Og hvad skal vi så med det?

Debatten om den ny musiks stilling fortsætter i DMT. Forfatteren Poul Borum har skrevet en situations-rapport, som tager udgangspunkt i Borums egen situation som forfatter.

Af POUL BORUM

Indførelsen af nye moder i musikken er noget man bør vogte sig for, for det bringer hele samfundssystemet i uorden.

Platon, Republikken

I begyndelsen af oktober 1988 udsendte jeg hos Gyldendal digtsamlingen ""Nu ved jeg"". Den kom i 500 eksemplarer, fik pæne, store anmeldelser i en række større blade, en del endda på udgivelsesdagen. Der blev solgt over 400, hvilket er ganske pænt.

I begyndelsen af november 89 udgav jeg den næste, ""Lykkelige digte"". Den blev ikke anmeldt, hverken på udgivelsesdagen eller senere, i hverken Politiken, Berlingske Tidende eller Information. Resultat: ca. 200 solgte eksemplarer. Det er nemlig fremkomsten af en anmeldelse (lige meget hvad der står i den), der betyder noget. Den gør simpelthen opmærksom på bogens eksistens.

Og selvfølgelig bliver forfatteren paranoid: forfølger de mig? fortier de mig? Men da forfatteren også selv er anmelder, ved han at grunden er den afgørende forskel på først i oktober og først i november. I november er avisernes kulturredaktioner druknet i bøger, og det er næsten vilkårligt, hvad der bliver anmeldt.

Men 400 eller 200 - kan det ikke næsten være ligefedt? Sommetider tænker man, at man burde nøjes med at have en digtsamling liggende på computeren og så lave en diskette til dem der sendte en (plus porto -) til een.

I al fald har jeg ikke udsendt min årlige digtsamling hverken i 90 eller 91 - så kan de sgu ha det så godt, når de ikke engang gider anmelde. Men nu hober digtene sig op, så der kommer jo nok en i 92 eller foråret 93 (om foråret får man flere anmeldelser, men sælger alligevel færre -).

(Skal jeg absolut indrømme, at en medvirkende årsag til min pause har været at Gyldendals litterære direktør, forfatteren Klaus Rifbjerg, i efteråret 89 udgav et nu glemt smædeskrift i romanform, hvor to sider blev spildt på en ondsindet karikatur af min ringhed. Det var dog ikke bare det, men her meddelte forfatteren med sin forlagsdirektørviden, at forlaget kun udsendte disse bøger af Danmarks dårligste lyriker - det er forøvrigt ukorrekt, jeg er kun den tredje- eller fjerdedårligste - fordi forlagsredaktørerne var bange for anmelderen af samme navn! Jeg var egentlig ligeglad, hvor sårende Rifbjerg skrev om mig, men at han offentligt desavouerede sine egne medarbejdere på den måde, det forekom mig så groft, at jeg for alvor overvejede at klage til Gyldendals direktion. Nå, det skulle fedt ha1 hjulpet. Men pokker skulle udkomme på et forlag med den direktør... Nå, det bliver vel anderledes nu. Og man ku vel også prøve et andet forlag...)

Nå, men moralen af dette lille stykke opbyggelig bekendelseslitteratur er selvfølgelig, at der såmænd ikke er så stor forskel på lyrikkens og den nye kom-positionsmusiks situation.

En komponist skriver et stykke musik. Han finder en eller flere musikere, som vil og kan spille det. Så laver han en båndoptagelse. Båndet får han støtte af Kunstfond og/eller Musikråd til at mangfoldiggøre i så mange eksemplarer, som der er behov for. Han bruger altså tre af sine seks-ti-timers arbejdsdage på at komponere, een på at indstudere og indspille, een på at ansøge, promote og udbrede, hvorefter han har een dag tilbage til at udbrede kendskabet til ny musik i almindelighed (inklusive sin egen, bevares) på alle planer, fra vuggestuer til bispekonventer.

For selvfølgelig skal ny musik udbredes. Men der er ingen der siger, det nødvendigvis skal være ved dyre, stive og besværlige koncerter for tredive mennesker inklusive tre musiktrætte dagbladsanmeldere. Komponister har vigtigere ting at tage sig for.

Og selvfølgelig bliver ny musik udbredt. Lisså stille mere og mere. Den er for en elite, eliten skal bare gøres større. Det kan der arbejdes utraditionelt for på utallige måder. Hvis musikken virkelig er ny, dvs. hæver sig over vanetænkningen, så bør den også hæve sig over samme på receptions- og formidlingsplanet.

Skal han også have noget at leve af imens? Jo da, det har de fleste danskere da. Utallige kunstnere lever på bistand eller dagpenge. Når vi nu ikke har den kunstnerløn vi burde have. Men socialhjælp er bedre end ingen hjælp.

Og så undskyld at jeg er så naiv, men det var Jesus og Niels Bohr osse.