Skandinavien som del af den musikalske 3. verden

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 01 - side 35-36

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

ISCM Verdensmusikdage faldt sted i Essen i Juni. Vi har i den anledning bedt om en kommentar fra komponisten Coriún Aharonián (Uruguay).

Kommentarer efter koncerter og diskussioner under ISCM-generalforsamlingerne 1995 i Essen, har givet fornyet anledning til en diskussion af begrebet etnocentrisme.

Ud af fire forslag til nye æresmedlemmer af institutionen ISCM blev tre afvist af et tavst flertal, der end ikke begrundede deres afslag. Den ene var fra Latinamerika, den anden fra Israel og den tredje fra Rumænien. Kun en blev valgt. Han er ikke fra Central-europa, men - og hvilket sammentræf! - kommer fra landet, der skal være vært for de næste Verdensmusikdage.

Selve festivalen var fuld af uregelmæssigheder, men det er en anden diskussion. Ser man bort fra organisatorernes voldsomme mangel på respekt - over for komponisterne der havde sendt værker til bedømmelse, over for bedømmelseskomiteen, over for de komponister der rent faktisk blev spillet, over for publikum og over for ISCM selv - var der dog nogle elementer, der kunne danne baggrund for et portræt af hverdagslivet på Verdensmusikdagenes scene.

Der var vigtig musik og mindre vigtig musik: Orkestermusikken var programsat som det mest betydningsfulde, mens den elektroakustiske musik var henvist til en ghetto, og kammermusikken opfattedes som et sekundært kreativt produkt. Bombastiske opførelser blev foretrukket frem for gode opførelser. De Øst-asiatiske komponister, der blev spillet ved koncerterne, havde for langt de flestes vedkommende boet adskillige år i enten Europa eller USA.

Vi nærmer os nu emnet for denne artikel. Den seriøse, velinformerede og etisk korrekte tyske musikkritiker, Gisela Gronemeyer, havde et par måneder forinden skrevet om "Beifall für Louis Andriessen bei der WDR-"Musik der Zeit" (Eine tönende Stadt, Kölner Stadt-Anzieger, 13. marts 1995): »Die Überraschung der Konzerte war für viele der Holländer Louis Andriessen, der hier bisher nur 1982 im Deutschlandfunk vorgestellt worden war. Als prominentester niederländische Komponist wurde er in Deutschland bisher kaum aufgeführt.«

Af skandinaviske musikalske produkter er det kun Abba der - i forhold til magtcentrenes standarder - er accepteret i den internationale musik-business. Svenske pop-grupper som Iskra eller Arbete och Fritid er mere eller mindre kendte i Sverige men ignoreres fuldstændig på de britiske øer såvel som på det europæiske kontinent.

Engang i Göteborg, i en pause under et musikvidenskabeligt symposium ved Universitetet, blev Philip Taggs og min optagethed af et forfinet og hypnotisk arrangement af to traditionelle skandinaviske sange af gruppen Folk & Rackare pure afvist af højtagtede progressive specialister i populær-musik fra forskellige lande. De ville hellere høre om en af de store angel-saksiske rockgrupper og mente ikke, der var noget nyt og/eller hør-værdigt i musik, der ikke udsprang af en af 'mainstream'-bølgerne.

Det samme gør sig gældende inden for kunst-musikken. Bo Nilsson blev gentagne gange nævnt i central-europæiske essays, så længe hans navn kunne bruges til at illustrere Darmstadts internationale betydning. Kaaja Saariaho accepteres, sålænge hun bor og arbejder i Paris. Åse Hedström ignoreres som komponist, fordi hun insisterer på at gemme sig i sit besynderlige hjemland, langt fra civilisationen. Saariahos landsmand, Erik Bergman, som er adskillige årtier ældre end hende og ubesværet begår sig i de europæiske idiomer, ignoreres tilmed også.

Der er i dag ingen, der tænker i imperialistiske baner, når de omtaler placeringen af den kreative musikalske aktivitet i de nordiske lande. Det er rige lande med regeringer, der opretholder en beskyttende politik over for komponister og udøvere. De har betydelige og bekostelige festivaler, hvor europæiske komponister programsættes i rigt mål, og de ligger lige der - på Europa-kortet - så her går det godt, fru Kammerherreinde.

Desværre forholder det sig ikke helt så pænt og helt så enkelt i virkeligheden. Når vi snakker om Europa i kulturel betydning, snakker vi ikke om det Europa, vi kan se på kortet. Europa i denne sammenhæng betyder den samling af lande, der har haft en imperialistisk rolle gennem de seneste århundreder. Og det er ikke engang hele stater, det handler om. Vi taler ikke om, hvad der sker kulturelt i Storbrittannien, vi taler kun om England. Som det tidligere er sagt: En irer bliver britisk, så snart han eller hun får betydning. Hvis han eller hun er irsk frihedskæmper, eller blot en ganske normal person, omtales han/hun som irer.

Europa består altså af England, Frankrig, Tyskland og sommetider Østrig. Spanien kan bruges til at gøre grin med og til at sende turister til. På lige fod med Italien. Der er jo ikke grænser for, hvor dovne, ukultiverede og naive de er dernede. Schweiz, Holland og Belgien er gode til at levere kapital og kunstneriske produkter.

Det er ikke engang landene, det handler om. Europa er samlingen af de byer, der har spillet en imperialistisk rolle med en opdeling af verdensbilledet, hvor London er statsminister, finansminister og krigs/forsvarsminister og gavmildt deler ud når det gælder områder som populærmusik og dans i de seneste århundreder eller kunstmusikken fra det 18. århundrede.

Inden for kompositionsmusikken defineres avantgarde som den musik, der kanoniseres af steder, der er accepterede som leveringsdygtige i produkter, der kan sætte standarden for alle øvrige kulturelle og geografiske områder i verden. London bevarer magten på trods af alle dens katastrofer. Her tillader man, at Paris etablerer sig som kulturelt centrum, selvom musik først bliver avantgarde i det øjeblik den lanceres som sådan fra et par centrale 'templer' i Tyskland.

Tyskland har vænnet sig til faktisk at opfatte sig selv som verdens musikalske centrum, sådan som det blev bekræftet af så intelligent en musiker som Alois Kontarsky for 25 år siden. I resten af verden accepterer vi troskyldigt de tyske metropoler og bureaukraters værdinormer. Vores egne komponister fra Latinamerika, USA, Asien, Afrika, Stillehavet, Skandinavien og andre områder i Europa, betragtes kun som lokale helte, som familiens stolthed. De bliver først 'internationale' navne, når de accepteres af Darmstadt eller Donaueschingen og bakkes op af et af de store forlag med tilknytning til avantgarde-musikkens store navne.

John Cage er kvalitet, fordi den tyske avantgarde-institution har vurderet ham til det, adskillige år efter han var blevet lanceret af en stor handelsmand på Côte d'Azur. I hans eget land, USA, opfattes han stadig som lidt af en klovn og universiteterne er meget bevidste om, hvorvidt det, de underviser i, er serialisme eller oversøiske afledninger af den tyske akademisme. Mexikaneren Conlon Nancarrow, født 1912, blev 'opdaget' som et 'nyt' geni i 1982, da han blev markedsført i Tyskland - hovedsaglig på grund af velvilje fra György Ligeti - af Schott og Wergo. Først da kan han foreslås som æresmedlem af The International Society for Contemporary Music (ISCM), og accepteres af 30 lande ved foreningens generalforsamling.

Iannis Xenakis er vigtig, fordi han er blevet spillet ved Donaueschingen og bor i Paris, mens Iannis Christou, død i Athen, hårdnakket ignores, selv om styrken i hans produktion skriger på international opmærksomhed. Dieter Kaufmann spilles ikke i Tyskland, fordi han er østriger, men høres ind i mellem i Frankrig, fordi han har studeret et par år i Paris. Folke Rabe er udelukkende kendt i Skandinavien, og der er ingen, der mener, han har spillet nogen nævneværdig rolle i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne - alene fordi hans talent ikke blev videreudviklet i Tyskland.

Luis de Pablo og Christóbal Halffter spilles i Tyskland, fordi deres musik ligger tæt op ad de tyske forbilleder. Manuel Hidalgo spilles, fordi han bor i Tyskland og optræder som en 'vild indfødt' i forklædning, hvilket har til formål at demonstrere, hvor åbenhjertede koncertarrangørerne er. Hvis han tager hjem til Spanien, vil det være som at rejse til Ingenmandsland. José Maceda er interessant, fordi han taler flydende engelsk, men han har endnu ikke modtaget bestillinger fra nogen af de europæiske institutioner. Ej heller omtales han noget sted i Europa som en af de mest fascinerende musikalske størrelser i de seneste årtier. Eller som en af det 20. århundredes mest originale komponister - som han rent faktisk er. End ikke i hans hjemland. (A propos: må jeg gratulere den danske ISCM komite for at have inviteret ham til at deltage i den internationale jury ved ISCM-festivalen 1996!) Avet Terterian eksisterer ikke, fordi han insisterede på at tilbringe hele sit liv hjemme i Armenien uden at sende SOS-signaler til Europa, og han døde kort før han ankom til Berlin som gæst ved byens Artists in Residence-program. Silvestre Revueltas er ikke en af de største komponister fra dette århundrede, men dog en interessant mexikansk nationalist. György Kurtág kan først udnævnes til æresmedlem i ISCM, efter han har haft succes i Tyskland. Brian Ferneyhough opnår sin betydning først og fremmest fordi han har haft en position i Tyskland. Som englænder får man ikke sådan uden videre en plads som komponist af kunstmusik.

Tingene er dog naturligvis ikke så simple, som det umiddelbart fremgår af ovenstående afsnit, og forskellige områder rundt omkring i verden udspiller da også roller som sub-metropoler. I Europa har en ung komponist stadig gode chancer for at vinde en pris i den hollandske Gaudeamus-konkurrence, hvis han eller hun er elev af Ferneyhough eller Franco Donatoni. Chancerne reduceres betydeligt, hvis den unge komponist er så uheldig at have studeret under fx Per Nørgård, Arne Mellnäs, Giacomo Manzoni, Joseph-Maria Mestres-Quadreny, Zoltan Jeney, Hector Tosar, Mariano Etkin, Sukhi Kang eller Ramón Pagayon Santos.

Ingen kan udpeges som den skyldige. Konsekvensen af det koloniale system er, at overalt i vores uddannelsessystem (såvel det institutionelle som det ikke-instutionelle) opdrages vi til at acceptere ethvert dogme, der lanceres som sådan fra et af magtcentrene inden for dette system. Tyskerne selv er ikke ansvarlige for deres rolle som kunstens myte-dannere. I Tyskland såvel som alle andre steder finder vi overordentligt velmenende kritikere og arrangører, som godt kunne tænke sig en lidt mere ligeværdig position, og som ikke holder af den protagonistiske rolle, som et par af byerne i deres land spiller, når det gælder kanoniseringen af avantgarde-navnene.

I øjeblikket, især, bliver magtcentrene mere diffuse og geografisk set mindre klart aftegnede. De befinder sig i de store multinationale selskaber og især i de store banker. Magten ligger ikke i selve byerne men alene i pengene. Med et symbolsk udtryk: I satellitterne. Det vil tage lang tid at ændre den internationale opmærksomhed med hensyn til udnævnelsen af musikalske normer og kriterier for kompositorisk prestige.

Oversat fra engelsk af

Hans Mathiasen.

Årgang 70/1995-1996, nr. 01