Post-apokalypsens kunstmusik

Auditiv beskydning
Den Bosch ligger en times togkørsel fra Amsterdam lufthavn. Byen er hyggelig med kanaler og små brostensbelagte gader og er naturligvis stolt af sit berømte bysbarn. Området er katolsk og er også kendt for sin usandsynlig store begejstring for karnevallet, der egentlig fejres i februar, men som allerede foregribes ved valget af årets karnevalssang den 11/11, der var min første aften på festivalen. Jeg blev derfor mødt af en by i fuld udklædning med højt humør, parader og hornmusik.

Denne aften havde Wolfgang Rihms rekviem Et Lux (2009) på programmet. Koncerten, der foregik i hjertet af den gamle bydel i kirken Grote Kerk, blev fremført af velrenommerede musikere: det belgiske vokalensemble Huelgas Ensamble akkompagneret af den tyske strygekvartet Minguet Quartett. Musikken er ikke et rekviem i traditionel forstand, men er baseret på Rihms erindringer om de rekviemmer han gennem tiden som korsanger selv har været med til at opføre. Teksten er derfor fragmenteret, båret af klange og melodiske stumper, som sagte væver sig ubesværet ind og ud af hinanden. Der virkede til at være høj koncentration fra både publikum og musikere, hvilket hjalp til at etablere den patos, der er en præmis for et værk som dette.

Min oplevelse blev dog en anden. Jeg sad relativt langt tilbage i rummet og var først og fremmest utrolig opmærksom på rummets ventilationsanlæg, der desværre overskyggede den gennemsigtige og sprøde musik. Grundstøjen var dog ikke det værste – måske kunne jeg med tiden have lyttet mig forbi. Undervejs i koncerten hørte jeg nemlig også flere gange karnevallets blæserorkestre marchere forbi. Med tankerne på det opdelte USA, var det sværere end normalt at rumme kontrasten mellem den højmodernistiske patos og folkefesten i gaderne. På den måde blev Rihms rekviem denne aften for mig til en erindring, ikke bare af rekviemmet som sådan, men af modernismens klangverden som en fjern fortid, der bliver sværere og sværere at vække til live. På den ene side savnede jeg koncertsalens lydtætte og kulturelt isolerede rum, der stadig kan bære en koncert som denne. På en den anden side kunne og ville jeg ikke vende det døve øre til og lade mig glide ned i kontemplationen af Rhims værk. Jeg ville ikke endnu engang ignorere den verden, der tydeligvis ville noget andet. Oplevelsen blev næsten til en auditiv beskydning – en borgerkrig i lyd.

Fra én post-apokalypse til den næste
Derfor var lørdag aften på November Music så meget desto mere en befriende oplevelse, idet det her blev illustreret, at kunstmusikken stadig kan respondere på den verden, vi er i. Vi behøver ikke vende det døve øre til. Jennifer Walshe var på programmet med værket Everything is important, der blev uropført i Darmstadt 2/8 2016, og som siden har turneret Europa rundt til en række festivaler, heriblandt den Københavnske G((o))ng Tomorrow, hvor bl.a. Andrew Mellor anmeldte koncerten for Seismograf. Meget er således blevet sagt og skrevet om værket, der er initieret af Arditti-kvartetten, som et af en række værker, hvor kvartetten enten spiller med ét færre medlem, eller de inviterer én med, som her i tilfældet med Walshe. Walshes egen musikalske signatur er stemmeimprovisation, der strækker sig over hvisken, støj, skrig, opera og musical. Hertil har hun et scenisk projekt, med hvilket hun arbejder for at integrere og bevidstgøre musikerens kropslige tilstedeværelse på scenen. Sidstnævnte skriver hun om i teksten "The New Disciplin", der i løbet af foråret blev dagsordensættende for flere musikmagasiner og seminarer.Jennifer Walshe og Arditti kvartetten: Everything is important!

Begge aspekter var til stede ved aftenens koncert: Walshe deltog selv som overbevisende stemmeækvilibrist. Undervejs dansede hun, og hun fik endda også en af Arditti-kvartettens lidt stive musikere til at danse med.  

Selve kompositionen er, som titlen også antyder, bygget på alt. Dvs. alt det, som strømmer igennem komponistens egen skærm og hoved. Twitter-tekster og Goolge-søgninger, serier, nyheder, tips og tricks, vigtige og uvigtige informationer, som komponisten gennem længere tid bl.a. har udskrevet og samlet til små bøger, som hun senere har udvalgt fragmenter fra. Tråden i dette virvar, der suppleres af en skærmvisning med forskellige glimt fra informationsstrømmen, er post-apokalypsen. Denne accentueres allerede fra begyndelsen hvor Walshe indleder med overbevisende at lyde som en af zombierne fra AMC-serien med samme tematik The Walking Dead. Lydene følges op af 3D-manipulerede billeder af piller, hvortil Walshe i et interview retrospektivt har forklaret: ”Efter 9/11 udstyrede den irske regering alle med jodpiller mod stråling, som man kunne tage i tilfælde af at atom-apokalypsen indtraf. Min familie beholdt deres lille pakke, fordi det var så bizart at give seks jodpiller – der var jo ikke engang nok til én person - så jeg lavede 3D-modeller af de piller.” (Walshe i samtale med Huddersfield Contemporary Music Festival).

Herpå fulgte videoklip fra det, der ligner en overlevelsesbunker, teknikker til at gemme sig for overvågningskameraer, bizarre tv-klip ledsaget af tekstfragmenter, der på kryds og tværs hen- og afviser hinanden. ”Kunsten kan ikke redde verden” har Walshe udtalt. Men den kan kommentere og den kan anerkende og spejle håbløsheden, forvirringen, hastigheden og skiftene. Og det var det Walshe præsenterede os for. Det var et øjebliks glimt af den verden, vi hver især i skærmenes hastige feed dagligt fortabes og forgabes i.

Lydmagi og produktionsteater
Søndag var programmet tilrettelagt som en "kunstmusikrute", hvor man allerede fra ved middagstid rundt i byen kunne overvære koncerter, der var kortere i varighed og som havde mere showcase-karakter. Min ambivalente længsel efter isolerede lyd-rum, som indtraf under Rihm-koncerten, blev indfriet under en sådan koncert i byens statsbibliotek, hvor omverdenens støjpræmisser og musikproduktionen i sig selv var værkets omdrejningspunkt. Dyane Doncks opfører NYX (2016) med Els Mondelaers

Udstyret med frokost og trådløse hovedtelefoner oplevede jeg her hollandske Dyane Doncks nye værk NYX  (2016), som hun selv på bas og vokal opførte sammen med sangeren Els Mondelaers akkompagneret af en tekniker, der mixede lyden i vores hovedtelefoner live. Genremæssigt blev vi præsenteret for sange, der havde en blanding af Leonard Cohensk melankoli og Laurie Andersonsk elektropop, i et lydbillede, der også inkluderede opera, diffuse stemmekor, livesamplinger, soundscapes samt live-optagelser af bl.a. en spilledåse i binaurale mikrofoner. Skiftene mellem de forskellige lydrum og genrer fremstod næsten magiske i vores ører, selvom det hele jo, i bedste avantgardestil, undervejs blev afsløret for øjnene af os. Det var en meget vellykket lille koncert, som med konsekvens åbnede vores ører og øjne for lydproduktionens fantastiske muligheder.

Nye bekendtskaber
Under 'kunstmusikruten' stiftede jeg endnu et nyt hollandsk bekendtskab, nemlig med komponisten Mayke Nas, der netop var blevet udnævnt som de hollandske komponisters ambassadør for de kommende to år. Først hørte jeg hende i en artisttalk, der blev afholdt i forbindelse med udnævnelsen, hvor hun viste klip fra dette værk.

Ligesom selve idéen med værket, var dokumentationen af det, så gennemført, at jeg for et øjeblik troede, det var værket i sig selv. Det lovede jo virkelig godt. 

Mine stigende forventninger til eftermiddagens værk blev indfriet. Værket var komponeret i forbindelse med den hollandske Cello Biennale (ja, sådan én findes) og var for fire cellister placeret foran et tæppe. Cellisternes parti var i den mere konceptuelle-minimale ende bestående af forskellige dele med eksempelvis tremolo, glissandi og tappen på strengene. Celloerne blev akkompagneret af lyd, der ikke kom fra cellisterne selv, og som lød som diskret slagtøj og blæsere bag tæppet, men var egentlig ubestemmelig. Det kunne også være elektroakustik. Denne ekstra lyddimension fik mine ører og min opmærksomhed skærpet i en slags akusmatisk lytteleg, der efter fremførelsen blev afsløret ved, at tæppet blev rykket til side. Her sad så et næsten fuldt orkester, og jeg skammede mig lidt over, hvor lidt jeg faktisk hørte, og hvor forført jeg var blevet. Jeg ønskede, at jeg kunne spole tiden tilbage og lytte igen med denne nye viden.Mayke Nas: Unraveled (2016)

Selvbygger-ækvilibrisme
Den hollandske instrumentbygningskunst synes for mig at fremstå som noget helt særligt. Herboende komponist og instrumentbygger Lars Kyndes underviser, professor Horst Rickels fra Kunstakademiet i den Haag var med til eftermiddagens koncert, hvor blokfløjter og orgelpiber var på programmet. Aspasia Nasopoulou havde skrevet et stykke til blokfløjtekvintetten Seldom Sene, der inkluderede fløjter i alle størrelser: fra helt små til mandshøje fløjter, der mindede om orgelpiber.

Værket inkluderede også betjeningen af fem hydrauliske ”aerofoner” udviklet og bygget af Rickels og designeren Ernst Dullemond. Hertil indgik også et træ skabt af plastslanger og ”piv-i-røv”-fugle. Som installation og instrumentfremvisning var koncerten fantastisk fascinerende, hvorimod selve kompositionen blev noget tung, og nærmere modarbejdede end underbyggede de fine instrumenter.Seldom Sene opfører Aspasia Nasopoulous værk i selskab med Horst Riekels instrumenter

Instrumentbygningskunsten var også omdrejningspunktet ved årets lydkunstudstilling i den gamle fæstnings krudthus. Her kunne man opleve fire installationer kurateret af Matteo Marangoni. Yolanda Uriz' installation bestod af orgelpiber, der hang rundt om i rummet. Hver pibe var tilsat en slange, hvor der strømmede luft igennem. Pointen med installationen var, at der ikke kun kom lyd ud af piberne, men også dufte, så synæstesiten kunne sættes igang. Værket nåede aldrig store kunstneriske højder, hertil var lyden for flad. Men det var fint udført, og så var det grundlæggende sjovt, at publikum gik rundt og snusede til piberne.

Derimod var særligt franskmanden Pierre Bastiens installation vellykket. Som et lille magisk selvspillende teater kunne man her opleve spillende instrumenter med asiatisk oprindelse kombineret med Meccano-legetøj. Der var noget legende over installationen, der samtidig besad en høj grad af perfektion, som strakte sig fra timing af de enkelte mekaniske bevægelser til lyssætning og lydniveauer. Bastiens koncert fredag aften var ligeledes fascinerende i alt sin enkelte opfindsomhed. Hvis vi skal drage paralleller til en dansk kontekst, var det lidt som at sætte Simon Steen-Andersen i stævne med Morten Riis.
Pierre Bastien på November Music 2016 
Ved verdens ende
Ved siden af de koncerter jeg her har omtalt, deltog jeg også en stribevis af fantastiske strygekvartetkoncerter, lidt mindre overbevisende symfoniske koncerter, eksperimenterende kammermusik, crossover-jazz og meget, meget andet. November Music er ikke kun en kunstmusikfestival, men en festival for mange genrer – jazz, crossover, eksperimenterende, musikteater og meget mere. Programmet var overvældende og meget imponerende. Som det er med festivaler, var ikke alt lige kunstnerisk vellykket, men dog fremstod alt gennemarbejdet og professionelt produceret. Jeg bifalder grundlæggende festivalens alsidighed og det store arbejde med at stable et så omfattende program på benene. Og jeg under alle musikinteresserede kolleger og lyttere en tur til Den Bosch i den mørke november - en tur, der måske føles som en tur til verdens ende, men også en tur til et sted, hvor verdens ende behandles refleksivt og tages seriøst.