© Shutterstock

Om Spotify, bobler og aural nydelse

Hvorfor skal den vigtige debat om Spotifys indflydelse på musiklytning og musikoplevelse ende som et ufrugtbart møde mellem et personangreb og en forsvarstale? Er Seismografs læsere mon blevet klogere på, hvad Spotifys digitale infrastruktur kan gøre ved brugerens lytteoplevelse? Streaming-forskeren Andreas Helles Pedersen hiver et tredje øre ind i debatten.
Af
12. november 2021
  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Betuttet har jeg fulgt de seneste dages noget skingre udvekslinger her i Seismograf mellem Jakob Gustav Winckler og Ralf Christensen. Hvorfor skal denne vigtige debat om Spotifys indflydelse på musiklytning og musikoplevelse, som Christensen åbner for i Information 15. oktober, ende som et ufrugtbart møde mellem et personangreb og en forsvarstale? Er Seismografs læsere mon blevet klogere på, hvad Spotifys digitale infrastruktur kan gøre ved brugerens lytteoplevelse?

Lad mig i det følgende forsøge at indtage en form for mellemliggende position. Begge skribenter har nemlig noget på hjerte, og inde bag mavesurheden og indignationen finder man nogle glimrende observationer om henholdsvis farer og potentialer ved kontemporær streamingkultur.

Det er en vanskelig øvelse at modsige Christensens argument om, at BaRT-algoritmens indfangningsmanøvrer kan lede den uforvarende bruger ind i et økonomisk funderet feedback-loop; ligeledes er Wincklers målsætning om at imødegå kontrolinstansen på taktisk manér, som et inddragende rum »hvor vi kreativt kan interagere med hinanden og algoritmerne«, vigtig og relevant, da en størrelse som Spotify ellers nemt kan fremstå som en digital legemliggørelse af den bevidste musiklytters endeligt. Dog påstarter begge skribenter en skyttegravskrig, som ender ud i, at Seismografs læsere ikke får en sammenhængende udfoldelse af nævnte problemstillinger.

Om Benjamin ville have brudt sig om Spotify skal være usagt

Winckler har for travlt med at positionere sin kritik af musikkritikken til egentlig at få udfoldet sin interessante påstand om det potentiale, der ligger i den kontinuerlige bevægelse mellem passiv lytning og lytning med »hjernen slået til«. Jeg ser, ligesom han gør, at der i spillelistefunktionen i Spotifys datamodel ligger en indbygget mulighed for at udfordre, ja ligefrem obstruere, algoritmens logik. Spørgsmålet er, om den ret så atypiske adfærd, som man skal udøve for at nå i mål med dette ønske, i grunden har nogen relevans som et modargument til Christensens analyse?

Kloge hoveders playlister

Debatten afspores, når Frankfurterskolens kulturkritiske røster tages til indtægt for at have gjort samtidig kritik redundant såvel som benyttes til at forklare en skiftende holdning til musikformater. Jeg undrer mig over behovet for at forsøge at akademisere diskussionen. Selv om Theodor W. Adorno allerede i 1938 kritiserede kulturindustrien for at standardisere og kommodificere musikken (hvilket, han mente, ledte til »regressiv lytning«), så er det en forstandig, og helt okay, handling at kritisere en del af musikindustrien i 2021. Der er andre mekanismer på spil i dag, og det er et anderledes uigennemskueligt kludetæppe af interesser, der viser sig i analysen.

Det går yderligere galt, når der refereres til Walter Benjamins aurabegreb og påpeges, at samtidens vinylrevolution er »en form for generobring af den tabte aura«. Når Benjamin taler om auratab, så påpeger han ikke blot en forsimplet autenticitetsproblematik; det handler ligeså meget om, at værket i sin reproducerbarhed vristes fri fra ritualets snare, og at det af modtageren nu kan blive til et aktiv. Det, at kunstværket ikke længere opleves gennem en distanceret fordybelse (som på galleriet eller i koncertsalen), men i stedet indoptages som en social, og distraheret, handling, giver det et demokratiserende aspekt. Om Benjamin ville have brudt sig om Spotify skal være usagt, men brugerens forbundethed med spillelister og likes passer fint ind i hans understregning af, at det moderne menneske har en ret til at reproducere og reproduceres.

Jeg forstår godt, at Christensen føler sig udsat for whataboutism. Debatindlæg og kommentarer får nemt en bismag, når de fyldes med referencer til »kloge hoveder«. Derfor undrer det mig også, at Christensen går til modangreb på Winckler ved selv, ukritisk og ureflekteret, at inddrage to tænkere og to begreber, som, ja, forbinder sig til hans udsagn, men som efterlades ligeså flagrende, som kulturindustrien hos Adorno og aurabegrebet hos Benjamin bliver det af Winckler. Hvad lærer Christensen os om Hartmut Rosas accelerationsbegreb og Pauline Oliveros’ tænkning om deep listening? Ikke rigtig noget. At bringe disse tænkere på banen i denne kontekst kommer til at fremstå som en lige så forvirrende argumentation, som den Winckler fremfører.

Det er meningsløst at påstå, at en symfoni af Haydn er mindre god end en symfoni af Bruckner, fordi gennemføringsdelen i dens første sats er kortere

Er en kommentar det rette format for denne type argumentation, der normalt afkræver længere begrebsafklaringer og faghistorisk kontekstualisering? Hvis der i denne kontekst partout skal spædes op med akademiske referencer, så bedrives der i disse år masser af glimrende forskning, som man kunne have henvist til – forskning om Spotifys forretningsmodel, forskning om opbygningen af Spotifys algoritmer og forskning om forbindelsen mellem kontrol og frihed på Spotifys spillelister.

Distraktion, s'il vous plaît 

Sammenhængen mellem algoritmisk styring for økonomisk vinding og brugerens manglende bevægelighed mellem niveauer af lytning danner ramme for megen kritik af, såvel som forskning i, Spotifys rolle i dets brugeres streamingpraksisser. I de to indlæg bliver der talt om passiv lytning og filterbobler, og der bliver talt om kreativ interaktion og resonans. Ergo må musiklytning og musikoplevelse være diskussionens udgangspunktet. Derfor flytter det fokus fra sagens kerne at komme med udsagn i øst og stikpiller i vest. Bevares, det er væsentligt at diskutere generationskløfter som forståelsesramme, og det er bydende vigtigt at kaste lys over Spotifys skandaløse kunstnerbetaling; men, uanset hvor tæt forbundne disse ting er med føromtalte udgangspunkt, så forvirrer det læsernes oplevelse af en diskussion omkring musiklytning via streaming.

I den moderne musikindustris historie har målsætningen langt hen ad vejen været at indfange forbrugere og fastholde dem. Størstedelen af den kommercielt udgivede musik har i produktionsprocessen følgelig skelet til tidens kulturelle trends, hvilket har haft indflydelse på det færdige produkts udformning. Og så er det sådan set ligegyldigt, om den givne tids trend dikterede fem sekunders eller fire minutters introer. Hvis vi drager en parallel til den såkaldt klassiske musiks historie, så vil man jo aldrig vurdere musikkens kvalitet ud fra varigheder. Det er meningsløst at påstå, at en symfoni af Haydn er mindre god end en symfoni af Bruckner, fordi gennemføringsdelen i dens første sats er kortere. Disse er komponeret, og distribueret, inden for forskellige æstetiske paradigmer, hvor man bevægede sig fra funktion mod autonomi – eller skal man ligefrem sige fra passiv lytning mod koncentreret lytning?

Begge skribenter er enige om, at vi ikke kan fornægte den passive lytning. Det er en kognitiv nødvendighed ikke konstant at lytte fuldt fokuseret. Hertil rækker enigheden. Christensen slår på tromme for, at vi husker fordybelsen, og Winckler ser et subversivt potentiale i at blive tilbudt mere fra samme skuffe. Jeg kunne ønske mig, at vi fjerner dikotomien mellem passivitet og fordybelse og i stedet taler om distraktion som et alternativ til fordybelsen. Da Winckler allerede har sat Benjamins essay i søen, så lad mig trække en pointe frem fra den tekst, som, jeg mener, har høj aktualitet i forhold til musikstreaming (af al slags, på tværs af platforme). Benjamin ser et æstetisk og politisk potentiale i kunstens bevægelse fra fordybelse til distraktion, som ikke nødvendigvis skal læses gennem et »marxistisk tunnelsyn«. Sansningen ændres fra at være distanceret til at have en social dimension, da alle nu kan få adgang til den, og ved distraktion bliver kunstværket absorberet af os i stedet for at absorbere os.

Med tilkomsten af Discogs, Musicbrainz, WhoSampled, og ja også Wikipedia, bliver den historiserede lytning meget mere omfattende end tidligere

Modsætningsforholdet mellem passiv lytning og fordybelse er destruktiv. Distraktion, eller distraheret lytning, kan derimod et eller andet. Ligesom man lærer om enkelte musikalske udtryks detaljerigdomme ved koncentreret lytning, lærer man så ikke nogle grundlæggende forhold om en masse forskellig musik (hvad der er lighedspunkter, og hvordan de lyder i forhold til hinanden), når man lytter passivt? Og praktiserer de fleste af os (som orker at læse denne type indlæg i Seismograf) ikke en konstant bevægelse mellem begge modaliteter? Den virksomme musikalske erfaring sker i krydsfeltet mellem den aurale fordybelse og den nysgerrige interesse – i lytningen efter specifikke elementer og i kontekstualiseringen af musikken.

Slaraffenland af aural nydelse 

Spotify giver os muligheden for at forsvinde ind i en verden af udgivet musik, som overgår al forstand. Det er et kæmpe gode, og det har enorm betydning for fremtidige forhandlinger om musikhistorien. Og nu da de giver os adgang til dette slaraffenland af aural nydelse, så undrer det ingen, at de bygger en motorvej uden afkørsler til at holde os fast i et kontinuerligt forbrug af platformen. Dette bør man selvfølgelig være sig bevidst, når man afgiver sine datamarkører til brug for fremtidig, og bedre, fastholdelse. Men, det skal ikke afholde en fra at lytte – uanset lyttepraksis.

Et underbelyst problem ved Spotifys infrastruktur er, at brugeren må andetsteds hen for at lære om, hvordan alskens musik relaterer sig til anden musik. I en del af mit forskningsarbejde undersøger jeg, hvilken betydning annoteret information har for de måder, som vi lytter til og opfatter musikken på. Jeg fokuserer på digitale musikplatforme, og jeg er særlig interesseret i, hvordan metadata, som tillægges de enkelte tracks og udgivelser, kan operationaliseres og danne grundlag for en udvidet lytning. Denne lytning kalder jeg historiseret, da den tager sit afsæt i oplysninger, som man har erhvervet sig ét sted fra, og som man bruger til at lytte til anden musik med. Historiseret lytning er en distraheret lytning, da dens fokus ligger på hele tiden at ville vide mere om, hvordan alting er forbundet. Det er altså ikke en ‘døv’ lytning, hvor musikken udelukkende akkompagnerer andre gøremål, og det er heller ikke en lytning, hvor man tragter efter at opnå et dybdeperspektiv på det enkelte stykke musik. Snarere er det en lytning, hvor man forfølger sin undren eller overraskelse. Nysgerrigheden trumfer fordybelsen, samtidig med at den holder passiviteten for døren.

Da den fysiske udgivelse stadig dominerede markedet, havde vi adgang til forskellige former for metadata. Vi kunne læse os til, hvem der havde skrevet musikken, spillede musikken og skruede på knapperne i studiet. Tit kunne vi også finde oplysninger om indspilningssted og -dato, og vi kunne se, om et track indeholdt et sample eller var en coverversion. Og havde man tendens til nørdethed, så brugte man disse oplysninger til at kontekstualisere, og altså historisere, sin lytning, ligesom man bragte oplysningerne videre til den næste lytning, til den næste musik.  I overgangen via fildeling og allestedsnærværende afspilningsmedier er fokus på disse metadata forsvundet, og den historiserede lytning er blevet bredt ud til andre domæner.

Dette er ingen længsel mod gode, gamle dage. Tværtom. Med tilkomsten af Discogs, Musicbrainz, WhoSampled, og ja også Wikipedia, bliver den historiserede lytning meget mere omfattende end tidligere. Du behøver ikke at skulle eje eller låne alle plader, og du behøver ikke at skulle åbne gatefolds eller glo i covernoter. Du kan i stedet gå på opdagelse i en ikke-hierarkisk netværksstruktur af oplysninger (som kontinuerligt udformes og forbedres af ligesindede), alt imens du kan søge og lytte på livet løs. Det kræver blot et par interfaces, som kan foldes ind over hinanden: en browser og en musikstreamingapplikation.

Ungdommen i dag lytter!

Det kan undre, at giganter som Spotify ikke har bygget en løsning, hvor al den metadata bliver operationaliseret. Fair nok, det har handlet om at få brugere på platformen, ligesom det for de store pladeselskaber har handlet om at få etableret ny kontrol med markedsandele. Men, den data ligger stadig ubrugt hen, og man kan kun gisne om hvilket digitalt musikopdagelsesunivers, som de vil kunne lancere.

Ungdommen i dag lytter mere og mere, og de tager ikke kun til takke med workoutplaylister

Når mit forskningsarbejde berører spørgsmålet om, hvordan musikstreaming og ”digital lytning” vil se ud om to, fem og ti år, så peger pilen i retning af, at Spotify i en eller anden form vil tilføje denne type data. Vi ved, at de har den liggende, og vi har allerede set anslaget til det. Det er snart et par år siden, at de lancerede muligheden for at åbne et ‘show credits’-interface på deres desktopapplikation (som på mobilapplikationen, af uransaglige årsager, hedder ‘tak til’), og i 2021 er dette interface blevet en forsøgsvis udgave af, hvordan operationaliseret metadata kan fungere; enkelte sangskrivere har fået tilføjet hyperlinkkvaliteter, og trykker man på dem, så åbner en Spotify for Artists-webside, hvor man kan se, hvad denne person har været med til at skrive af musik (der ligger på Spotifys servere), samt hvem personen tit samarbejder med. Det er noget arbitrært, hvornår en sangskriver tillægges denne kvalitet, og man kan ikke gøre så meget med det. På nuværende er denne funktionalitet ydermere ikke at finde i mobilapplikationen, hvor det virkelig batter. Det må altså siges at være en form for beta-version af, hvad der kan blive virkeligheden i fremtidens Spotify.

Ungdommen i dag lytter mere og mere, og de tager ikke kun til takke med workoutplaylister. Der dukker også flere og flere anderledes udformede musikstreamingtjenester op, hvis algoritmer sætter information over rendyrket indfangning. Meget tyder altså på, at metadata kommer til at definere fremtidens kampplads inden for musikstreaming. Er dette mon årsagen til, at Spotify altid har dusinvis af stillinger slået op, hvor de søger udviklere og business intelligence analytikere?

Lad os droppe boblemetaforen og i stedet tale om et musikoplevelseskontinuum

Drop boblerne

Hvis jeg skal opsummere denne skrivelses indhold, så er hovedpointen altså, at den gængse debat om musikstreaming ofte bliver en kende for sort-hvid. De økonomiske interessers betydning for Spotifys algoritmeudvikling er essentiel af diskutere, ligesom algoritmens betydning for brugerens lytteadfærd er vigtig at kaste lys over. Ligeledes vedbliver det at være relevant at have en diskussion om, hvorvidt streamingens vilkår har indflydelse på musikkens kvalitet. Men, debatten krakelerer, hvis man kun insisterer på det ene eller det andet. Dette viser sig i sværdkampen mellem Winckler og Christensen. Overhovedet at bringe passiv og koncentreret lytning op som to divergerende tilstande kondenserer problemet. Ingen af os abonnerer i realiteten på det ene eller det andet, og når vi træder ind i den dybe lytning, sker der løbende en bevægelse imod den passive. Noget minder os om noget andet, og det får (bevidst eller ubevidst) antennerne til at forrykke sig. 

Vi distraheres og distraherer os selv, og det har ikke blot noget med uopmærksomhed eller utålmodighed at gøre. Andetsteds på Seismograf kalder Christensen dette for forurenet lytning og plæderer for, at vi kontinuerligt bør genforhandle vores lyttemodus. Den forurenede lytning bliver til noget begrænsende, som fastholder os i en (lyd/filter)boble. Det er synd at se sådan på det. Det er netop forureningen (eller rettere, distraktionen), som gør os i stand til at opnå ny erkendelse. Lad os droppe boblemetaforen og i stedet tale om et musikoplevelseskontinuum.