Alle tiders festival

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 03 - side 103-105

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Musikhøst 9. -13. oktober 1991


Af HANS MATHIASEN

Der var engang ...

...en fynsk komponist, der hed Carl Nielsen. Hermed nævnt og samtidig glemt, for heldigvis præger dette faktum ikke musikmiljøet i Odense på samme måde, som turist-miljøet samme steds er præget af en vis eventyrdigter. At man under en festival som Musikhøst så heller ikke præsenteres for andre fynske komponister er beklageligt, men har vel sin naturlige forklaring i det lokale konservatoriums manglende komponistlinje. De unge fynske komponister slår for størstedelens vedkommende deres folder i enten det københavnske eller det århusianske konservatorie-miljø, - factum est.

Således fritaget for forpligtelsen til en markedsføring af en lokal komponistskare, havde FUT valgt at gribe fat i ialt 6 komponister: fra Amerika: George Rochberg og John Gage, fra Sovjet: Sofia Gubaidulina og Alfred Schnittke, og fra vores egen andegård: Mogens Winkel Holm og Karl Aage Rasmussen. Ingen uropførelser og kun en forholdsvis lille repræsentation af værker der ikke tidligere har været opført i Danmark, vægtningen af repertoiret pegede væk fra den omsiggribende tendens til uropførelser for uropførelsernes skyld og mere hen i retning af en både historisk og musikalsk portrættering af de enkelte komponister.

Når festivalen i programbogen og på plakaterne eksplicit giver udtryk for, at valget af netop disse komponister samtidig kan tjene til en slags portrættering af nogle særligt nationale tendenser, kan og bør det dog diskuteres, hvorvidt dette er muligt. I et interview i DMT nr. 7 90/91 kan Alfred Schnittke findes citeret for følgende karakteristik af sit nationale/sproglige tilhørsforhold: »For mig betyder det russiske intet«, - for undertegnede et signal om at den indre sammenhæng i Musikhøsts program ikke kan findes i eventuelle nationale karakteristika men snarere i nogle mere almene musikalske problemstillinger, som kan siges at gælde for komponister af alle nationaliteter.

Musik fra den fjerde dimension

At det er banalt at konstatere, at musikkens virkefelt er tidens, fik vi Karl Aage Rasmussens ord for under lørdagens seminar, der bestod af to selvportrætter af de to danske komponister ved Musikhøst. Ikke desto mindre var det denne erkendelse, der - mere end noget andet - bandt de mange forskellige linier i festival-udbuddet sammen.

Med Mogens Winkel Holm som eneste undtagelse (»for mig er udtrykket det vigtigste«) var de mange koncerter én stor 'tour de force' i forskellige måder at angribe musikkens forhold til tidsdimensionen.

Citat-musik, kliché-musik, musik på musik, traditionen som materialegiver, collage-musik; betegnelserne er mange, men fællesnævneren er den bevidste brug af allerede kendte delelementer, som gennem komponistens arbejde indgår i nye helheder. Det historiske materiale optræder pludselig i en ny forklædning - eller helt afklædt!; lytteren bliver tvunget til at tage forhold, som tidligere virkede givne, op til revision. Eller den variant som både John Gage og Karl Aage Rasmussen til tider benytter sig af: en musik som bevidst er komponeret udenom de traditionelle formdynamiske principper, hvor lytteren kan fornemme en fremadskridende udvikling, og derfor som én af sine pointer har oplevelsen af 'ikke-tid. »Hvem siger at tiden er lineær?« (sagt af Karl Aage Rasmussen på førnævnte lørdags-seminar).

3 - O til musikken

John Cage's 'Europera 5', som tyvstartede Musikhøsten onsdag aften, gav et tydeligt fingerpeg om, hvor vi rent tematisk skulle hen i de følgende dage. Alt materialet i værket består af løsrevne gengivelser af dele af den europæiske operatradition koblet sammen med direkte afspilninger af radio- og tv-udsendelser, mere eller mindre tilfældigt udvalgt fra de kanaler det aktuelle opførelsessted giver mulighed for. En underfundigt absurd udstilling af hele det normsæt der træder i kraft under traditionelle udførelser af de citerede værker. Oper a-arier uden akkompagnement og uden dramatisk begrundelse overhovedet oven i flere lag af tilsvarende fritsvævende glimt af noget der lyder bekendt.

At synge eller spille dele af en musik der normalt har en egen kausalitet, men her blot skal præsenteres i glimt, kan virke nærmest umuligt. Blændende udførelser er det uomgængelige krav, hvis ikke hele forestillingen skal falde til jorden i almindelig flad komik. Og blændende udførelser var, hvad vi fik! Med Yvar Mikashoff ved flyglet og Eva Hess Thaysen og Vibeke Rolskov som sangere blev de dele af værket, der krævede live-opførelse, afleveret præcist og effektfuldt; selv da Richard Møllers rød-hvide drenge tonede frem på det opstillede tv-apparat - direkte fra kampen i Østrig, var det disse tre musikere, der stjal billedet.

Rundt om en Winkel

Som koncertgæst til samtlige af festivalens arrangementer kan man ikke undgå at blive en smule overvældet af det massive udbud af koncerter og arrangementer. På kryds og tværs præsenteres man for værkerne af de seks komponistnavne, og selv om musikken er følelsernes sprog, gælder det også om at kunne holde ihvertfald den administrative del af hovedet koldt. Skal de enkelte koncerter ikke blot opleves som små sluttede enheder, men iste-det indgå som brikker i det samlede billede af dels den enkelte komponist, dels komponisterne i forhold til hinanden, kommer man ikke drømmende til vejs ende. Hvert enkelt værk må lyttes til og opleves for derefter at blive lagt sammen med tidligere indtryk og supplere eller evt. ændre disse, - ikke så lidt af et bogholderiarbejde. Den første af to koncerter med det nye danske kammerensemble Århus Sinfonietta kom derfor som et tiltrængt åndehul. Her afveg arrangørerne fra den gennemgående idé i den hidtidige programlægning hvor de forskellige komponisters bud på musik for én bestemt type ensemble var blevet præsenteret, til fordel for en koncert med værker udelukkende af Mogens Winkel Holm. Om dette var gjort i erkendelsen af at Winkel Holms musik ikke umiddelbart lader sig sammenligne med de øvrige komponisters er i og for sig ikke så interessant. Vigtigere var det, efter åbnings-koncertens ikke helt pletfri udgave af orkesterstykket "Cries", i ro og mag at blive overbevist om Winkel Holms kompositoriske kvaliteter. I koncertens sammenstilling af helt enkle lyriske sange for guitar (Erling Møldrup) og sopran (Åsa Bäverstam) og mere utraditionelle instrumentkombinationer som f.eks. tre sopraner tre oboer og harpe i de to dele af Winkel Holms ""Prison Music"" blev vi med en sjælden ro og dybde ført gennem, store dele af det Winkel Holmske klangunivers. Hvad enten materialet var toivtone-lignende rækker, som i de foreløbig tre af ialt ni sange vi fik at høre ved aftenenkoncerten, eller minimalistiske klangelementer som i "Syv breve til stilheden", fremstod musikken gennemtænkt, klart og afrundet.

Konservatoriemu Id og kunstgødning

Der er mange forkerte måder at bedrive formidling af ny musik på. En af de værste er at gøre det! På sin egen paradoksale måde var dette en konklusionerne ved den panel-debat, der fandt sted søndag formiddag på Det Fynske Musikkonservatorium.

Den lidt bagvendte argumentation for konklusionen bunder til dels i at al snakken om osteklokker, selvforskyldt isolation og ghettoblasters kun forstærker opfattelsen af tny musik' som en enklave-foreteelse, der hverken kan eller vil virke attraktiv på et større publikum. Sætter man sagen på spidsen fører ideen om tny mu-sik'-festivalers gødende virkning for musikmiljøet altså helt absurd til en endnu større isolation, som ingen kan være tjent med. Måske er konklusionen rigtig, måske er den forkert, måske er den fuldstændig irrelevant. Løsningen må være at finde en balance, hvor animations-projekter 0.1. ikke blæser det potentielle publikums forventninger højere op, end den aktuelle musik kan bære. Med kunstgødning får man godt nok de flotteste frugter, men de på lang sigt sundeste udspringer af den naturligt komposterede muld. Under debatten brugte Erik Kaitoft udtrykket 'konservatoriemuld' som et billede på det miljø, den ny musik har sin rod i, en god tanke, blot man i sin iver for at pleje de ny musikmiljøer ikke glemmer det mylder af inspirerede græsrodsbevægelser, der findes uden for de institutionaliserede konservatorie- og universitetsrammer.

Under Musikhøst '91 blev vi præsenteret for to unge ensembler, Odense Percussion og Århus Sinfonietta derbegge er begunstiget af hhv. det fynske og det århusianske konservatoriums opbakning og altså har en naturlig basis i musik-miljøerne dér. Århus Sinfonietta er omtalt andetsteds , her skal fremhæves det fynske konservatoriums slagtøjsspillere, som fredag eftermiddag leverede en af festivalens mest udadvendte koncertoplevelser. Intensitet, koncentration og spilleglæde lyste ud af musikerne og koncertens tre deciderede slagtøjsstykker af Schnittke, Gubaidulina og Cage fik tilført en energi, der ikke lod festivalens garvede professionelle ensembler noget tilbage, - tværtimod!

Det var så den sæson

Sommerens diskussion af berettigelsen af f.eks. en Numus-festival blegner lidt, når man ser sæsonens festivaludbud under et. De fire store: Numus, Lerchenborg, Ebeltoft og Musikhøst har hver sin tilgang til markedsføringen af ny kompositionsmusik, hver sit særpræg der igen tiltrækker hver sit publikum. En vurdering af den enkelte festivals berretigelse må derfor også inddrage dennes plads i hele festivalbilledet. Set således supplerer de fire festivaltyper hinanden, nogle med bred publikumsappeal andre med en mere snæver profil rettet mod fagfolket. Dette års Musikhøst tog sit helt naturlige afsæt i det fynske konservatoriemiljø og hentede uden tvivl også en stor del af sit publikum herfra. Ved koncerterne med konservatoriets egne studerende og Århus Sinfonietta formåede festivalen dog i glimt at vise et par af de veje musiklivet kan gå i bestræbelserne på at komme det saliggørende publikum i møde. I Odense kan de en del rent opførelsesmæssigt, festival-mæssigt mangler de dog at foretage et sidste skridt, der kan gøre alle tiders festival til fremtidens festival.

(Fotos, fra venstre: Mogens Winkel Holm, Alfred Schnitt-ke, Karl Aage Rasmussen (øverst) George Rochberg (nederst), Sofia Gubaidulina, John Cage).

Årgang 66/1991-1992, nr. 03