Strawinsky intime

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 05 - side 196-197

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Strawinskv intime

Af Ni COIAS NABOKOV

###
Nedenstående uddrag er hentet fra Nicolas Nabokovs bog »Old Friends and New Music« (1951), se anmeldelsen s. 217. Nicolas Nabokov (f. 1903 i St. Petersborg) har som emigrant været bosat både i Europa og Amerika, bl. a. i Baltimore som leder af Peabody Lastitute. For tiden er Nabokov i Paris som generalsekretær for »Kongressen for kulturel frihed«, for hvilken han også forestod det musikalske arrangement af maj-festivalen »Det 20. århundredes mesterværker«. Selv har han komponeret balletmusik for Diaglillev foruden syinfoniske værker og kammermusik.

... Strawinsky og jeg tilbragte det meste af eftermiddagen med at se på partituret til Orpheus og på to dele af den latinske messe, som han dengang skrev på.

Efter en tid blev jeg træt af at stå og jeg lod mig synke ned på en blød smal sofa, der stod bag flyglet i hans arbejdsværelse. Ved den ene ende af dens mørke silkeoverflade lå en pænt sammenfoldet plaid og ved den anden en lækker lille pude. Han havde da helt glemt min nærværelse og var opslugt af en af siderne i sin messe. Han spillede den samme passage igen og igen. Det så ud, som om han efterprøvede kvaliteten af det skrevne. Han målte igen interval-relationerne og efterregnede de rytmiske mønstre. Hans hoved og krop rokkede, medens han ganske tydeligt men svagt sang messens ord.

Jeg greb pludselig mig selv i at følge hans bevægelser med en særlig interesse. Ofte før var jeg blevet fængslet af hans krops bevægelser. De er altid udprægede og afslører dybt hans personlighed og hans musik. Ofte har jeg faktisk, når jeg lyttede til hans musik, lukket øjnene og set for mig en karakteristisk Strawinsky'sk gestus. Andre gange, når jeg så ham midt i en diskussion gå op og ned ad gulvet på tåspids med overkroppen bøjet fremad som en stork der fisker frøer, og med hænderne i siden, blev jeg slået af ligheden mellem hans fysiske holdning og hans musiks indre holdning. Hans musik genspejler hans mærkeligt elastiske gang, det synkoperede nik med hovedet, hans trækken på skuldrene, og de abrupte standsninger midt i en konversation, når han, som en danser, pludselig fryser fast i en balletagtig positur og understreger sit argument med et bredt og sarkastisk grin.

Ikke alene genspejler Strawinskys musik hans legemlige bevægelser og karakteristiske gestus; den genspejler også kortfattet og overbevisende hele hans levevis - hans forhold til sine omgivelser, til mennesker, naturen og tingene. Fremfor alt afspejler den hans kærlighed til orden og hans strenge arbejdsdisciplin, der er ganske blottet for selv-overbærenhed og selv-medlidenhed. Den afspejler hans forkærlighed for alle slags mekaniske indretninger, fra tegnestifter til stopure og lommemetronomer, hans passion for isenkramvarer og den fornøjelse, det volder ham at tilpasse en telegramtext i de foreskrevne 22 ord for et nattetelegram. (Den 23. december tilbragte vi næsten en time i »Western Union office«, mens han »tailored« (»skræddersyede«), som han kaldte det, to juletelegrammer til sine sønner). Den afspejler hans forhold til penge, som han, hvad enhver ved, har en »dyb respekt« for, hvilket nogle mennesker fejlagtigt antager for gridskhed.

Undertiden foretager han morsomme sammenligninger mellem musik og penge. For exempel sagde han engang under et af sine sædvanlige bitre angreb på samtidige komponister »De har jo mistet enhver sans for intervallet. De hører ikke intervaller og har ingen respekt for dem. Man skal behandle intervaller, som om de var dollars«.

Men måske afspejler hans musik i endnu stærkere grad hans nervøse og bitre had; hans had til enhver form for stupiditet (stupide mennesker, stupid kunst, stupide breve), hans had til indelukkede rum, til snavs og uorden, støvede møbler og dårlig lugt. Det vid, der ligger i hans bidende bemærkninger om mennesker og hovedsagelig om dårlig musik, er den samme slags vid, man finder i nogle af hans partiturer, - i for exempel hans ballet Jeux de Cartes eller dansene fra Historien om en soldat eller hans ballet Renard. Det er, en skarp, ubarmhjertig form for humør, som ikke kender til medlidenhed. For exempel fordrejer han ofte navnet på en person eller et musikstykke, han ikke bryder sig om (sædvanligvis fordi personen eller musikstykket er kedsommeligt), eller han finder på et morsomt øgenavn dertil. Således kalder han Richard Strauss' Rosenkavalier sædvanligvis Sklerosenkavalier, og Sjostakovitch's musik er en »gammel østers«. (Dette øgenavn stammer fra en af mine artikler om Sjostakovitch, i hvilken jeg sammenlignede hans antediluvianske symfoniers slappe struktur med østers. Strawinsky var meget glad for denne sammenligning og skrev mig i sin tid et varmt lykønskningsbrev).

Strawinsky holder sædvanligvis af præcise, malende eller onomatopoietiske bemærkninger. Hans tale såvelsom hans breve er fulde af dem. Engang i New York blev han plaget af en forkølelse. Han klagede »J'ai un portemonnaie dans ma nosso glotka« (jeg har en pengepung i svælget). En anden gang diskuterede vi hans nye opera »The Rakes' Progress«. Han var ved at forklare, hvordan han havde i sinde at behandle Auden's libretto: »Jeg vil snøre hver arie ind i et stramt korset«.

Folk irriterer ham ofte, når de standser ham i en forretning eller på et gadehjørne og spørger ham »Undskyld mig, er De ikke komponisten til Firebird »hvorefter de trækker en autografbog frem. »Ved du hvad«, siger han »jeg vil leje en sekretær og kalde ham mr. Firebird, og når folk spørger mig, kan jeg sig »Ih nej, delle er mr. firebird i eget kød og blod«.

Strawinskys forkærlighed for klare udtryk, lakoniske definitioner og dækkende oversættelse manifesterer sig i hans begejstring for ordbøger, som hans arbejdsværelse er fyldt med. Fremfor alle foretrækker han den franske Grand Larousse.

»Ved du, hvad sex er« kunne han spørge, idet han åbnede Larousse. »Hør her: Le sexe est une conformation particuliére de I'étre vivant, qui lui assigne un råle spécial dans Pacte de génération. (Sex er en særlig dannelse i det levende væsen, som tildeler det en speciel rolle i forplantningsakten). »Er det ikke superb definition?« ,

Hans egne bemærkninger er præget af en Larousse'sk præcision såvelsom vid og opfindsomhed. Når f. ex. en eller anden har travlt, siger han gerne »Hvorfor skynder De Dem? Jeg har ikke tid til at skynde mig«. Men særlig skarpe og maleriske er hans bemærkninger om mennesker. En over-exponeret dirigent, som fægter med overstrømmende bevægelser, minder ham om en »mavedans set bagfra«, mens hans arme er et par »ægpiskere«.

Dirigenter udsætter sig i almindelighed let for Strawinskys vrede og hans mest bidende bemeerkninger. I et arkiv under flyglet er der samlet i en stor mappe et udvalg billeder af dirigenter i højst forvredne stillinger. De fleste af disse billeder er taget fra reklamer eller aviser.

»Se på ham«, siger Strawinsky og trækker en extravagant dirigent frem af mappen. »Se på den laps! Se på hans idiotiske udtryk, hans tomme gestus. Er al denne nonsens nødvendig for at dirigere et orkester?«

Hans arbejdsværelse er endnu et exempel på den præcision, som råder i hans musik og hans sprog. Et usædvanligt værelse, måske det mest gennemførte og velorganiserede arbejdsrum, jeg har set i mit liv. I et rum, der ikke er større end ca. 25X40 fod står et flygel og et klaver og to borde (et lille, elegant skrivebord og et tegnebord). I to skabe med glashylder er bøger, partiturer og noder arrangeret i alfabetisk orden. Mellem de to instrumenter, skabene og arbejdsbordene er spredt nogle få små borde (et af disse er en slags »Smoker's delight«, hvorpå der findes alle slags cigaretæsker, tændere, holdere, vædsker, flint og piberensere), fem eller seks behagelige stole og den sofa, Strawinsky bruger til sin eftermiddagssøvn. (Jeg så ham den næste dag, liggende på ryggen, med et udtryk af behersket vrede i ansigtet, snorkende svagt og metodisk).

Ved siden af instrumenterne og møblerne er der hundreder af småting, fotografier, nips og, redskaber af enhver slags i og på bordene og sat fast på skabene. Jeg tror, Strawinsky i sit værelse har alle nødvendige instrumenter til at skrive, kopiere, tegne, klæbe, skære, klippe, file, slibe og lime, som kan fremskaffes i en papirhandel og isenkramforretning (og dog er han altid ude efter nye). Et stænk af natur midt blandt alle disse menneskeskabte ting udgør en buket friske roser i en hvid porcelænsvase, som står på hans skrivebord. Hans kone klipper dem for ham hver morgen fra hans specielle rosenbuske.

Til trods for denne mængde genstande og samling møbler, er Strawinskys arbejdsværelse så velorganiseret og praktisk, at det giver én en følelse af rummelighed og rolig komfort. Man føler det som om man ser over et skakbord med dets sorte og hvide figurer arrangeret i nøjagtig relation til hinanden, parate til et langt musikalsk spil.

Samtidig synes rummet så kompakt som en myretue. Når dens ejer kanter sig gennem de små gange dannet af de forskellige møbler, giver han indtryk af at være en trav I og, flittig myre, der kravler gennem sit citadels velordnede labyrint. Faktisk er Strawinskys egen indstilling overfor sit arbejdsværelse meget lig en myres. Han holder meget af ;it bringe genstande af enhver art ind i sit værelse. Hvis nogen giver ham en gave, hvad jeg havde lejlighed til at observere juleaften, åbner han den ikke i overværelse af sin kone eller nogen anden. Han venter på et belejligt øjeblik og så smutter han stille væk med den til sit arbejdsværelse. Dér pakker lian den op, og hvis han synes om den, eller den forekommer ham nyttig, finder han en krog til den blandt sine andre souvenirs og tingester ...

I Kunst, i ordets egentlige betydning, er en måde at skabe værker på efter visse metoder, som man er nået frem til, enten ved at lære dem eller ved at opfinde dem. Og metoderne er de strengt afslukne veje, der sikrer, at vi arbejder på en gyldig måde.

(Poetique musicale)

Årgang 27/1952, nr. 05