Der er i mindre grad tale om en stilart end om et systematisk, æstetisk fokus på klang. Spektralmusikken tager afsæt i analyser af instrumenters og stemmers klanglige egenskaber (deres spektrum af overtonefrekvenser) og lader disse være udgangspunktet for kompositionen, frem for en tonal eller rytmisk idé. De klanglige egenskaber sættes i spil med hinanden, hvorved avancerede klanglige effekter opnås.

Vestlige kunstneres bevidste brug af tekniske, stilistiske eller kulturelle elemementer fra orientalsk kunst og musik, på musikområdet oftest fra Østasien. Allerede i 1700-tallet blev "kineserier" populære, og også elementer fra musikken i lande som f.eks. Tyrkiet og Indien blev tidligt i historien vævet ind i vestlig klassisk musik. I Rusland og Østeuropa, hvor man var tættere på Orienten, skete det særlig hyppigt.

I almen forstand forbindes ordet enten med en social situation, hvor etnisk, religiøst eller kulturelt adskilte grupperinger interagerer samtidigt; eller den situation at flere forskellige vinkler eller metoder tages i brug for at håndtere et emne eller fænomen. I musikken ses ordet oftest brugt når flere forskellige stiltræk eller stilarter optræder i samme værk (eller hos samme komponist (stilpluralisme). Begrebet har nære forbindelser til begrebet postmodernisme og såkaldt "musik på musik" (musik som i større eller mindre grad genkomponerer eksisterende musik).

Nært forbundet med begrebet afsubjektivisering (se denne) er den kompositoriske systemtænkning, der i løbet af 1900-tallet vandt frem ad i flere omgange. Det er et karakteristisk træk ved perioden, at flere komponister fandt det nødvendigt at formulere selvstændigt udformede kompositionssystemer, som de mere eller mindre stringent kunne komponere ud fra.