Uden for tid og rum med Idealistic Festival 

I den forgangne weekend drog festivalsommeren, hvad man vil godt kan kalde årets sidste suk med bl.a. den eksperimenterende Aarhus-festival Alter og det mere folkekære rootsmekka Tønder Festival. Men den garvede festivalgænger ved, at festivalåret langt fra er slut. At det måske ret beset først lige er begyndt. Man behøver ikke at lede længe efter musikfestivaler i efteråret, men man skal dog lede, da efterårets festivaler i sagens natur gemmer sig væk fra de offentlige pladser og kryber indenfor. 

Faktisk ender jeg med at skulle lede en hel del efter den lille Idealistic Festival, da jeg begiver mig ud i den endnu sommerlige septemberfredag for at søge. Den finder sted på det københavnske undergrundsspillested Mayhem, som i sig selv kan være svært at finde for de uindviede i det lidt sære ingenmandsland mellem Ydre Nørrebro, Nordvest og Østerbro, hvor det befinder sig. Jeg har været på Mayhem flere gange, men mine besøg går tilbage til tiden før COVID-19, så jeg er lidt rusten i stedsansen, og selv Google og Movia leder mig på symbolsk vis helt på afveje ved at vejlede mig til en bus, som i virkeligheden kører et helt andet sted hen. Da jeg trods alt når frem til Ragnhildgade er der heller ikke meget, der tyder på at en festival finder sted her. Men så åbner der sig alligevel en dør, og jeg ser et par folk, der hænger i en lille bar ved siden af en plakat, der reklamerer for Idealistic Festival. 

Selv efter at have hørt programmets fem navne har jeg svært ved helt at sætte fingeren på, hvordan man skal definere festivalen

Laboratorium og udveksling 

Festivalen, der finder sted for fjerde gang, beskrive sig selv som genre-fri, hvilket bestemt også skal vise sig at holde stik denne aften. Det siger jo til gengæld ikke meget om de udtryk, man kan møde, og selv efter at have hørt programmets fem navne har jeg svært ved helt at sætte fingeren på, hvordan man skal definere festivalen. Andet end at sige, at den som sådan passer godt til dette geografiske ingenmandsland, som Mayhem befinder sig i.  

Først lidt baggrund. Idealistic Festival opstod som et initiativ fra de to herboende polske musikere Kamil Piotrowicz og Szymon Pimpon. Begge er aktive på både den eksperimenterende scene i Danmark og i Polen og er forbundne til det frodige og kreative miljø omkring Rytmisk Musikkonservatorium. Med Idealistic Festival har de opbygget en festival, der nok så meget er et musikalsk laboratorium og et udvekslingsprojekt med fokus på dialogen mellem den polske og den danske musikscene, men også med tråde til andre internationale miljøer. Grundtanken er da også, at Idealistic Festival er en tvillingefestival, der finder sted i både København og Warszawa, men i år er den polske del ikke blevet til noget. Piotrowicz understreger dog, da jeg snakker med ham på Mayhem, at den polske del vender tilbage i 2023.  

Denne aften er mere som en slags musikalsk TED Talk

Nu gælder det så København, hvor det internationale fokus dog er mærkbart, både på scenen og i de samtaler, som finder sted i rummet mellem koncerterne. Det er ikke mange, som har fundet frem til Idealistic Festival, de fleste virker til at kende hinanden, og der høres en hel del engelsk og polsk snak. Spontant hives nogle bænke frem lige inden første koncert med polske Michał Biel, så lokalet ikke virker for tomt. Koncerten indbyder dog også i sig selv til at sidde ned og understreger samtidig følelsen af musikalsk laboratorium. Biels primære instrument er en gammel spolebåndoptager som tilkoblet nogle effektmaskiner danner fundamentet for en stemningsfuld koncert, som står godt til det industrielle spøgelseslandskab, vi befinder os i. Lyde, der minder om ensomme orgelpiber og tudende tog, indtager rummet, og Biel har i det hele taget en forkærlighed for de lange og lidt klagende toner, hvilket han også viser, når han lejlighedsvis griber en saxofon og spiller langstrakte droner, hvis metalliske klange står godt til resten af musikken. 

Sammen hver for sig

Ensomheden synes at være et tema, skønt det næppe er tænkt sådan. Men der er noget lidt ironisk ved, at en festival, som ellers arbejder for at styrke mødet mellem musikere og miljøer, til denne version udelukkende præsenterer solister. Fem på stribe kommer de op og gør deres ting, og Idealistic Festival skal roses for at have sat et program sammen, som virkelig viser alsidigheden i soloformatet. De fem koncerter er virkelig meget forskellige i udtryk og temperament, og dog supplerer de hinanden fint. Men undervejs kommer jeg også til at savne en følelse af interaktion mellem musikere og den magi, der nu kan opstå, når to musikere (eller flere) finder hinanden på scenen og skaber en friktion eller gnist. 

Denne aften er mere som en slags musikalsk TED Talk, hvor kunstnerne hver især træder op og præsenterer deres musikalske idé eller format uden at blive udfordret af andre. For at bruge en meget fortærsket COVID-19-kliché er de sammen hver for sig, selvom de altså er i samme rum. Publikum lytter for det meste andægtigt, men heller ikke her er der voldsomt meget kontakt. Italienske Luca Curcio leverer aftenens mest udadvendte show alene med sin kontrabas. Det kunne meget nemt blive en gang instrumental onani, men man mærker fra starten at Curcio vil publikum – uden at han af den grund går på kompromis med en fordybende udforskning af instrumentet. Det er eksperimenterende, men samtidig med en fysik og energi, som gør godt. Til tider bliver det direkte groovy. »Hvordan ser det ud med tiden?« spørger han inden sit sidste nummer. »Den eksisterer ikke,« råber en af arrangørerne. Vi er altså ikke kun i et spøgelsesagtigt ikke-sted, men også uden for tiden.  

Undervejs går der så pludselig en art karaoke i projektet

Føler man sig således svævende mellem verdener, synes Pamela Angela at være en udmærket ledsager. Indhyllet i røg fra en røgmaskine indtager personaen Pamela Angela scenen og fremmaner en mystisk stemning, idet hun synger med en både smuk og foruroligende stemme ind over båndede indspilninger af harpe, klassisk guitar og kor. Bag navnet Pamela Angela gemmer sig egentlig en duo bestående af Mia Ghabarou og Áslaug Magnúsdóttir. Men denne aften er det kun førstnævnte, der er på scenen. Ud over de båndede sekvenser betjener hun sig af et keyboard, som hun spiller sine spøgelsesklingende torch songs på. Det er et spændende lydbillede, men den ellers gennemførte og indadvendte mystik lider lidt under nogle lange pauser, hvor der bøvles med teknikken. Men så kan Pamela Angela heldigvis sende endnu et slør af røg ud i rummet. Undervejs går der så pludselig en art karaoke i projektet, hvor Ghabarou til præindspillet klaverakkompagnement synger sig igennem bl.a. »Summertime Sadness« af Lana Del Rey og »Ex-Factor« af Ms. Lauryn Hill. Og ja, man må sige, at hun virkelig har X-faktor, for især i sidstnævnte sang afslører hun en intet mindre end suveræn sangstemme, som står i en sær kontrast til den næsten selvudslettende fremtoning. 

Som Pamela Angela flirter det afsluttende navn, polske Kamil Pater, med pop og pastiche. Her er det dog ikke melankolske ballader, der er udgangspunktet, men dansegulvets ekstase. Derfor tages bænkene endelig også væk, og Pater har medbragt sit eget lille disco-inspirerede lysshow, ligesom røgmaskinen selvfølgelig kommer i gang igen. Mange af numrene flirter ivrigt med housemusikken, og selvom Paters rytmefornemmelse godt kan blive lidt gumpetung, så har han faktisk en flot fornemmelse for housemusikkens enkle hooklines og sfæriske soulfornemmelse. Kan man danse til det? Bestemt. Faktisk kunne han godt have sat gang i en svedig fest på et fyldt Mayhem, men det er svært at få en fest i gang til Idealistic Festival med ganske få mennesker i lokalet, der ikke ligefrem er blevet varmet op af de fire foregående og ret indadvendte optrædener. Paters koncert lider desuden under nogle af de samme unoder som Pamela Angelas sæt. For mange og for lange pauser, der modarbejder musikkens indbydelse til at give sig hen. 

Det er dog godt tænkt at slutte festivalen af med en danseorienteret koncert efter en i øvrigt spændende optræden fra Jaleh Negari, som kendes fra bl.a. musikerkollektivet Eget Værelse og fremragende Selvhenter, men som på egen hånd udforsker et landskab mellem det elektroakustiske og det minimalistiske, hvor hendes slagtøjsarbejde forenes med både brummende maskinel støj og høje sinustoner. Man kunne godt unde både Pater og arrangørerne, at der var flere at feste med. Og med en billetpris, der svarer til 20 kroner pr. koncert, burde det heller ikke være økonomien, som holder folk væk. Men det kræver selvfølgelig at folk ved, at Idealistic Festival findes, så det ikke ender som en lukket fest for de få indviede. Her må man håbe, at festivalen i fremtiden gør mere for at åbne porten på vid gab for publikum, men samtidig må der også opfordres til, at publikum går på opdagelse i efterårets mange små festivaler, der skønt de ikke gør så meget væsen af sig som sommerens orgier, ofte byder på vedkommende musikalske oplevelser. 

Idealistic Festival vol. 4, Mayhem, København, 2. september 2022