Anmeldelser - Dansk Musik Export

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 06 - side 207-208

Fire compact discs fra Kultur Export Initiativet, 1992: ""There's something rock-ing in Denmark"", 'Variety all-sorts"", ""All that jazz from Denmark"", ""Contemporary Denmark"".

Af JENS BRINCKER

Det lyder som Østjysk Musikforsyning eller noget med æg. Men det er faktisk et samarbejde mellem MIC og en række foreninger, hvoriblandt er Dansk Musiker Forbund, Solistforeningen, Komponistforeningen og Den danske Jazzkreds. Samarbejdet har foreløbig givet sig udtryk i fire CD-plader: En med ny kompositionsmusik, en med jazz, en med rock og en med blandede bolcher beregnet til markedsføring af dansk musik i udlandet. De fire CD'er er til promotion, ikke til salg, og de forventes delt ud til ca. 1.000 interesserede i udlandet. Som smagsprøver på dansk musikkultur.

Man skal altså forestille sig, at man efter en reception på den danske ambassade i London eller i forbindelse med et kulturfremstød i New York får disse fire plader i hånden, spiller dem, får lyst til at høre mere, og går ind i den lokale pladeforretning for at få sin lyst styret. Ind til E.M.I, i New Oxford Street eller til Tower Records på Broadway.

Der vil vor interesserede englænder eller amerikaner efter al sandsynlighed spørge forgæves efter plader af mærkerne Intermu-sic, Olufsen Records, Stunt Records eller Pladecompagniet i jazz-afdelingen. Og hun eller han skal være heldig for at finde indspilninger med Thomas Clausens, Niels Thybos eller Nikolaj Bentzons trioer, med Niels Rydes septet, Mikkel Nordsø Band eller Bagdad Dagblad. De er alle repræsenteret på Dansk Musik Exports CD med titlen ""All That Jazz from Denmark 1992"".

Hvad englænderen eller amerikaneren derimod med garanti kan

finde i E.M.I, Tower Records og de andre store forretninger er Steep-le Chase-indspilninger med Niels Henning Ørsted Pedersen, Kenneth Knudsen, Pierre Dørge eller Palle Mikkelborg. De er faktisk ""All That Jazz From Denmark"" i de fleste udlændinges bevidsthed. Det kan være for meget af det gode, men der er ingen påviselig grund til at udelukke dem og det eneste internationale danske jazz-plade-mærke fra denne præsentation af dansk jazz på grammofon.

Den der kigger efter moderne kompositionsmusik vil hurtigt konstatere, at det er lige så galt fat her. Plademærket Kontrapunkt mangler, og med det komponister som Ib Nørholm i den ældre generation og Poul Ruders i den yngre. Til gengæld får vi Per Nørgård, Bent Lorentzen, Mogens Winkel Holm, Ole Buck, Karl Aage Rasmussen, Hans Abrahamsen, Ivar Frounberg og Steen Pade repræsenteret med énsatsede værker bortset fra Hans Abrahamsens 2. strygekvartet. Og man spørger igen, hvor repræsentativt dette udvalg er for ny dansk musik og for de repræsenterede komponister. Bortset fra Abrahamsens kvartet og Frounbergs ""Drei-Klang"" (med Kontra Kvartetten og Esbjerg Ensemblet) er ingen ai værkerne centrale. Hverken i 1980'ernes danske musik eller i ophavsmændenes værklister.

""Variety Allsorts From Denmark 1992"" som den populære blandede afdeling hedder, har jeg svært ved at bedømme. Der er Poul Dissing og Benny Andersen i den ene ende, Pallesen og Pilmark i den anden, og Birthe Wilke og Tommy Seebach i midten. Noget for enhver smag, og jeg nøjes med at høre Poul Dissing i ""Godmorgen Rosalina"". Men i rock-afdelingen er det galt igen. Ny dansk rock uden Kim Larsen, uden Anne Linnet, uden Lis Sørensen og Gnags er ikke repræsentativ. Og hvad nytter det, at News er med for gammelt venskabs skyld, når D.A.D. ikke er det?

Selvfølgelig er det umuligt at lave et repræsentativt udsnit af ny dansk musik på fire CD'er. Man vil altid kunne pege på noget, som kunne/burde/skulle have været med, så det er nemt at kritisere Dansk Musik Export for undladelsessynder. Her drejer det sig imidlertid ikke om undladelser i småtingsafdelingen, men om alvorlige huller, der skyldes at de to mest spektakulære danske plademærker, Steeple Chase og Kontrapunkt, mangler totalt. Det er navnlig for jazz'ens, men også for den ny kom-positionsmusiks vedkommende så alvorligt, at det får hele projektet til at kuldsejle.

Om det skyldes, at ejeren af de to plademærker, Nils Winther, har boycotet eksportfremstødet, eller om de samarbejdende foreninger har lukket ham ude, kan i denne forbindelse være ligegyldigt. Enhver, der har rodet efter danske grammofonplader og compact discs i udlandet, ved hvor stærkt Nils Winthers labels står internationalt, og hvor svagt de fleste andre danske står.

Man ændrer ikke på dette faktum ved at sende udenlandske købere ind i pladeforretninger for at spørge efter indspilninger, de ikke kan få, i stedet for at give dem chance for at spørge efter noget, som findes på hylderne. Hvis man vil lave et eksportfremstød for dansk jazz er det meningsløst at glemme Niels Henning Ørsted Pedersen. Hvis man vil reklamere for ny dansk kompositionsmusik er det klogt at hægte sig på den internationale succes, som de senere år er blevet Poul Ruders til del. Det andet svarer til at lave eksportfremstød for klassisk dansk musik og satse på Rued Langgaard, Louis Glass, Lange-Muller og Emil Hartmann uden at nævne komponisten Carl Nielsen.