artikel

Tag over hovedet?

Af
3. Juli 2012
Fokus: Tagging

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Stilbetegnelser. Tjek. Genrebetegnelser. Tjek. Og nu: Tags. Dobbelttjek. Men hvem tagges der egentlig for?

Tags er nærmest påkrævet overalt i dag. Kan du opsummere dine udsagn om dit og dat med et enkelt begreb eller søgeord, som vi kan bruge senere, hvis vi har lyst? Tja. Kan du reducere dine betragtninger om dette og hint til bare en overskrift, så vi lettere kan kategorisere, hvad du mener? Tja. Men, men, men: Får vi så det hele med?

Tendensen til at orientere sig via ismer samt genre- og stilbetegnelser har altid været dominerende i musikvidenskaben såvel som i offentlighedens reception af kompositionsmusik. Man har gennem tiderne haft begreber på rede hånd for utrolig mange forskellige musikalske kendetegn, fordi det var praktisk sådan, og fordi man ellers ikke kunne forklare hurtigt og præcist, hvad man egentlig talte om, når vi sagde romantik, ars nova, fluxus eller whatever.

Tendensen til at orientere sig via ismer samt genre- og stilbetegnelser har altid været dominerende i musikvidenskaben såvel som i offentlighedens reception af kompositionsmusik.

Prisen vi har måttet betale er, at vores musikalske verdener er blevet lidt mindre. Schumann var romantiker, aha!! Så har vi styr på det. Mozart var wienerklassiker, aha!! Styr på det også. Men hvad nu hvis tingene ikke var så enkle endda? Det ville i hvert fald blive sværere at holde styr på det i forvejen store mylder af komponister, genrer, stilarter, metoder. Til gengæld ville vi måske have lidt mindre firkantede opfattelser af, hvad de enkelte komponister egentlig stod for. Og måske vores opfattelser af hvad de komponerede, også ville være det.

Der er mindst to problemer i at benytte tags for genrer og stilarter med den konsekvens, som det har været tilfældet i musikhistorien. For det første tenderer anvendelsen af tags mod at reducere komponisterne til blot at være repræsentanter for en bestemt retning eller metode. For langt de fleste komponister er det imidlertid ikke i overensstemmelse med sandheden, at de – som det så ofte fremføres – blot er kendt for at have komponeret i en enkelt stil. Snarere gælder det ofte, at de har bevæget sig mellem flere stilarter eller positioner, at de i perioder har været frontfigurer for stilarter, der endnu ikke havde noget navn, og at de i andre perioder har kombineret elementer fra forskellige stilarter på måder, der kun med en hel del god vilje passede til de betegnelser, som en sam- og eftertid prakkede dem på.

Schönberg lagde ud som senromantiker og vendte i sine sidste år tilbage til tonal komposition. Stravinskij var ret beset umulig at kategorisere som noget som helst. Og mange, mange komponister i 1900-tallets virvar af kompositionsmetoder og tilgange havde en praksis, som det ikke var relevant for dem at få kategoriseret eller problematiseret. De skrev den musik de mente, var den rigtige for dem at skrive. De søgte selvfølgelig ikke at passe bevidst ind efter nogle stil- og genrebetegnelser eller tags. Men det gjorde den musikverden, som forholdt sig til deres værker. For nemheds skyld, for overskuelighedens skyld, for reflektionens skyld, og af hensyn til den for historikere så udbredte trang til at kategorisere. At en lang række komponister så ikke altid havde originalitet, mod eller økonomisk frihed nok til virkelig at bryde med rammerne, er så en anden sag. 

For det andet tenderer anvendelsen af tags mod at skabe en statisk opfattelse af musikken. Den danske musikhistoriker Michael Fjeldsøe holdt for nogle år siden et tankevækkende indlæg ved et symposium i Dansk Selskab for Musikforskning om mulighederne for at skrive en stor, dansk musikhistorisk fremstilling. Han gjorde opmærksom på, at skulle en sådan musikhistorie have troværdighed og tilstrækkelig gyldighed, var man nødt til at tage hensyn til den omstændighed at landet siden 1600-tallets første årtier – hvor de første egentlige danske komponister begyndte at dukke op – har ændret sig enormt, hvad angår ikke blot geografi, men også demografi. Dertil kommer de grundlæggende forandringer i opfattelsen af hvad ‘Danmark’ egentlig var, forstået politisk, juridisk og socialt. Kunne man så, spurgte han, uden videre anlægge en statisk opfattelse af fænomenet ‘Danmark’ og stadig være troværdig? For ‘Danmark’ var i 1620’erne jo noget ganske andet end det var i 1860, 1910 eller 1960.

Mange, mange komponister i 1900-tallets virvar af kompositionsmetoder og tilgange havde en praksis, som det ikke var relevant for dem at få kategoriseret eller problematiseret.

Eksemplet giver stof til eftertanke, hvis man overfører det på brugen af tags. For kan et tag som ‘wienerklassik’ siges at være det samme i dag som det var for 50 eller 100 år siden? Nej, for dels er den epoke, som wienerklassikkens mestre levede i, blevet stadig mere fjern og lukket for os, og dels har den klassiske musik som institution konstant undergået så mange forandringer gennem årene, at det som den betegner, ikke kan være upåvirket af disse forandringer. Endelig forandrer vores livsvaner og værdier sig konstant fra generation til generation, og kan derfor heller ikke tags betegne noget statisk. 

I de tags, som jeg blandt mange mulige har udvalgt, har jeg forsøgt at forholde mig til disse omstændigheder eller, om man vil, forbehold. Jeg mener, det er meget vigtigt, at vi ikke uden sådanne forbehold begynder at tale om ismer, retninger, genrer og stilarter. For tingene er ofte langt mindre firkantede end vores brug af ordene gerne vil have os til at tro. Og hvis man holder øjnene åbne for det faktum, bliver musikhistorien et endnu mere komplekst, dynamisk og modsætningsfyldt område – til gavn for enhver, der sætter pris på at lytte til god og vedkommende musik.