Sanselig, organisk, kontrastrig. Hvis man skulle vælge tre ord til at sammenfatte det karakteristiske ved Niels Rosing-Schows musik, kunne det være disse tre. Musikken udvikler sig typisk i kontinuerlige forandringsprocesser ofte rækkende fra det blideste, mest lyriske til det voldsommeste, ja, endda det dramatisk sjælerystende. Og gerne inden for ét og samme satsforløb.

Musikkens organiske karakter, dens afspejling af processer, er et grundlæggende træk ved Niels Rosing-Schows værker – vel ingen steder udfoldet voldsommere, mere suggestivt og samtidig mere inderligt bevægende end i hovedværket Archipel des solitudes, der, malet på det helt store kor- og orkesterlærred, udgør et uafrysteligt eksempel på sanselighed forbundet med sjæleantastende drama. I denne musiks mangefacetterede og mættede klangbilleder eksisterer det dramatiske, det gestiske, det spirituelt besværgende og det impressionistisk klangfladelysende og regngennemblødte inden for én og samme fascinerende ramme. [...]

 “Grundlæggende ser jeg musikalsk form som forløbets aftryk i tid. Det hænger sammen med, at processen, det gradvis foranderlige, som hovedregel er det bærende i min musik”, forklarer komponisten.

Udgangspunktet, dengang den 18-årige Niels Rosing-Schow begyndte at komponere, var imidlertid noget andet. Sammen med flere komponister af sin generation tog han afsæt i de tidlige 1970’eres danske reaktion mod den centraleuropæiske modernisme. En reaktion der gik over i dansk musikhistorieskrivning under betegnelsen Ny Enkelhed. Men selv Niels Rosing-Schows mest ny-enkle, tonale og overskueligt strukturerede værker fra 1970’erne var af større kompleksitet end de fleste ny-enkle komponisters. Der gik ikke lang tid, før den unge komponist erkendte behovet for at dyrke flertydigheden, det modsætningsfyldte og det mangelagede, og i begyndelsen af 1980’erne havde hans musik taget klare skridt i en retning, han selv betegner som modernistisk.

At acceptere flertydigheden

Men hvordan kan man tale om modernisme i forbindelse med en så udpræget sanselig og organisk musik som Niels Rosing-Schows? En musik, der gerne opsøger spændingerne mellem stemningsmæssige og klanglige ekstremer, mellem stramt og frit, mellem det passivt vegeterende og frenetisk energiudfoldelse?

“Ligetis værker fra halvfjerdserne begyndte at blive spillet og kendt i Danmark, og i de værker er der jo en modernisme på færde, som på et konstruktivt plan for så vidt er enkel, men som samtidig er både sanselig og mangetydig. Det er et bredere modernismebegreb, der handler om en accept af flertydigheden. Om ikke at tale i overskrifter. Om at se konflikterne i øjnene. Modernismen står for en splittelse, der efter min mening er vedblivende aktuel for mennesker.”

Efter halvfjerdsernes ny-enkle værker, bl.a. de politisk bevidste Kinderlieder (1977) til tekster af Bertolt Brecht, markerer ét værk tidligt og med særligt eftertryk denne bevægelse væk fra ny-enkel konkretisme henimod en form for nysanselig modernisme, nemlig E rigidis for violin og klaver (1981), hvis titel betyder “væk fra det strenge”: de konkretistiske mønstre forlades til fordel for en ny og friere, anderledes fabulerende musik.

Omsvinget blev fuldbyrdet allerede i 1983 med Trio for fløjte, bratsch og harpe, som Niels Rosing-Schow anser for sit gennembrudsværk.

Den franske forbindelse

I løbet af firserne skifter fokus i Niels Rosing-Schows musik til det harmoniske og det instrumentatoriske. Opmærksomheden rettes i stigende grad mod et facetteret og yderst bevidst arbejde med klangfarver, som siden har stået centralt. [...]

Allerede Trio for fløjte, bratsch og harpe bærer med sin besætning uundgåelige associationer til Debussys værk for samme besætning. Trods den neutrale titel afslører dette gennembrudsværk – i særdeleshed i midtersatsen, Notturno, med dens karakter af stemningsstykke – også klare impressionistiske træk, og senere skulle komponistens fire måneder lange studieophold i Frankrig i 1987 komme til at forøge affiniteten til fransk, klangraffinerende musiktradition.

Frem for alt bragte disse fire måneder to afgørende impulser. Den ene var mødet med Iannis Xenakis og hans elektroniske musiksystem Upic, som Rosing-Schow studerede i Paris. Den anden var mødet med fransk spektralmusik, som den danske komponist fik indblik i gennem nogle offentlige forelæsninger, afholdt af Tristan Murail i Centre Pompidou den sommer.

Murails teorier om harmonicitet – om sammensmeltningen af harmoni og klang i et kontinuum, der strækker sig trinløst fra hvid støj til harmonisk spektrum, en nutidig pendant til den traditionelle tænkning i konsonans/dissonans – har måske ikke påvirket Niels Rosing-Schows musik direkte, men gav komponisten en måde at strukturere overordnede formforløb på. Stærkest sporer man indflydelsen i ... sous les râles du vent d’Est for trio og sinfonietta, et af efterhånden mange værker, inspireret af komponistens yndlingspoet, franskmanden Gilles Gourdon. Et senere eksempel er violinkoncerten Trees (2001). Her er lyden af vind i trækroner det inspirationsmæssige udgangspunkt, som førte til værkets konfrontation af den ‘rene’ soloviolintone og noget, der i form af elektronisk bearbejdet bladraslen, ligner hvid støj. Koncertens storform udvikler sig i faser, hvor musikken bevæger sig frem og tilbage på skalaen mellem med to polært modsatte klangverdener, indtil slutningen lader modsætningerne stå over for hinanden for endeligt at smelte sammen.

Mødet med Xenakis udviklede Niels Rosing-Schows erfaringer med grafisk skitsearbejde, som han ofte siden har betjent sig af – f. eks. i Voix intérieures (2003), hvor hele den transformation og udvikling, der sker i tonematerialet fra begyndelse til slutning, er resultat af grafiske operationer. (Grafisk arbejde som grundlag for komposition hos Niels Rosing-Schow findes tidligt i forbindelse med et overgangsværk som Turning points (1985), hvor en kalkuleret drejning af rytmisk og tonalt fikserede strukturer skaber bølger af regelmæssighed og uregelmæssighed i en pointillistisk og kromatisk sats.)

Disse to arbejdsmåder – arbejdet med harmonisk glidende udviklings- og transformationsforløb efter spektrale principper og grafisk skitsearbejde som grundlag for dynamisk, processuel formkonception – er medvirkende til, at Niels Rosing-Schows værker i udpræget grad opleves som organiske forløb.

To eksempler, som Niels Rosing-Schow holder særligt af til at illustrere fænomenet, er en bølge, der bryder og en væske, der underafkøles og skifter tilstandsform. Sådanne naturprocesser er kontinuerlige, men kun til et vist punkt, hvor tilstanden bliver ustabil og resulterer i en dramatisk forandring – som bølgen når den bryder, eller væsken når den pludsligt størkner. I et værk som ...sous les râles du vent d’Est bygger et kontinuerlig musikalsk forløb op mod en central kulmination, som er den tilstand af ustabilitet, der nødvendigvis må resultere i musikkens forvandling. “Musikken har kontinuiteten i sig, men rummer samtidig kilden til forandring. Grundlæggende er vores emotioner underkastet lignende principper. Også derfor tror jeg, at naturprocesser er modeller, der kan have mening for os i forhold til det, der foregår inde i os”, siger Niels Rosing-Schow.

Vindmetaforen – og nye modeller

Vinden, der rører ved det landskab, den bevæger sig igennem, og som bevæger sine omgivelser og får dem til at give lyd, er den grundlæggende inspiration til ...sous les râles du vent d’Est. Og adskillige værker, fra Windshapes over ... sous les râles og trompetværket Windgeboren, skrevet til Markus Stockhausens trompetkvartet Die Michaelstrompeter, ja, helt frem til violin-vindkoncerten Trees, har vind som inspirationskilde. I hvert fald siden midten af 1990’erne har vindmetaforen været af central betydning i Niels Rosing-Schows måde at tænke musik på. “Vindens bevægelse i et landskab er en af de naturprocesser, der appellerer stærkt til mig. Det er noget uden for os selv. En kraft, der ikke er synlig, men som først giver sig til kende, når den møder modstand. I en periode har vinden som metafor været overordentlig produktiv for mig.”

Generelt har Niels Rosing-Schow brugt metaforer både som et udforskningsredskab og som et værn mod musikalsk vanetænkning og forestillingsevnens begrænsende natur.

Værket Peinture du temps (maleri af tid eller tidens maleri), skrevet i slutningen af 2004 for saxofon og strygekvartet, arbejder således med, hvad der inden for semiotikken og kognitionsforskningen kaldes ‘cross relations’, det udbredte fænomen at overføre beskrivelser fra ét sanseområder til et andet. Vi taler f.eks. om en lysende eller en mørk, en skærende eller en varm klang. Der er jo påfaldende paralleller: “Hvidt lys er blandingen af alle farver. Hvid støj er tilstedeværelsen af samtlige frekvenser. En farve er defineret ved sin bølgelængde – en klangfarve (timbre) er defineret ved et ‘sæt’ frekvenser i en ordnet relation. I Peinture du temps finder man det rene harmoniske spektrum og seks forskellige forvanskede, inharmoniske spektre, hver i flere transpositioner. Disse spektre eller farver optræder i skiftende koncentrationer og mønstre og glider undertiden over i støj (hvid). Den musikalske hukommelse – erindringen – er det lærred, hvorpå musikken – tiden – maler sit billede.” ‘Cross relations’, ligesom metaforer i øvrigt, er hverken tilfældige eller individuelle, men bunder i træk ved den menneskeliges hjernes funktionsmåde. Deres evne til at kommunikere vores oplevelser af musik hænger for komponisten at se – for nu at bruge hans eget, både moderne og rammende udtryk – sammen med vores “fælles hardware”. Rosing-Schows søgen mod disse nye inspirationskilder i form af mere generelle modeller for vores perception hænger sammen med en stigende bevidsthed om kunstmusikkens vilkår som kommunikationsmiddel i en moderne kontekst – læs: en demokratisk massekultur, hvor man ikke længere kan forvente klassiske musikalske referencerammer hos sit publikum.

Bearbejdelse af musikalske strukturer efter akustiske principper spiller, som man for længst vil have overbevist sig om, en helt afgørende rolle for Niels Rosing-Schow, især siden hans ophold i Paris i 1987. Bl.a. dér fik han et solidt kendskab til, hvordan lyd kan bearbejdes elektronisk. Uden at dette har udmøntet sig i egentlige elektroakustiske værker, præger det hørbart hans instrumentation og – i forbindelse med påvirkningen fra spektralmusikken – hans arbejde med, hvordan støj og tone kan blandes i en given klang. Arbejdet med ‘instrumentale’ formanter i kombination med konkrete sproglyde er f.eks. grundlaget for Vocabulary II for mezzosopran og instrumenter (1997). Og i videre forstand ligger arbejdet med filtre bag måden, hvorpå f.eks. slagtøj eller andre støjelementer kan indfarve forskellige registre i klangen. Filtertænkning og sigteteknikker er vigtige træk i nyere værker som saxofonkoncerten, orkesterværkerne Orichalk (hvis titel er navnet på et guldskinnende, sagnomspundet metal fra Atlantis) og Black Virgin samt ensembleværkerne Equinoxe og Peinture du temps, hvor de kombineres med andre bearbejdelser af især inharmoniske spektre. Sammenfattende om disse nye og nyere værker siger Niels Rosing-Schow:

“Med dem oplever jeg at være kommet et væsentligt skridt videre i min udforskning af det udtrykspotentiale, der findes i komplekse harmoniske strukturer, baseret på bearbejdelse af såkaldte inharmoniske spektre. Den bærende kunstneriske tanke er, at denne klangverden rummer alment forståelige elementer, der kan give stof til en musik, som er umiddelbart kommunikerende og direkte i sit udtryk. Men som ikke giver køb på mangetydighed, nuancerigdom og stringens.”