Jeg blev for alvor bekendt med perkussionisten Anders Vestergaard, da han sidste år, sammen med Marcela Lucatelli og Lars Pilgaard, stod bag en af årets allerbedste plader, Necromancy. Af den årsag var det med høje forventninger, at jeg første gang lyttede til Vestergaards nye soloalbum, Propeller – og kan med begejstring meddele, at det netop er den ildfulde ritualistiske stil, der kendetegnede hans arbejde på Necromancy, som på Propeller fås i sin mest destillerede form.  

»Pulse« og »Reflex« hedder de to kompositioner, der udgør albummet, og der er netop en slags basal fysikalitet over de cirkulære rytmiske strukturer, som var de en direkte forlængelse af kroppens puls eller et produkt af nervesystemets reflekser. Her er tale om rytmer, der føles naturlige, nærmest selvfølgelige, som om de har eksisteret siden universets begyndelse og bare ikke er blevet indspillet før nu.

I så fald er det heldigt, at det netop er Vestergaard, der indspillede dem. Hans virtuose brug af rumklang og subtile elektroniske manipulation tilfører indspilningerne en overvældende detaljegrad, der åbenbarer sig mere og mere for mig ved hvert lyt: De skingre, metalliske overtoner, der pludseligt flænser lydbilledet; rytmernes forvrængede ekko, der konstant tiltager i styrke og fremmaner en sfærisk, nærmest psykedelisk karakter, som kontrasterer smukt med slagtøjets materielle tyngde. Det er denne kontrast mellem rytmernes nærmest naturgivne kraft og selve indspilningens aura – skinnende kemisk som kviksølv, sitrende som elektricitet – der gør albummet så stærkt. 

Hybridmusik er en mærkelig størrelse. Engang hed partiturmusikkens møde med improvisationsmusikken crossover. Jazzpianisten Nikolaj Hess genopliver denne genre med sin nyeste udgivelse Melody – skrevet til violinisten Cæcilie Balling og indspillet med Danmarks Underholdningsorkester, komponisten selv og hans faste jazztrio. 

De to forskellige genrer udvander tit hinanden, for hvor jazz/pop/rock ofte kræver et tight beat, gør kompositionsmusikken det netop ikke – en for mekanisk rytme kan ødelægge det hele her. Men i »Birds« og »Waves«, der indleder det halv time lange værk, lykkes det faktisk Hess ikke at falde i denne genrefælde. Trommesættet bruges som percussion eller stille baggrund med whiskers og Ballings violinstemme står stærkt og mere klar af kontrasterne. Udtrykket er svævende og stemningsskabende, men i de tre satser med betegnelsen Melody er de musikalske ideer ikke stærke nok i et symfonisk partitur. De rytmiske dele forvirrer mere end de bidrager til helheden, og det bliver for rodet og mister retning, hvor Hess lader alle musikere improvisere frit. Cæcilie Balling fanger dog noget intenst med sin violintone, særligt i den lange cadenza. 

I den afsluttende »Choral« opstår der pludselig en helt anden kvalitet. Hess har gennemkomponeret en lille koralmelodi, som både er enkel men også kompleks i stemmeføringerne. I smuk, nyromantisk stil bruger han både orkestret og soloviolinen, så rørende og sårbare musikalske øjeblikke opstår. Mere af det en anden gang! Det er godt at eksperimentere og bryde genrerne op – det har vi brug for i øjeblikket. Så indspilningen bydes velkommen, om end det er en svær størrelse. 

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der keder mig i kirker, når organister halvdovent taster løs uden at få melodierne til at leve. For på orglet kan musikeren ikke forme tonernes klang med anslaget. Den er givet. 

Eller hvad? De unge lydkunstnere får i disse dage meget mere klangfølsomhed frem med deres hjemmebyggede orgler i Koncertkirken, end mange musikere kan producere med en klavertangent.

Torsdag åbnede de fire dages smuk, smuk festival med fire værker. Her fik vi lov til at zoome helt ind i William Kudahls sindssygt lange orgeltoner optaget i en islandsk kirke og filtreret live til fire højttalere med alle mulige små impulser, interferencer og farvede overtoner som resultat. 

Vi fik også oplevelsen af at sidde rundt om Sandra Boss’ smukke, hjemmelavede orgel af fugleformede lerkander med vand, der peb, fløjtede, piblede, hvinede og trillede, når luftslanger blæste vind igennem dem. Svenske Amina Hocine åbnede endnu en dimension med sin fantastiske opfindelse – en slags akustisk synthesizer. Hun kunne sidde på gulvet og gradvist åbne ventiler til otte lodrette plastrør rundt om sig og langsomt og minutiøst forme pulserende, harmoniske, sfæriske klange med ren, sammenpresset luft. 

Jeg nåede ikke aftenens sidste værk, men fik i stedet Mads Kjeldgaards installation i krypten med i lyttehatten: en mørk kube med to virtuelle orgler, en sofa og fire højttalere, der under hele festivalen genererer musik med de besøgendes bevægelser. Heller ikke den skal man snyde sig for, hvis man kan komme forbi Nørrebro de næste dage. 

Danmarks måske mest produktive musiker Kresten Osgood og hans 20 medlemmer stærke ensemble De Udeboende præsenterer med dette selvbetitlede album en liveoptagelse fra den aarhusianske Spot Festival. Koncerten er helt tilbage fra 2008, men det var øjensynligt en koncert, der – ligesom Osgood selv har ry for – stak i alle retninger.

Først fire covers. En skramlende, percussiontung version af »Voldsom Volvo«, så Gary Bartz’ »Celestial Blues« med Osgood på charmerende danglish-vokal og hvinende saxofoner, der i et spændende midterstykke truer med at få det hele til at falde fra hinanden, indtil en rytmisk elguitar trækker nummeret tilbage fra afgrunden. Bill Fays »I Hear You Calling« sætter tempoet ned, indtil »In the Army Now« skaber fællessangsstemning med kor og akustisk instrumentering.

Herefter begynder de originale kompositioner. En fortælling om Edalf, der på sin løbetur i middelklassedanmark anno 19XX er ved at skide i bukserne, dernæst »Det betyder jo så meget«, en sjov, men i virkeligheden også trist ode til dem i Osgoods omgangskreds, der måske tager en kende for meget coke. Sidst, men på ingen måde mindst, kommer »Deportivo La Coruña« med ultrakiksede synths, trommemaskiner og lyrik, og, som glasuren på kiksekagen, hammondorgelsolo.

Osgood og De Udeboende kommer således virkelig vidt omkring både genrer og stemninger med en sprudlende livs- og spilleglæde. Det er befriende rodet, kaotisk og fuldt af gode vibes. Hvad der mangler af rød tråd, kompenseres der mere end rigeligt for med ubestridt charme.

Den tykke scenerøg begyndte allerede før koncerten at sive fra scenen ud i balkonfoyeren. Den slørede mit blik, men gjorde min hørelse desto skarpere. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste: Publikum lyttede sjældent koncentreret, undervejs iblandet snøften og undertrykt gråd. 

Polske Henryk Góreckis 3. symfoni fra 1976 er et hovedværk inden for den neo-tonale og neo-minimalistiske østeuropæiske tradition fra Estland til Georgien. Værket er lige så inderligt, lige så smukt i al sin monumentale langsomhed, som det er stramt konciperet. Et værk, der i Giordano Bellincampis og orkestrets sikre hænder, og med en fænomenalt velsyngende og -agerende Henriette Bonde-Hansen, lød præcis, som jeg havde håbet på.

Et enkelt dramaturgisk greb udvidede rammerne for værket og skabte endnu mere nærvær: I tre lange blokke, én før hver af værkets tre satser, fremsagde fem skuespillere på skift rystende, men ikke unødigt udpenslende, skildringer fra krigen i Ukraine. Det kunne sagtens have været Gaza.

Henimod slutningen dukkede værkets første håbefulde passage op – som om den uduelige menneskehed, der er dumpet så utrolig mange gange før, måske alligevel engang vil kunne bestå Guds store eksamen. Netop her tog Henriette Bonde-Hansen sin node i hånden og gik helt ud på kanten af scenen for at synge videre. Da hun var færdig, vendte hun uden at tage blikket fra publikum den sidste side, så alle kunne se, at nu var fortællingen slut. En ny kunne begynde, når publikum hver for sig gik hjem og genkaldte sig værket.