kortkritik
16.12.2023

Orgel, ynde og bad ass-minimalisme

Organ Sound Art Festival: Hampus Lindwall, Matt Choboter, Ying-Hsueh Chen, Simon Mariegaard, Paulina Rewucka & Neža Kokalj, Ellen Arkbro, Hanne Lippard
© Daniel Oxenhandler
© Daniel Oxenhandler

Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet. 

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere. 

kortkritikrelease
04.05

Flugten fra hotellet, der måske ikke findes

RÖM: »Whispering Dub«
© PR
© PR

Mine damer og herrer, vi er helt nede i undergrunden! Sågar i Frankrig. Nærværende EP er den seneste konceptuelle udgivelse fra den franske elektro-producer Victor Escomel, der arbejder under navnet RÖM i grænselandet mellem ambient og techno. Whispering Dub er bygget op af fem numre, der trækker på en stor indflydelse fra dub og fortæller en historie om flugten fra et fiktivt hotel. Escomels baggrund i studier af afrikansk percussion og en kærlighed til analogt udstyr kommer til syne i de mystiske klangflader og den stærke kontrast mellem arrangeret percussion og dubbede ekkoer, der understreger konceptets spænding mellem mystik og virkelighed.

»Oilbird« åbner med dystopisk ambient og glider over i den rytmiske »Eastern Temple«, der konstant veksler mellem filtrerede synths, hektisk percussion og pludselige breakbeats. Mere sammenhængende bliver det på titelnummeret, der blander minimal-techno ind i opskriften og glimrer ved at holde pulsen oppe, mens ekkobelagte trommer lægger en foruroligende stemning midt i dansemusikken. På den afsluttende »Hotel Amnesia« vågner fortælleren op igen i et sammensurium af alle pladens elektroniske tendenser og betvivler sin egen eksistens i pladens eneste brug af vokal. 

Whispering Dub er ikke vanvittig banebrydende eller bizar nok til at kaste ens sanser ud i ekstreme reaktionsmønstre. Men som et stykke velproduceret og effektiv elektronik, inviterer den lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg.

kortkritiklive
04.05

En trompet, to illusioner og en fjord

Kasper Tranberg / Mesmer
© PR
© PR

Rammerne var sat for en særlig oplevelse onsdag aften i KU.BEs omgivelser på Frederiksberg. I grænselandet mellem tradition og det glade vanvid stod fødselsdagsbarnet Kasper Tranberg på scenen og truttede i sin trompet. En insisterende blanding af jazz og avantgarde, tilsat en underspillet humor, leveret af en virtuos med en rolig, umiskendeligt dansk fremtoning. Med sit lune gjorde han selv de mest komplekse passager overraskende tilgængelige. Tranberg præsenterede uddrag fra 12 Melodic Illusions for Solo Improviser og Melodic Illusions for Sextet med både hengivenhed og glimt i øjet. Han viste, hvordan trompeten kan stå alene og samtidig formidle abstrakte følelser. Skarpe triller gled over i growlende undertoner og smeltede sammen med rummets ekko. Indimellem brugte han backingtracks og skabte duetter med sig selv.

Aftenens trækplaster var trioen Mesmer med Emil Jensen, Victor Dybbroe og Anders Filipsen, som fremførte værker fra deres nye værk Terrain Vague II, som er skabt på baggrund af flere ophold i Nordjylland. De tre kompositioner bevægede sig i feltet mellem elektroakustik, samtidsmusik og analoge improvisationer og bar et stærkt filmisk og naturpoetisk præg. Særligt de lydlige dyk i Limfjorden stod klart, hvor Dybbroes metalpercussion og Filipsens skvulpende synths tegnede et mørkt, dragende rum. I stykket om Aalborg Havn skar Jensens trompet igennem med lange, tågede toner, som kom de fra fjerne skibe. Resultatet var både fortryllende og til tider dybt inspirerende. Det var en koncert, der nægter at slippe sit tag i mig.

© Angela Ankner

»De fem numre, jeg lytter til lige nu, er optagelser, jeg har opdaget enten for fire uger siden eller for 40 år siden. De giver mig alle sammen glæde og inspiration. De repræsenterer, hvem jeg er lige nu. De bærer mig. Jeg føler mig hjemme og i mit lykkested, når jeg lytter til dem. De er en integreret del af min soniske persona.«

Holger Schulze er professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet og forskningsleder på Sound Studies Lab. Hans forskning bevæger sig mellem sansernes kulturhistorie, lyd i populærkulturen og medieantropologi. Hans lydantropologi undersøger, hvordan auditive oplevelser og lydaffekter påvirker, opsplitter og opretholder hverdagslivet i det 21. århundrede. Både kunstneriske praksisser og produkter fra medieindustrien er genstand for hans kritik af lyde og hørelse. I øjeblikket arbejder han på The Bloomsbury Encyclopedia of Sound Studies (med Jennifer Stoever og Michael Bull) og på The Bloomsbury Handbook of Sound in Museums (sammen med Alcina Cortez, Gabriele Rossi Rognoni og Eric de Visscher). Hans udgivelser inkluderer: The Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound (2021, ed.), Sonic Fiction (2021), The Sonic Persona (2018), Sound as Popular Culture (2016, co-ed.)
 

kortkritikrelease
26.04

Lad os synge om cyklus

Adrianna Kubica-Cypek, ÆTLA & Barbara Agertoft: »Månen«
© Saba Lykke Oehlenschlæger
© Saba Lykke Oehlenschlæger

Månen er et poetisk grundmotiv. Dens cyklus trækker i både tidevandet og i os, i kroppe og væsker. Komponist Adrianna Kubica-Cypek og vokalensemblet ÆTLA har fortolket dette motiv fra Barbara Agertofts digt »Månen«. Kompositionen er opdelt i »Månen« I, II, III og IV. Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder, men musikalsk kan det dermed ikke stå alene.

Månens kraft til at forbinde det indre og ydre står stærkt i Agertofts digt: »og vi strakte os ud, det indre i det ydre alt det, vi / blødte ind i.« Hvordan kan man bedre formidle denne grundstemning end med et vokalensemble, som netop er individuelle kroppe, der bløder ind i en ydre, fælles lyd? Kubica-Cypeks fortolkning er dynamisk, kontrastfyldt og bølgende, som flod og ebbe. Den starter med en skærende klang af kvindestemmer, som bliver til krydsende glissandi understøttet af dybe og monotont messende herrestemmer. Enkelte steder i værket samles klangene i harmoniske akkorder; oftest løber stemmerne hver sin vej i både volumen og tonehøjde, eller insisterer på at blive i dissonansen og det repetitive. 

»Månen IV« slutter som en omvending af den skarpe start i »Månen I« med lavmælte og mørke klange, der fremstår delvist uafsluttede, som om værket skal høres forfra igen. Korarrangementet er i sin form cyklisk og fremhæver noget underspillet i Agertofts digt. Det viser kvaliteten ved gensidig fortolkning; kunstarterne tilføjer noget hos hinanden. 

kortkritiklive
22.04

Stemmen i mit hovede

MØR Collective: »Vildnis – der vokser græs ud af min hovedskal«
© PR
© PR

»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?

Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.

Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.

Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods.