Brudflader

Prøv at stoppe op et øjeblik og bemærk forandringerne. Det er ikke til at tage fejl af: der sker noget med den ny musik for tiden. Den eksperimenterende musik har fået et publikum. Forståeligt nok i takt med at arrangører har lært at vise hensynsfuldhed over for lytterne. Festivalen på Lerchenborg og de nyligt afholdte Nordiske Musikdage er eksempler på, hvor langt man kan nå, hvis man gør sig umage med alle detaljer i planlægningen. Og i skrivende stund kan den igangværende ICMC-festival i Aarhus melde om alt udsolgt - man har endog måttet udelukke journalister fra seminarerne på grund af pladsmangel!

For Lerchenborg Musikdage var dette års begivenheder et foreløbigt højdepunkt i en perlerække af musikbegivenheder. For Nordiske Musikdage var dette år knald eller fald for den gamle festival i Norden, der har været under kraftig beskydning fra flere sider. Musikdagene i København beviste rigtigheden af at bringe den nordiske musik under samme tag. Det koncentrerede udbud af koncerter gav anledning til at diskutere ligheder og brudflader. Vores udsendte skriver om musikken fra Lerchenborg i dette nummer og vender tilbage i næste med en anmeldelse af Nordiske Musikdage og ICMC-festivalen.

Udsigtspost. Der sidder to mænd på en platform. De diskuterer. Om forskellene mellem to komponistgenerationer i dansk musik - om før og nu. I spændingsfeltet mellem de holdninger som brydes i samtalen, kommer et stykke dansk musikhistorie til syne. Læs mere om udsigten over generationskløften i Karl Aage Rasmussens og Peter Bruuns samtale.

Gråzone. Atlantis Transit, T.S. Høeg, Hunk Ai, Hall, Global Guaranty Orch., Mazur, Koppel, Eno, Mantler, Zappa, Mikkelborg, Knudsen, Galas, Anderson, Reich, Glass, Can, Faust, Kraftwerk, Dørge. Performance, soundtracks, musikvideoer. DMT går tæt på 'grå-zonemusikken' i en artikelserie. Vi begynder i det historiske fugleperspektiv og vil langsomt grave os ned i detaljen. Følg med i artikelserien og bidrag med uddybende kommentarer og kritik. Vi arbejder på gyngende grund. Bevidst.

Erindringsbilleder. I skolen lærte vi højst deres musik at kende, ikke meget om deres baggrund - den baggrund som danner klangbunden i deres musik. Det hed noget i retning af musiksociologi, men var bare bøger, ikke liv, oftest kunstige matricer, man satte ned over musikken. Egentligt underligt at musikologerne ikke greb fat i (jeg mener rigtigt fat i - ikke pligt-nusseriet) Xenakis, Ligeti, Stockhausen og Lutoslawski. Bare

for at nævne nogle af de største i dette århundrede. Hér hænger kunst og liv sammen hele vejen rundt. På en måde, der gør det rimeligt at tolke 'verden' ind i musikken. Den sidstnævnte komponist ser vi nærmere på i dette nummer.

Musique Funèbre. Witold Lutoslawski (1913-94).