udefinerbare. Men i Nikolaj Kunsthal har lydkunsteren Signe Heinfelt og astrofysikeren Jo Verwohlt succesfuldt sammensmeltet disse modsætninger.

Værkerne instruerer nærmest en i, hvordan man skal tolke dem, og man frygter, dette vil forarme kunsten, men fryd og gammen – det er ikke tilfældet. 1:1-fortolkningerne i værkernes simple former bliver suggestive, legende og uudgrundelige. Elektroners kvantespring bliver til pludrende generativ lydkunst, og dopplereffektens vridning af bølger fanges i en dansant lydskulptur.

Langsomt fatter jeg, at jeg er omgivet af mørkt stof og sorte huller – ting hvis blotte måde at eksistere på bryder med alt, hvad jeg kender og forstår. Således forstår jeg – eller mit følende jeg – den kosmiske ubegribelighed, når jeg forlader udstillingen.

På Liselund Refleksioner viderefører guitarist og lydkunstner Jørgen Teller sit arbejde for Liselund Laboratorium, der i 2021 resulterede i installationen og EP’en Klangpassager. Nærværende udgivelse tager også udgangspunkt i netop Liselund Have på Møn, og gør brug af lokationens reallyde i sine to kompositioner. 

»Aften i haven – flagermus«, der åbenbart udelukkende består af elektronisk modulerede, modificerede og maltrakterede ultralydsoptagelser af en flagermusesværm, præsenterer et sandt virvar af disorienterende lyde. Måden hvorpå flagermusenes ekkolokationer pinger ind og ringer ud, lyder nærmest akvatisk – en association, der nok skyldes, at sådanne lyde oftest mødes i forbindelse med diverse undervandsindspilninger. Men her, over havets overflade, giver det en virkelig interessant følelse af tilstedeværelse i en form for ultralydsverden.

Sammenlignet med det foregående nummer, er »Formiddag – bølger og sten« langt mere roligt. Bølgernes taktfaste rullen ind og ud, og stenstrandens knirkende skærver skaber et tiltrængt pusterum. Der er i sig selv ikke meget interesseskabende i nummeret, men i kontekst fungerer dets jordnærhed effektivt som en nedjustering af nerverne efter første halvdels kaotiske tilstande. Ikke mindre, men heller ikke meget mere.

Liselund Refleksioner kan i sidste ende ikke regnes for at være et hovedværk i Tellers spraglede diskografi. Det er derimod et nicheprodukt – en lytteoplevelse til dem, der har mod på at møde vores natur på en helt anderledes måde.

Konsekvens fortjener ros, så prisværdigt er det jo, at der i Louise Becks anden opsætning af høreskadefantasien For døve ører (2021) hersker en urokkelig forvirring fra start til slut.

Først vrider Katinka Fogh Vindelev, værkets komponist, sig ud af en arie fra Bellinis Søvngængersken og møder så den døvfødte, men fromt syngende teenager Lova Heick og den øreslidte, men stadig bralrende rockpensionist Lotte Rømer.

»Jeg vil kunne det, du kan,« udbryder Vindelev løjerligt privilegieblindt, efter Heick med let synkoperet synth og ungdommelig autotune har lovprist det høreimplantat, der tillader hende at tænde og, ikke mindst, slukke for omverdenen.

Hvorfor Vindelevs søvndrukne og sært overflødige figur længes sådan efter at »lukke ørerne«, forbliver en gåde i Ida Marie Hedes abstrakte libretto fyldt med famlende tanker om lytningens natur.

Findes svaret i det musikalske greb? I mødet mellem Heicks popnaivisme, Rømers rocknostalgi og Vindelevs recitativer, hvor fløjte, harpe, violin og slagtøj blot spiller brudte akkorder eller små motivcirkler? Ikke rigtig, vel.

Ej heller i de roterende ansigter på lærredet, den pludselige afklædning på scenen, en stemmegaffel sat mod knoglerne, »lå lå lå«-brægen eller skiftet mellem højttalere og udleverede hovedtelefoner, som egentlig ingen effekt har.

Døvheden forbliver underligt ukonkret i både musik og tekst, og tilbage står særligt Lova Heicks uudfoldede drømmevæsen og kalder på at blive sat i centrum for værket. Men forvirringen kan der ikke sættes en finger på, hverken blandt publikum eller medvirkende.