kortkritik

03.10.2023

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again.

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet.

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

playliste

26.09

Mit navn er David Dyrholm – vil du se min playliste?

»Musik er det, der sætter gang i mine tandhjul. Får både min krop og mit hoved i bevægelse, på en god dag endda i fart. Mine lyttevaner er 100 procent farvet af mit humør ... og mine to børns musiksmag, der skifter hvert ottende minut ... så anlægget herhjemme bliver udsat for lidt af hvert. Det er jo på sin vis lige, som det skal være. Plads til alt og alle.«

David Dyrholm (f. 1990) er mad- og musikanmelder på Politiken – med fokus på mere eller mindre moderne jazz og avantgardemusik. Har sideløbende arbejdet for festivalen Modern Jazz Days, siddet i juryen ved DMA Jazz og i sin tid udgivet en række plader med hiphopkollektivet DoktorDoktor.

kortkritikrelease

25.09

Et orgel i tvivlens mørke skov

Calum Builder: »Although Changed, I Arise the Same«

Thanatosis, 25.09

Kristoffer Møllegaard

Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.

Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.

Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.

playliste

25.09

Vi hedder Echo, Bravo – vil du se vores playliste?

»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«

Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«

playliste

21.09

Mit navn er Luca Quintavalle – vil du se min playliste?

»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.«

Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.

Nogle børn leger bedst alene

Mit navn er David Dyrholm – vil du se min playliste?

Et orgel i tvivlens mørke skov

Vi hedder Echo, Bravo – vil du se vores playliste?

Thorbjørn Tønder Hansen (1971-2026)

Mit navn er Luca Quintavalle – vil du se min playliste?