Undtagelsen er en broderet frø

Set udefra ligner det jordklodens største inside joke. Ja undskyld, det er ikke festivalen eller ny musik som sådan, jeg taler om. Jeg er landet i sydhollandske Den Bosch midt i startskuddet til det katolske karneval. Oversat til lokal skik en undskyldning for at indtage gaderne i Harry Potter-udgaven af Distortion, hvor hver eneste voksne og halvvoksne boschianer, klædt i kapper pyntet med broderier af en frø, drikker sig helt ned fra lørdag morgen. Der findes en forklaring et sted, men den kan få lov at findes i fred.

»Tidens musik af tidens komponister« lyder mottoet. Tid er et rummeligt begreb

Seismograf er for tredje år inviteret til lynbesøg (10.-12. november) på 11-dagesfestivalen November Music, der mest af alt minder om et Gong Tomorrow for halvtreds plus-publikummet. Lykkeligt fri af lokale konkurrenter byder festivalens blødt skårne profil på lige dele ny musik, jazz og verdensmusik. »Tidens musik af tidens komponister« lyder mottoet. Tid er et rummeligt begreb. Sidst jeg var her, i 2015, lyste Helmut Lachenmann (f. 1935) op som hovednavn. I år er trækplastret John Zorn (f. 1953), som dog allerede er væk igen, da jeg ankommer.

Jeg spurter fra stationen for at nå første koncert i mit kompakte International Visitors-program. Løber i det hele taget rundt til de fleste af koncertstederne, de to dage jeg er i byen. Hvilket måske er fint nok, når min primære fødekilde er hotellets slikautomat, fordi alt, der ligner steder med mad, er invaderet af frøtilbedere. Den belgiske kvintet Het Collectief har Beat Furrer og to lokale komponister, Bram Van Camp og Rob Zuidam, på programmet.

Tilbage til modernismen
Beat Furrers Aer (1991) begynder lige på og hårdt, midt i en diskussion mellem klarinet, cello og klaver, hvor ingen viser interesse for at lytte til hinanden. Klarinetten dyrker minimalistiske skalaer, svagt hengemt i et hjørne af lydbilledet, hvor den ikke ser ud til at ville hævde sig. Pianisten knipser på strengene, cellisten lader sporadisk buen falde tungt ned på sit instrument. I løbet af otte minutter bevæger de sig fra at have nok i sig selv til at finde fælles tilflugt i tøven og stilhed, af og til standser de helt op, af og til skriger instrumenterne. Pludselig og uforløst og måske mest af alt dystopisk er det ovre.

Beat Furrers »Aer« opført ved en tidligere lejlighed af Shanon Rubin, Ben Adams og Haeshin Shin. © Rubin, Adams og Shin

Cello er skiftet ud med violin i Bram Van Camps Music for 3 Instruments (2010). Det gennemgående motiv er triller, som introduceres hos hver af de tre, før klaveret udstikker en ny retning, en seriel udflugt, som violinen og klarinetten tilslutter sig i værkets klimaks. Her er det fællesskab, som er tabt hos Furrer. Men serialismen som redningsplanke er, selv i hænderne på modernisterne hos Het Collectief, en umulig konklusion, og Van Camp lader stormen fortage sig med lange, nøgne toner, et løv af stilhed og knipsen på strenge.

En halv time senere er vi også nået igennem Rob Zuidams selvhøjtidelige sangcyklus og bestillingsværk Serres Impies, som uden hæmninger har iklædt sig serialismens aflagte tøj og søgt at gøre sig uangribelig med virtuositet og temperament.

Arbejdernes lyde
Aftenen fortsætter en udmærket lang gåtur fra denne lidt borgerlige omgang. November Music præsenterer hvert år en håndfuld lydinstallationer i et nedlagt krudthus fra det 17. århundrede, et ret eksemplarisk udstillingssted. Her overlades kurateringen til kollektivet Instrument Inventors Initiative, som præsenterer værker skabt i en verden af Georg Gearløs og metalsløjd.

En tysk festivalleder erkender, at miljøet skal være opmærksomt på sin egen »status som bourgeoisie«

Belgiske Jeroen Uyttendaele har for eksempel med Vonkveld 1 sat fem stativer med primitive højttalere op i et mørkt rum. Højttalerne forstærker lyden af elektriske kortslutninger på hvert stativ, hvor strøm løber gennem tråde af aluminium, stål og magnesium. Gnister og knald opstår i en blanding af tilfældighed og rytme. Når det er mest intenst, opstår illusionen om, at der er fest ude på den anden side af stenmurene, fordi skulpturerne skaber kraftige vibrationer i gulvet.

I samme kategori af fetichering af håndens arbejde har spanskboende Peter Bosch og Simone Simons hængt antikke landbrugsredskaber af metal – store kar og rygbårne forstøvere – op i et loft. I Último Esfuerzo Rural V pustes luft gennem slanger fra en centralt placeret maskine rundt til små maskiner, der med vibrationer får redskaberne til at resonere og lyde som støvsugere, toiletafløb, industri.

Vi vil afspejle verden bedre
»Ny musik-scenen er for smal.« Næste formiddag er vi til samtalesession, hvor diskussionen kommer til at dreje sig om repræsentation. En amerikansk festivalleder efterlyser større stilistisk diversitet. Det ærgrer hende, at en komponist fra eksempelvis Zimbabwe så godt som ingen chance har for at gøre indtryk hos de juryer, der udvælger bestillinger til festivaler rundtomkring. En tysk festivalleder erkender, at miljøet skal være opmærksomt på sin egen »status som bourgeoisie«, og at ny musik-festivaler skal blive bedre til at være repræsentative, både hvad angår køn og nationalitet.

Uddrag af sangcyklussen »The Secret Diary of Nora Plain«, opført på hollandsk TV et par uger inden November Music. © VPRO

Jeg sidder med fornemmelsen af, at ny musik-miljøet sjældent optræder så tydeligt institutionelt som her. Så rationelt imageplejende og pluralistisk, at man ikke kan andet end at blive en smule på tværs. En ung hollandsk komponist udfordrer konsensussen om, at det er vigtigt med stærke musikalske kredsløb, og institutionen kaster sig frådende over ham med helt igennem fornuftige argumenter om talentpleje, økonomi og sådan.

Turen går efterfølgende til Ragazze Kvartettens uropførelse af komponist Morris Kliphuis og singer/songwriter Lucky Fonz III’s The Secret Diary of Nora Plain, en timelang krydsning mellem nyoprigtig strygekvartet og en musical som Wicked. Et for så vidt velskrevet, opbyggeligt værk med besøg af jazztrommer og ekspressiv sangerinde. Der hersker tilsyneladende bred enighed om, at den »moderne sangcyklus« er et af festivalens højdepunkter. Javel.

Kritisk musik
Det stempel giver jeg hellere til ukrainske Maxim Shalygins bestillingsværk Lacrimosa or 13 Magic Songs, uropført af Shapeshift Ensemble. 13 etuder for syv violiner stående i en halvcirkel. Små musikalske argumenter om glidning, skrøbelighed, tæthed, nervøse trækninger, som hver især præsenterer en klar og enkel tanke, en musikalsk kortnovelle.

I en af etuderne vrider forskellige tonale centre sig som et jordskælv. Pludselig dukker en folkemelodi op som verfremdung og udsættes for mordforsøg, men overlever i sin forsigtigt skønne stand. Til sidst skyder den en lang spøgelseshale ud af sig, som transformerer til Ligeti-tætte klange med stødindsatser i hver af violinerne, inden de stormyrder melodien i et mikrotonalt vulkanudbrud. I andre etuder fremtrylles klange af instrumenter, som slet ikke er på scenen – akkordeoner, tudende messingblæsere, elektroniske lyse droner.

Her minder Maxim Shalygins værk mig om, hvad festivaler for ny musik kan, som ingen andre festivaler kan, nemlig fungere som et sted for kritisk musikalsk tænkning

Jeg er en lille smule chokeret over, hvor stort et indtryk værket gør på mig. For så vidt er det jo ikke revolutionerende. Men mange koncerter under mit besøg har vist ansatser til for meget patos, virtuoseri og reproduktion. Her minder Maxim Shalygins værk mig om, hvad festivaler for ny musik kan, som ingen andre festivaler kan, nemlig fungere som et sted for kritisk musikalsk tænkning. Selvom jeg selvfølgelig er klar over, at det tætte bånd mellem ny musik og kritisk tænkning, som var så karakteristisk for det 20. århundrede, hører fortiden til.

Og måske er det i virkeligheden det, der er den største udfordring for ny musik-miljøet: at det i dag kan virke næsten kejtet og antikveret at tro – sådan som jeg altså i mine svageste stunder gør det – at den ny musik skal have som mål at præsentere utopier, kritik og fremmedgørelse. En af de mest fascinerende frugter af det lange parløb mellem kritisk tænkning og ny musik er, synes jeg, at man formulerede idealet om, at kunsten kunne illuminere et samfunds undertrykte sandheder, hemmelige drømme eller båndlagte natur. Ny musik som implicit kritisk musik. Det er ikke uden skyggesider, når den ny musik bygger stærke institutioner og begynder at tænke mere på at afspejle det eksisterende samfund end at udsætte det for kritik. Det er denne gryende tanke, jeg tager med mig fra Den Boschs gader, hvor karnevalet med sine magiske kapper og broderede frøer bragte flere glimt af undtagelser fra normaltilstanden end den ellers hyggelige og velorganiserede festival.