Havet som Cape Lonesome, som en kirkegård hvor det mytiske, det virkelige og det truede ved midnat rejser sig fra de døde: det er det soniske landskab på Ghosts Beneath the Brine, det nye album fra den Amsterdam-baserede eksperimenterende duo Wanderwelle.

Gennem otte numre, der balancerer mellem elegi og requiem, navigerer albummet i klimakrisens og artsudryddelsens realiteter, samtidig med at det fremkalder mytologien om havets skabninger. For at give krisen lyd valgte Wanderwelle ikke at optage smeltende isbjerge eller rasende skovbrande. I stedet sænkede de bækkener – små, skålformede metalplader brugt siden oldtidens ritualer – ned i saltvand i længere perioder. Efterhånden som metallet nedbrødes, blev lyden mørkere, mere skrøbelig og mere ustabil og frigav spøgelsesagtige overtoner.

Disse toner driver gennem albummet som den kritisk truede albatros – som sjette nummer er dedikeret til – der med sit vingefang på tre og en halv meter glider som et genfærd gennem enorme, ligeglade himmelrum. Lag på lag af rumklang og lyde, der minder om klagende, klynkende dyrestemmer, ledsager numre med titler, der væver myte og økologisk virkelighed sammen: »The Seabishop’s Sermon« (opkaldt efter et væsen, der angiveligt blev fanget i Østersøen i 1513), »Empty Net or Dissolving Souls«. Budskabet er klart: hajer og østers risikerer at blive lige så mytiske som fortidens havuhyrer, hvis ødelæggelserne fortsætter.

Og alligevel er det netop her, albummets skønhed bliver dets begrænsning. Ghosts Beneath the Brine er hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet fra sikker afstand inviterer det os til at gyse snarere end at handle. Mere spøgelsestog end alarmklokke tilbyder det katharsis i et øjeblik, der kalder på handling.

»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?

Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.

Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.

Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods.