kritik

Det auditive laboratorium og de radioaktive nisser

Fokuseret og koncentreret enkelhed vs. et skizofrent lydunivers, hvor trommemaskiner spytter technoide bastard IDM-rytmer. Mads Led Behrend anmelder to forskellige debutudgivelser fra henholdsvis Jaleh Negari og impro-trioen CAM.
Af
25. november 2016
Anmeldelse af Jaleh Negaris 'Arch Waves' (Eget Værelse, 2016) og CAMs to plader 'Mirror Confrontations' og 'True og False?' (Skrat Records, 2016)

Frekvensforvrængninger og udfoldede ritualer
Arch Waves
er første album fra trommeslager og komponist Jaleh Negari. De fleste kender nok Negari som trommeslager i den støjende, energiske og eksperimenterende kvintet Selvhenter.

Men med Arch Waves springer Negari nu ud som multi-instrumentalist med en bunke kompositioner, som radikalt adskiller sig fra førnævnte kvintet. Hvis man forventer at opleve de larmende monolitiske lydmasser, støjende mantraer og det unikke mix af improvisationsjazz og metal fra Selvhenter, bliver man svært skuffet. Negaris plade er i stedet et eksempel på en fokuseret og koncentreret enkelhed med forskellige undersøgelser af interaktioner mellem tangentinstrumenter og slagtøj.

Arch Waves opleves som en stærk komprimeret musikalsk minimalisme

Pladen udfolder sig i to væsensforskellige dele. Musikken på side a er en samling forskellige instrumentale forløb, der udforsker forskellige instrumenters specifikke klanglige kvaliteter, en musikalsk tilstand eller psykoakustiske fænomener. På pladens to første skæringer anvender Negari synthesizeren som en sonisk linse, der zoomer ind og fremhæver forskellige frekvensområder, der karakteriserer det pågældende instrument. Resultatet af denne strategi er en subtil forvrængning af lydbilledet, så den samme instrumentklang varierer sig i forskellige former og samtidig føles stillestående. En strategi, som minder meget om spektralmusikkens variationer af forskellige tonemasser. I nummeret Gong afsløres et psykoakustisk fænomen, når de intenst skurrende metalliske lyde, der har domineret lydbilledet i flere minutter, pludseligt afsluttes, og den efterfølgende stilhed udfyldes af højfrekvente toner fra lytterens indre ører. Toner, som har været fremhævet af synthesizerens klange.

Hvert nummer på side a har et meget enkelt udtryk, som gør, at Arch Waves opleves som en stærk komprimeret musikalsk minimalisme. Hvert nummer føles som resultatet af en omfattende reduktion af forskellige muligheder for klanglige udtryk. I numrene Bølger og Prikker og Gentagelsen Forskel fornemmer man, at Negari er lige så koncentreret i at høre instrumenternes klange for første gang som lytteren – tonerne gives masser af plads til at ringe ud, og de forskellige klokker, gong’er og tam’er får lov til at bevæge sig fremad i deres tålmodige metriske vandring i en vekselvirkning mellem stilstand i forskellige klange og bevægelse gennem rytmiske gentagelser. Gentagelsen og den minimale udvikling, samt fornemmelsen af Negaris umiddelbare reaktion på klangende, giver side a en fornemmelse af, at man som lytter er vidne til udfoldelsen af en række, forskellige ritualer.

Hvor første side falder i forskellige afsluttede forløb, udgøres side b af én lang tredelt keyboard- og synthesizersuite, som afslutter i en kort passage for gong’er, der fungerer som en musikalsk eftertanke til den lange suite. I løbet af suitens tre dele træder Negari ind og ud af kendte stier, som eksempelvis en komponist som Terry Riley har lagt ud. Særligt hører jeg elementer af de tætte og hektiske synthesizerflader fra A Rainbow in Curved Air (Riley 1969). Det interessante i denne suite er hendes valg af instrumenter. Flere af synthesizerlydene lyder meget begrænsede i deres klanglige udtryk, hvilket Negaris improvisatoriske suite dvæler ved i lang tid. Den ledende monofone synthesizer springer og snubler konstant mellem dybe og høje toner, og har masser af fejllydende ustemte frekvenser under sig. Under disse tonespring, ligger et tonecluster og skurrer indtil høje krystaltoner – dog igen med ”fejlfrekvenser” under sig – roligt ringer ud i suitens sidste del.

De subtile frekvensforvrængninger og de små klanglige nuancer gør ikke noget væsen af sig, men skal opdages af den koncentrerede lytter

Ved første gennemlytning kan Arch Waves nemt opleves som et lukket univers, da mange af numrene kræver en skærpet opmærksomhed fra lytteren for at udfolde sig. De subtile frekvensforvrængninger og de små klanglige nuancer gør ikke noget væsen af sig, men skal opdages af den koncentrerede lytter. Her giver titlerne på de enkelte numre, der spænder fra det illustrative og pædagogiske til det kryptiske, en hjælp. For eksempel er nummeret Bølger og Prikker sammensat af lydbølger fra syngeskåle, der får lov til at hænge i luften kombineret med bløde anslag på en tam, der bryder lydbilledet i små stykker, som bløde nåle, der prikker hul på syngeskålenes ”lydbobler”. Inward/Outward er en komposition af gentagende metriske tam-anslag med accentueringer af klokker og igangsættelser af summende baggrundsstøj fra ”døde, tomme lyde” jeg formoder er fra forskellige typer feltoptagelser. Jeg opfatter titlen som en ret præcis beskrivelse af lytningens bevægelse i løbet af nummerets forløb. Tam’ens metrik bevæger nummeret og min opmærksomhed fremad mod et forventet forløb, mens de ”døde, tomme lyde” retter opmærksomheden indad mod instrumenternes klang. På denne måde giver titlerne lige nøjagtig nok information til at åbne lydfladerne, så de kan udfolde sig og lytteren kan koncentrere sig om musikken.

CAMs udgivelse 'Mirror Confrontations' med cover-art af Linn Halvorsrõd.

Støj, techno og elektro-fusionsjazz
Hvor minimalismen og den strengt reducerede lydæstetik på Jaleh Negaris Arch Waves kræver en koncentreret og fokuseret lytter for at udfolde sig, er debutudgivelsen fra danske CAM langt mere umiddelbar i sit udtryk og generøs i sit forhold til lytteren.

CAM er en improvisationstrio, der længe har huseret på livescenen i København – særligt omkring spillestedet Mayhem. Gruppen består af musikerne Claus Poulsen, Anders Børup og Mads Bech Paluszewski­Hau, der alle tre spiller på et stort arsenal af elektroniske og akustiske instrumenter. I oktober i år udgav trioen deres første samling af musik – to separate vinyludgivelser med meget forskellige udtryk.

Et babelstårn af lyde, stemmer og rytmer vælter ud af højttaleren fra første skæring på denne plade

Det interne sammenspil mellem de tre musikere i CAM og en improviseret mandevokal indtager en fremtrædende rolle på trioens korteste plade Mirror Confrontations. Pladen samler seks forskellige live-improvisationer, der driver, svæver og flyder ud fra højttalerne som en lang meditativ improvisation. Der er en organisk logik i pladens afdæmpede forløb og man hører tydeligt, at CAM live har en intuitiv fornemmelse for hinanden og hvad deres instrumenter, dimser og lydobjekter kan tilføje deres konstant udviklende lydunivers.

I stærk kontrast til Mirror Confrontations, står deres andet album True or False? Et babelstårn af lyde, stemmer og rytmer vælter ud af højttaleren fra første skæring på denne plade. Et album, som består af et gennemredigeret sammensurium af 266 minutters rå-indspilninger i et lydstudie. I løbet af pladens knap 40 minutter udfoldes en lydlig collage i et skizofrent lydunivers, hvor trommemaskiner spytter technoide bastard IDM-rytmer, freejazzede saxofon-snippets blander sig med vokalsamples fra ukendt ophav, elektronisk bearbejdede blæserinstrumenter, scratchede plader og sågar elementer af slap bas! Et non-hierarkisk lydunivers med plads til både noise, ambient og tilnærmelser mod en endnu uudforsket avantgarde-elektro-fusionsjazz-genre. Pladens enkelte numre udfolder sig ikke i et sammenhængende kompositorisk forløb, som man fornemmede hos Negari. Der er snarere tale om en skulpturel tilgang til de mange studieoptagelser, der ligger til grund for pladen. Hvilket sandsynligvis er resultatet af en anseelig mængde redigering og post-produktion.

CAMs udgivelse 'True of False?' med cover-art af Rikke Villadsen.

Radioaktive nisser
Overordnet er der ingen tvivl om, at de tre medlemmer af CAM er dygtige musikere. De to pladers musikalske alsidighed illustrerer dette ganske tydeligt. True or False? er for mit vedkommende absolut mest interessant i dens konstante balancegange mellem modstillinger af mærkeligt obskure lyde og vellydende samklange. Der er en virkelig stor spændvidde mellem et hektisk nummer som Pip neo, med sine scratchede vinyler, walking bas, opklippede akustiske trommer og tegneserie-lyde og den meditativt støjende Solen i sækken, der i passager flirter med et dub-techno lydunivers. Derfor er det virkelig ærgerligt, at albummet lider under en lidt sjusket navngivning af numrene.

True or False? er for mit vedkommende absolut mest interessant i dens konstante balancegange mellem modstillinger af mærkeligt obskure lyde og vellydende samklange

Eksempelvis reagerer jeg ganske stærkt, når jeg konfronteres med titlen Radioaktive nisser. Jeg synes titlen referer til en humor, jeg ikke finder gengivet i det lydunivers, jeg lytter til. I løbet af dette forholdsvist korte nummer, udfolder lydbilledet sig i smukke og varierede ambiente synthesizer-flader, med interessante knitrende, skurrende og disharmoniske lyde, der skaber en dybde til lydbilledet. Men med den førnævnte titel i erindringen, tager jeg det ikke rigtigt ind. Som lytter stirrer man sig let blind på titlerne, når man lytter til instrumental musik. Og titler som Kryddereddike og Jean Palle kommer let til at overdøve nuancerne i de interessante og ekstremt varierende lydbilleder, man finder på True or False? I stedet for at åbne de enkelte numre op for lytteren, reduceres den humor, som virkelig er til stede i musikken, til en lettere tam punchline. Man efterlades med en følelse af musikken som udtryk for en stump attituderelativisme, lytteren kan kaste fra sig: ”Hvis de ikke rigtig tager musikken seriøst, hvorfor skal jeg så bruge tid på det?”

Overlagte kompositioner eller improvisatoriske associationer
CAM har måske ikke gjort sig lige så mange overvejelser omkring titlerne på de enkelte numre, som Jaleh Negari. Ud fra titlerne fornemmer man, at hvert enkelt nummer på Arch Waves har et konceptuelt udgangspunkt, der danner udgangspunkt for den enkelte komposition. Numrenes titler hentyder til en særlig sansemåde, en lydlig observation eller et instruments karakteristikum, som giver nok information til at lytteren kan fordybe sig i et ellers meget lukket lydunivers. Derfor føles Negaris plade knyttet til lydkunsten – i sin bredeste forstand. Pladen undersøger forskellige forudsætninger for lytningen, psykoakustiske fænomener (lydlige efterbilleder) eller særlige klangmæssige kvaliteter (overtoner og frekvenforvrængninger). På denne måde danner hvert nummer på pladen sit egen auditive laboratorium, hvori et lydligt eksperiment udfolder sig under Negaris ledelse.

Overfor dette står så True or False? og vrænger næsen af ideen om et fast koncept. I stedet møder lytteren et spejlkabinet af forvrængede musikalske stilarter, hvor hver enkelt lyd udgør en karakter i et inddragende og skizofrent narrativ, der konstant udvikler sig, afbrydes eller starter forfra. Kvaliteten af True or False? ligger i den myriade af associationer og billeddannende lydcollager, som skabes gennem CAMs fantasifulde sammensætninger af lydklip og improvisationer. True or False? er en uhøjtidelig og umiddelbar associationsmusik, der med sin overflod af materiale, siger til lytteren, at det er ok at zone ind og ud. Vi er ude at rejse og vi skal nyde turen.