Indersiden: Om 8. symfoni

Som solist er det en sjælden begivenhed at sidde udenfor og opleve, hvordan et orkester gradvist opdager musikken, og hvordan værket på den måde bliver til foran én, i takt med at orkesteret hele tiden kommer tættere på det noterede. Siddende ved siden af komponisten Per Nørgård, var jeg ligeså fortabt som han, ved den første prøves begyndelse i Helsinki, hvor dirigenten John Storgårds i farten glemte at tænke på, at ikke alle forstår det finske talsystem - hvilken sats, hvilken takt? Yksi kaksi…. Alligevel var det, at sidde og følge med i partituret fra begyndelsen, en luksus: dirigenten dissekerede værket og udstillede dets forskellige elementer for at anskueliggøre det for musikerne. Jeg havde talt med Per Nørgård og på forhånd fået en gennemgang af symfonien. Derfor havde jeg et vist indblik i værkets tematik, struktur og filosofi. Men det, man som tilhører får ved at følge orkesterets indstudering, er en slags præsentation af værkets byggesten - lidt som at se en mekaniker samle en bil der har været skilt ad.

Desuden får man en intuitiv forståelse af musikken og ikke mindst genkendes temaer - som på typisk Nørgårdsk vis - refererer til tidligere værker uden egentlig at citere. Flere steder hørtes tydeligt en total transformation af materiale fra 2. cellokoncert (2009), men også fra 4. solosonate (2006-07) - som i sig selv har referencer til komponistens opera Det Guddommelige Tivoli (1982). Nørgård har en måde at genbruge motiver på, hvor hel ny musik opstår, men som for den erfarne Nørgårdlytter næsten kan føles som en personlig hilsen eller indgang til værket, som ellers kan synes ganske komplekst.  

8. symfonis 2. sats er et gribende bekendtskab! Et utroligt smukt tema afbrydes for at komme igen og igen. Jeg genkendte musikken, men kunne først ikke placere den. Den rørte mig dybt og pludselig forstod jeg hvorfor: I udgangen af 2010 skrev komponisten soloværket 'Spider & Man' til mig - et stykke for pizzicato-cello. Komponisten havde i sit forlæg skrevet et utrolig smukt, nærmest orkestralt afsnit, som dog ikke rigtig kunne realiseres af én cello, fordi det indeholdt for mange stemmer. Dette afsnit blev derfor skåret væk og først senere fortalte Nørgård, at denne musik var sivet ind i hans 8. symfoni.

Tilbage i Helsinki spurgte jeg Nørgård, hvordan han oplevede uropførelsen af sin 8. symfoni. Han svarede med en vis forundring: "Jeg skal nu finde ud af, hvad det er jeg har lavet - jeg ved det heller ikke! Værket er på en mærkelig måde let og mindre tung end min 7. symfoni?”

Og det er netop den fornemmelse man har, når man lytter til 8. symfonis første og sidste sats - fornemmelsen af at musikken nærmest er ved at forsvinde eller fordampe i gentagne, opadgående bevægelser. Hen imod slutningen af symfoniens 3. sats kommer et afsnit, hvor strygerne spiller nogle sitrende tremolo-klangflader, som jeg spøgende fortæller komponisten at jeg fra nu af vil kalde "Mumidalen" - det ikke er svært at forestille sig skumring i et snedækket finsk landskab, i hvert fald ikke når man er i Helsinki og hører dette. Nørgård svarer, at det måske ikke er helt tilfældigt og fortæller, at han oplever Sibelius som en slags tremolandoens fader og at brugen af denne teknik, måske er en ubevidst hilsen til den store finske komponist.

Der er noget at glæde sig til, hvis ikke man var med i Helsinki. Det er ny forunderlig musik, samtidig med at musikken tydelig er Nørgårds og altså en naturlig videreudvikling af hele hans livsværk.