• © PR
    3/10/2023

    Nogle børn leger bedst alene

    Oneohtrix Point Never: »Again«

    Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again. 

    Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet. 

    Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

    Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

     

     

     

     

  • Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson
    4/10/2025

    Soap Horse Kept a Tight Rein – Maybe Too Tight

    Soap Horse + K Bech

    K Bech – known from the rock band Shiny Darkly – opened Saturday night’s concert at Alice with a raw, unpolished melancholy. A sense of Copenhagen-style urban gloom was palpable, yet the slightly nervous set never really took off. Despite a promising setup of violin, guitar, and electronic tracks, the sensitive lyrics remained more hints than breakthroughs.

    Soap Horse then took the stage and truly ignited the evening with an authentic chicken-picking riff. The country-rooted guitar technique was just one example of the musical abundance running through the band, which has just released its debut EP Tooth Inside a Tooth. 

    Nothing seemed accidental. From the rust-red gothic tapestry to the carefully chosen instrumentation – violin, saxophone, and pedal steel alongside guitar, bass, and drums – every detail added to a deliberate aesthetic. The sound was dark and alluring, in sharp contrast to frontman Hans Gustav Björklund Moulvad’s shock of white hair and intense stage presence.

    The songs were crafted with a refined sense of balance. Simple, repetitive motifs were passed between the instruments, and when massive noise walls and shimmering colors broke through, the already blurred borders of indie rock stretched even further. Moulvad commanded the whole with ease, moving charismatically between the music’s many layers. And yet, I found myself wishing Soap Horse would let go completely. The weightless intermezzos – where the unusual lineup could have truly unfolded – were too often pulled back by a steady drumbeat, returning the music to a safe ground. Soap Horse displayed remarkable control and a firm grasp of both their sonic universe and their audience. Perhaps all that’s left is to prove they dare to loosen their grip.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
     

  • Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson
    4/10/2025

    Soap Horse holdt tøjlerne stramt – måske lidt for stramt

    Soap Horse + K Bech

    K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

    Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

    Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

    Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.

     

  • 29/9/2025

    A One-Way Ticket To Illiyeen, Please!

    Illiyeen x Thicket

    Illiyeen is visual artist Eliyah Mesayer’s fictional state for the stateless, a group to which the artist herself belonged until just a few years ago. Since 2019, she has continuously added national symbols in Illiyeen’s characteristic black color, and today the state has its own postal service, national anthem, uniform, navy – and a steadily expanding list of collaborators.

    It’s a clever concept, at once tightly defined and completely open. Because the state is nomadic and collective, it can arise anywhere and include a wider circle of like-minded artists, such as Angel Wei from Haloplus+ and the poet Zahna Siham Benamour. It is a state of mind.

    At Den Frie, it was the drum duo Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen and Dan Kjær Nielsen – who performed from opposite sides of a split drum kit. Through an improvised drum solo so energetic that drumsticks flew through the air, they explored the shared rhythm that emerged, broke apart, and shifted character along the way. A fitting symbol of Illiyeen’s community: a constant negotiation and coordination of tempo and movement.

    Along the way, the toms gave way to a recorded sound piece, a spherical electronic composition with subdued spoken word woven into the soundscape. The work originated from an earlier installation but was extended for the occasion, with added acoustic elements recorded by Cæcilie Trier and Xenia Xamanek. It carried a mournful, sensitive vibe that stood in sharp contrast to the thundering intensity of the drums. Mesayer’s poetic, black-clad universe and Thicket’s simultaneously tight and improvisational energy bursts blended perfectly into a community one longed to be part of.

    English translation: Andreo Michaelo Mielzcarek

     

     

     

  • © Den Frie og Cille Bardorf
    29/9/2025

    En enkeltbillet til Illiyeen, tak!

    Illiyeen x Thicket

    Illiyeen er billedkunstner Eliyah Mesayers fiktive stat for de statsløse, en gruppe, som kunstneren selv tilhørte indtil for få år siden. Siden 2019 har hun løbende tilføjet nationalsymboler i Illiyeens karakteristiske sorte farve, og i dag har staten sit eget postvæsen, nationalsang, uniform, flåde – og en liste af samarbejdspartnere, der løbende udvides.

    Det er et smart koncept, på én gang stramt og helt åbent. Fordi staten er normadisk og kollektiv kan den opstå overalt og inkludere en større gruppe ligesindede kunstnere, eksempelvis Angel Wei fra Haloplus+ og poeten Zahna Siham Benamour. Den er et state of mind.

    På Den Frie er det trommeduoen Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen og Dan Kjær Nielsen – der performede fra hver sin side af et todelt trommesæt. Gennem improviseret trommesolo så energisk, at trommestikker fløj gennem luften, udforskede de den fælles rytme, som opstod, faldt fra hinanden og ændrede karakter undervejs. Et passende symbol på Illiyeens fællesskab; en konstant forhandling og koordinering af tempo og bevægelse. 

    Undervejs afløstes tommerne af et indspillet lydværk, en sfærisk elektronisk komposition med lavmælt spoken words gemt i lydbilledet. Værket stammer fra én tidligere installation, men er blevet forlænget til lejligheden, hvor også akustiske elementer, indspillet af Cæcilie Trier og Xenia Xamanek, er føjet til. Det havde en sørgmodig, følsom vibe, der stod i stærk kontrast til heftigheden i trommernes buldren. Mesayers poetiske, sortklædte univers og Thickets på en gang stramme og improviserede energiudladning gled perfekt sammen til et fællesskab, man fik lyst til at blive en del af. 

     

     

     

  • © Miklos Szabo
    28/9/2025

    Steel Forks and Silky Script

    George Benjamin and Martin Crimp: »Written on Skin«

    The first time I heard the title of this opera, I was reminded of Franz Kafka’s grotesque short story In the Penal Colony (1914-19), in which a prisoner is sentenced to have his punishment – a warning – engraved on his skin, after which he must feel for himself what is written. In Written on Skin, which premiered in 2012 and quickly became something of a modern classic in opera houses around the world, the writing on the skin takes the form of caresses from a young illustrator who, in fact (!), is an angel. The story is set in the 13th century and appeared in Boccaccio’s Decameron from the following century, but it might just as well take place in a dystopian future.

    In a land ravaged by war, violence, and horror, the illustrator is hired to create a book for a tyrannical and ultra-violent landowner, who, among other things, regards his wife’s body as his private property. The illustrator/angel, however, embarks on a passionate affair with this wife, and all hell breaks loose. Naturally, they both die, leaving the landowner alone with his bitter, useless victory, while the angel is resurrected and thereby becomes the true victor – and perhaps even a queer figure, as suggested by the voice type (countertenor).

    The Royal Danish Opera’s production is highly convincing. Benjamin’s music roars and crashes, yet at the same time is curiously hushed in its distinctly economical use of means. It is hard as steel forks that, by some magic, are bent again and again, while its at times extremely powerful volume inscribes itself on the eardrums’ skin in silky writing.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek