Wölfli on the Beach

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 03 - side 99-99

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Aarhus Symfoniorkester i Alicante


Af ANDERS BEYER

Strandløver, solbrune badedyr, kilometervis af badestrand og afslappet sommerferie-idyl. Det er hvad den spanske by Alicante er kendt for. Og så en uge med en festival for ny musik. Opskriften er enkel nok: man finder 65 millioner pesetas (ca. 4 millioner danske kroner) i en statslig kulturpengekasse og banker en ny musikfestival op i en by, der gerne vil profilere sig med spændende kulturtilbud til turister og ny musik-freaks. Alle koncerterne bliver transmitteret direkte i spansk radio og derefter tilbudt til de europæiske radiostationer.

Lokalbefolkningen har ikke arrangørernes interesse, siger den kunstneriske leder af festivalen, Tomas Marco Aragon. En så speciel festival med beskeden publikumsinteresse ser han ikke som noget problem, det vigtigste er at komme ud til et stort rejse- og radiopublikum og at være i rare omgivelser. Dertil kommer at byen gerne vil tilbyde de tilrejsende noget utraditionelt. Hvis man lavede festivalen i Madrid på en radiostation, ville den drukne i hundredevis af andre kulturelle tiltag, siger Marco Aragon til DMT.

Men hvor skønt det end er at høre nutidig musik i palmehaveomgivelser under sydens sol og varme, er arrangementet ikke uden problemer. Omkring 60% af de opførte komponister er spanske. Ind imellem sætter arrangørerne så udenlandske navne, uden kunstnerisk flair for at bygge en koncert op. På den baggrund er det ikke rimeligt at kalde festivalen 'international'. Måske er den repræsentativ for ny spansk musik. Men supplementet af nogle udenlandske komponist-pinger, synes mere at være en praktisk foranstaltning og kunstnerisk legitimering end en velovervejet planlægning. At programbogen, iøvrigt fyldt med fejl, ikke var oversat til et af hovedsprogene må betegnes som en decideret brøler, da arrangørerne efter eget udsagn gerne vil i kontakt med et internationalt rejsende publikum.

Åbningskoncerten i denne "7. Festival Internal de Musica Contemporanea", der fandt sted i det nyreno-verede "Teatro Principal", var lagt i hænderne på Aarhus Symfoniorkester under den finske dirigent Osmo Vänskä. Til lejligheden havde festivalen bestilt et værk af den spanske komponist Josep Soler ("Le Christ dans la banlieue"). Det øvrige program bestod af Nørgårds 4. Symfoni og Ligetis Cellokoncert, med Morten Zeuthen som solist.

Det ville være en overdrivelse at betegne denne koncert som en festlig indledning, endsige kunstnerisk tilfredstillende. Solers senromantiske symfoniske digt er nok nutidig musik, men ikke ny musik. Det var da også en smal sag for de øvede Wagner-musikere at imødekomme værkets intentioner om store armbevægelser og bred penselføring.

Nørgårds Fjerde burde være Vänskäs Sidste. I hvert fald bør han ikke umiddelbart sættes til at dirigere komponistens to seneste symfonier, der er så spækket med ind- og udfald, at risikoen for musikalsk mudder ligger lige for. Værket er tænkt som en balance, eller snarere en changering mellem idyl og katastrofe. Det sidste blev konkret i en ny betydning. Jonna Panula, som har indspillet værket med orkestret, kunne have ydet partituret retfærdighed. Baggrunden for værkets tilblivelse er ikke DMT-læsere ubekendt, nemlig komponistens fascination af den skizofrene schweiziske kunstner, Adolf Wölfli. Under opførelsen meldte spørgsmålet sig hos denne lytter: hvad skulle Wölfli egentlig i Alicante? Svaret kom som i et lynglimt i form af et grotesk skær over hele festival-sceneriet. Som på trods indtog schweizisk skizofreni og filosofisk livs-anskuelsessymfoni de lykkelige festival-rammer og den hyggelige smølfe-wölfe-stemning: Wölfli som bade-dyr og rodet palmehave. Halleluja, verden er forrykt.

I Ligetis cellokoncert klarede orkestret og Morten Zeuthen skærene uden at forlise, men uden at opførelsen kom på niveau med Radiosymfoniorkestrets uropførelse ved festivalen Stockholm New Music sidste år.

Gudskelov hev orkestret så mange roser ind på den næste aftens koncert, at enhver kritik måtte ophøre. Programmet bestod af endnu et uinteressant spansk værk, José Luis Turinas "Fantasia sobre una Fantasia de Alonso Mudarra". Derefter Poul Ruders' cellokoncert "Polydrama" (igen med Morten Zeuthen som solist). Koncerten sluttede med Witold Lutoslawskis "Koncert for orkester", som Danmarks Radio roligt kan bestille hjem og udsende: det var en fremragende opførelse, som ikke manglede meget i at være klar til pladeindspilning. Og Poul Ruders' værk, som netop er udkommet på CD med Odense Symfoniorkester, kan Aarhus Symfoniorkester godt tage med i kufferten næste gang der er bud fra udlandet.

Helt fortjent blev der uddelt mange palmer til orkester, solist og dirigent. Hvis det var ude i den store bladverden, ville jeg overveje at skrive triumf, eller at jubelen ingen ende ville tage. Her er det tilstrækkeligt at citere en orkestermusiker med jysk lune, der efter koncerten kunne udtale: »Det var da ik' så ring5 endda.«

Når enden er god, er alting godt. Godt for Aarhus-folkene. Godt og heldigt for den medbragte skribent, som så gerne vil være venlig.

Årgang 66/1991-1992, nr. 03