kritik

Poesiens pris

Af
6. Juni 2011
Rudiger Meyers Fuglens Flugt for violin og bånd

Fuglens Flugt består af en række spillemandsagtige violinvariationer over en melodi, der fremkommer ved, at violinen imiterer melodien i digteren Vagn Steens oplæsning af sit eget digt Den der fanger fuglen... 

Digtet bruger den flyvende fugl som billede på modsætningen mellem poetisk og materiel rigdom i sætninger som "Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt".

Først hører man kun digtet. Så hører man digtet, mens violinen imiterer digterens stemme. Så udfører violinen alene sine variationer over denne stemme-melodi. Violinen spiller uden vibrato. Det er det, der sammen med den talesprogsagtige melodik, giver musikken dens spillemandsagtige præg.

Sammen med teksten fremmaner denne særlige musik - i hvert fald i mit hovede - et billede af en vandrende musikant, der hver dag spiller en let ændret version af den samme melodi. Hørt på den måde fremstår værket som en optimistisk hyldest til friheden.

Et forvitrende skelet
Optimismen får dialektisk modspil i den lidt melankolske oplevelse af, at den oprindelige melodi gradvist, men uigenkaldeligt går tabt. Friheden, poesien i fuglens flugt, har sin pris. Fuglen forsvinder og kommer aldrig tilbage.

Til slut i værket vender digterens stemme tilbage, men med alle vokallyde klippet bort. Nu hører man kun løsrevne konsonanter fra den oprindelig så bogstaveligt talt melodisk inspirerende oplæsning. Melodien er lige så bogstaveligt forsvundet, og violinen må nøjes med at imitere konsonanternes perkussive lyde ved at klikke knogleagtigt på strengene med buestokken.

Det er, som om man efter mange år genfinder den fugl, hvis flugt man engang beundrede, som et forvitrende skelet. Eller som om man forsøger at genskabe oplevelsen af den i sin erindring, men kun formår at fremkalde et uklart, spøgelsesagtigt minde.

Så er værket forbi. Det er simpelt. Men det besidder en ubesværet tvetydighed, der giver mig den oplevelse af fylde, der kendetegner et godt kunstværk.