Bo og Bill

Da jeg kom ind på Musikvidenskabeligt Institut her til morgen hilste de gamle mænd smilende som de plejer. De er søde. Inde på kontoret lå en artikel af Birgitte Alsted med titlen Af en landsbykomponists dagbog. Alle skriver dagbog for tiden. Det private er godt læsestof. Senere faxer Bo Bolten nogle sider om anmelderne, som ikke forstår hans musik. Vores egen Thomas Michelsen gøres til munke-modernist. Men det forstår jeg ikke, for Thomas er jo en sentimental romantiker lissom mig. Han skrev om Alexander Zemlinsky og jeg skrev om Bo Holten, da vi gik i skole. Dengang jeg skrev om Bo, var Bo også anmelder. Men det holdt han op med og blev lejlighedskomponist, jingles, filmmusik og den slags. Det skal man bestemt ikke kimse ad. Tænker ved mig selv hvorfor Bo blev så sur på anmelderne, 9fter han selv holdt op med at være kritiker. Jeg spurgte ham om det i et interview her i bladet. Så sagde han: »Anmelder blev jeg ... fordi jeg havde brug for pengene. ... En person som har skrevet musikanmeldelser i mere end et halvt dusin år er musik-syg«. Der fik du den Jacoby. Jeg kommer til at fnise lidt, for det minder mig om Bill Clintons svar, da han blev spurgt om han havde røget hash. Så svarede Bill: »Ja, men jeg inhalerede ikke.« Både Bo og Bill var der, de gjorde det, men de mente det ikke. Men rigtig morsomt er det ikke, for tænk hvis Bo virkelig gjorde det for pengenes skyld... Jeg ser billedet for mig: Bo sidder den ene aften efter den anden på pinebænken og lægger ører til det ene kropumulige modernistiske værk efter det andet. For pengenes skyld. Det' synd. Læser Bos fax igen. Jeg kan godt lide Bo, men jeg synes han overreagerer. Thomas mener vist bare, at Bo har skrevet et udmærket stykke, men ikke århundredets mesterværk. Jeg er uenig med Bo - vi må se at få talt ud om det. Hvor var det godt, at han tog imod invitationen til at diskutere. For Bo er også viis og har kloge ting at sige. Det skrev Jens (Brincker, red.) selv engang i Berlingeren. Men er han en god komponist? Da han begyndte at være lejlighedskomponist, begyndte anmelderne at vende tommelfingeren nedad. Tager de fejl? Der var engang, hvor vi forstillede os, at der fandtes noget midt i denne verden, som var fuldstændig rent og uskyldigt. Der eksisterede mennesker, som ikke var befængt med alverdens urenheder. Og så var der alle de andre, som bare havde overgivet sig til mammon. Det synes jeg nu er en urimelig opdeling af verden. Var PH ufri som kunstner, fordi han også kunne producere en lampe, som et firma kunne sælge? Fellini producerede også mange reklamefilm, ganske som Lars von Trier gør det nu. Betyder det, at man nødvendigvis er skizofren, at man skal spalte sig i to: En kommerciel reklamemand og så i fritiden kunstner. Skal kulturministeriet købe von Trier fri fra reklamefilmene, så han kan få lov til at udøve sin kunst. Er det overhovedet to forskellige verdener? Men hvis Bo er viis, hvorfor tisser han så på kritikerne? I kritikken skal der krydses klinge og man må eksplicitere sine præmisser, som nødvendigvis må række langt ud over kunstværket og dermed være udsagn om verden og hvordan den bør være. Alt det, vi tidligere forestillede os var kernen i det, Habermas kaldte 'den kulturelle offentlighed'. Når man tidligere diskuterede koncerten eller teaterstykket ved middagsbordet eller på cafeen, så fjorde man det jo for at få afprøvet sine værdier. Det var hele ens livsanskuelse og værdisæt, som blev afprøvet i forhold til et andet menneske. Vel og mærke på et neutralt område, på en genstand man havde været fælles om at opleve, erfare. Det er jo det, der må være formålet med al kunst. Meningen er jo ikke, at der skal være nogle, som skal være kritikere og så andre, som blot nyder. Meningen er, at de, der anmelder et kunstværk, skal indgå i den kritik, som enhver, der har hørt kunstværket, må formodes komme med. På len måde får man målt sin opfattelse i forhold til andres opfattelse. Lige siden kunsten har eksisteret, har denne ræsonnerende offentlighed hørt ned til selve kunstbegrebet. Sådan tænkte jeg op ad formiddagen frem og tilbage. Måske også Bo vil komme ind på noget af alt det i sin kommende artikel. Det er ikke let, men som mor sagde, så er der heller ikke nogen, der lar lovet os, at det skulle være let.

Anders Beyer