Boulez og Webern ifølge Boulez

Pierre Boulez har rundet de 75 år. Det er markeret med koncerter og cd-udgivelser. Dagen før sin fødselsdag dirigerede Boulez Pli selon pli med Ensemble Inter Contemporain og sopranen Valdine Anderson i Cité de la Musique i Paris. DMTs udsendte, Søren Hallundbæk Schauser, overværede koncertbegivenheden, og han gæstede også det nyligt istandsatte Centre Georges Pompidou og udstillingen Le Temps, vite!

Dirigenten Boulez har indspillet Anton Weberns samlede værker igen. Artiklens forfatter har lyttet på de nye indspilninger.

BOULEZ FAKTA

De fire billige Boulez-cd'er på Erato 4509-98495-2 rummer Pli selon pli, Le visage nuptial, Le soleil des eaux, Figures, doubles, prismes, Rituel, Messagesquisse, Notations, Sonatine, Premiere sonate, Dérive, Mémoriale, Dialogue de l'hombre double og Cummings ist der Dichter

Udstillingen Le Temps, vite! kan i perioden 15.07.-23.10. beses på Palazzo delle esposizioni i Rom

(Via Nazionale 194, tlf. 06 4828757, Internet: www.palaexpo.com, og i perioden 28.11.-25.02. på Centre de Culture Contemporaine de Barcelone (tlf. 93 306 41 00, Barcelona.

Internet: www.cccb.es

Sony: Webern. Complete Works Op. 1-31 SM3K 45 845. De medvirkende er bl.a. London Symphony Orchestra, Julliard String Quartet, Heather Harper, Halina Lukomska, Charles Rosen, Colin Bradley, John Williams, Isaac Stern og Gregor Piatigorsky

Deutsche Grammophon: complete webern DG 457 637-2. Berliner Philharmoniker, BBC Singers, Christiane Oelze, Françoise Pollet, Mary Ann Mc Cormick, Gerald Finley, Gidon Kremer, Clemens Hagen, Emerson String Quartet, Eric Schneider, Gianluca Cascioli, Oleg Maisenberg, Krystian Zimerman, Pierre Boulez

Den 26. marts fyldte Pierre Boulez trekvart århundrede. Mange steder fejrer man begivenheden ved at invitere ham til at komme og dirigere egne værker. Efterhånden skal det første nok koste det tidobbelte af det sidste, men til gengæld får man både det bedst tænkelige resultat og mulighed for at hylde begge genier på én gang.

Og dagen før dagen gjaldt det Pli selon pli med Ensemble Inter Contemporain og sopranen Valdine Anderson i Cité de la Musique - det ret nye kompleks i Paris, der udover en prægtig koncertsal bl.a. rummer konservatorium, forskningscenter og instrumentmuseum og er et betagende eksempel på frankernes historiske evne til virkelig at tænke stort: Man har ryddet et par tønder lands bebyggelse til noget, der minder om en pavillon fra Verdensudstillingernes storhedstid. Til noget, der handler om musik. Og som endda er til at være i for mennesker, helt som landets nye Nationalbibliotek og ikke rigtigt som vores eget.

Under koncerten og i alfabetisk orden havde jeg selskab af komponisten Simon Christensen, idémanden Henrik Friis, en række dansktalende frøkener, samt Jens Hørsving og Ejnar Kanding. Dén fornemmelse hørte ikke til de mindst kriblende - for Pli selon pli blev jo uropført på den navnkundige ISCM-festival i Køln 1960, hvor andre unge komponister som Ib Nørholm, Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen deltog og lige siden fik så stor indflydelse på dansk musik. En karismatisk, men tydeligt svækket György Ligeti var der også. Vi så ikke umiddelbart nogen muligheder for at mænge os med andre kändisser blandt fødselarens venner, men de kunne selvfølgelig også have fejret ham ved opførelsen dagen før.

Selv var han ret så nøgtern den aften. En iagttager skrev om hans ophold hos New York-filharmonikerne i begyndelsen af 1970erne at audiences found him a remote figure, who never acted out the music before their eyes. Og alt oppe på podiet foregik virkelig uden pind, patos og unødig bevægelse, diskret til det underforståede. Musikken stod i forgrunden fra først til sidst. Hvilket ikke gjorde noget. Folk havde virkelig tilegnet sig detaljen, vundet friheden til at udtrykke sig i musikkens korte åndedrag, gjort dens halvkritiske tørke vedkommende for alle.

For kun 249 kr. kan man i øjeblikket anskaffe sig Pli selon pli i Eratos glimrende indspilning fra 1981. Her medvirker BBC Symphony Orchestra og sopranen Phyllis Bryn-Julson under ledelse af komponisten, og man får hele 12 andre Boulez-værker på i alt fire cd'er med i købet! Samtidig planlægger Deutsche Grammophon en meget lovende indspilning med Ensemble Inter Contemporain og sopranen Christine Schäfer, der begge arbejdede sammen med Boulez om indspilningen af Schönbergs Pierrot lunaire og Herzgewächse for et par år siden. Men et hurtigt kig på Internet viser at det stadig er muligt at høre Boulez' værk live med komponisten selv. Endnu i april måned opførte han det i hvert fald både i London og Køln. Og sikkert er det, at oplevelsen lægger nye alen til en forståelse af musikken.

Man risikerer højst at blive lidt skeløret, fordi der ofte er så langt mellem de aktive musikere: Af de fem satser Don, Improvisation sur Mallarmé I-II-III og Tombeau var den første oprindeligt kun for sopran og klaver, den anden for sopran, harpe og slagtøj, den tredje for yderligere klaver og celeste, den fjerde for en sinfonietta-lignende besætning og den sidste for ædru symfoniorkester - og selv om instrumentationen af de to første siden blev udvidet noget, sidder vældige styrker stadig ubenyttet hen i over en halv time. På den anden side kommer højdepunktet i Tombeau kun til at virke desto mere overvældende. I almindelighed lægger koncertsalen vigtige helheder til værket.

Rent bortset fra at selve overblikket forlener de mange brud med dramatisk logik, er det uforvanskede indtryk af selve klangrummet utrolig spændende. Værkets instrumentation ligger ikke kun fjernt fra det ordinære, med dens karakteristiske forankring i slagtøjet og mangfoldighed af køligt-nasale blandinger. Den virker i sjælden grad bundet til rummet og det horisontale - som om én klang hører til netop hér, en anden henne bagved, en tredje på tværs af det hele. Lydene forbinder sig ikke nødvendigvis med hinanden, kan tværtimod knage ret så udfordrende. Det er kun musikken, der flytter sig. Hvad man ikke umiddelbart fatter af værkets struktur, får man af gruppernes højt udviklede antifoni. Og denne rumlige modalitet er de glubende afstande fra før kun med til at fremhæve.

I det hele taget spiller Pli selon pli vel mere end nogen af Boulez' værker fra tiden på vores vilje til at høre sammenhænge og betydninger. Hans Structures I fra 1952 var snarere et opgør med den. Dengang havde han blandet kortene mest muligt og ikke gjort noget særligt for at ændre på deres rækkefølge.

Gennembrudsværket Le marteau sans maître fra 1953-55 kom til at lyde meget anderledes - impressionistisk, fransk, personligt. Kortene blev nu ikke blandet helt så energisk, udspillet var på ny et spørgsmål om fornemmelse. Structures fødte dén punktmusikalske verden, hvori Marteau sans maîtres melodier skulle bevæge sig frit omkring. Og i Pli selon pli fra 1957-62 var det harmoniens tur. Værket navigerer bestandigt mellem en klangfarvemelodisk linjeføring og en koncerterende måde at spille grupperne ud mod hinanden på - opstiller en funktionalitet, der ligger midt imellem det vandrette og det lodrette. De allerførste takter virker stadig som et varmt, næsten nostalgisk blik tilbage mod Marteau sans maîtres lyriske homofoni. Men da solisten forstummer efter første verslinje og lader instrumenterne om resten, bliver digtets ord til klange og dets linjer til flere klange - ikke melodier som Marteau sans maîtres. Sonetterne sættes ikke i toner, men bliver dem.

Når Boulez så mange steder har valgt at lade sig fejre med netop Pli selon pli - hans tredje vigtige, men efterhånden også halvgamle bud på en ny musikalsk poetik - er det vel fordi netop dét egner sig bedst til repræsentation. Ikke blot er det med sine knap 70 minutter hans ubetinget længste. Besætningen er også blandt de største, kun overgået af de før-serielle Le visage nuptial og Le soleil des eaux, det korte Notations fra midten af 1980erne og de ufuldendte Éclat/Multiples og Répons. Desuden er selve brugen af Stéphane Mallarmés romantisk-ekspressionistiske digtning så gennemført og samtidig så abstrakt, at de fleste symfonier med sang virker som rene liedcykler ved siden af. Og tilblivelsesprocessen vidner klart om at der skulle være Entwicklung med i spillet. Næsten ligesom librettoen til Wagners Ring voksede musikken i høj grad bagud: Efter de spontant komponerede Improvisation I-II og begyndelsen af Tombeau kom først den lange Improvisation III og til sidst førstesatsen Don. At Mallarmés fem digte - titlen stammer fra et helt sjette - tilmed endte med at bevare den kronologiske orden i forfatterskabet og endda tematiserer den nokså bekendte udvikling Von der Wiege bis zum Grabe gør jo ikke sagen mindre klar. På en vis måde er værket Boulez' symfoni.

Fart og Tempo

I øvrigt viser det nyligt istandsatte Centre Georges Pompidou midt i byen en kæmpestor udstilling, der hedder Le Temps, vite! Den er bygget ind i en drømmeagtig, let underbelyst verden af papirtynde gardiner, uforudsigelige labyrinter og prænatale lyde. Og dens tema er alt, hvad der har med tid at gøre: Tidsopfattelsen før og nu, tids-måling, tiden i kunsten og musikken, tiden i sindet, sporten, hverdagen osv. Faktisk fordeles effekterne på hele 12 forskellige emner, hvilket til gengæld virker lidt fortænkt. Ideen er vel at man skal nå hele vejen rundt. Hvis De forstår. Men effekterne er så spændende, at man sjældent skænker rækkefølgen en tanke.

Fx vies begyndelsen til astrolabier, efemerider, ure og kalendere fra alle tider. De sidste rækker helt fra Maya-kulturens til autoværkstedets foretrukne og ansporer bestemt til grundige studier. Fængslende er desuden Galileo Galileis originale noter fra hans første observationer af Jupiters måner, hvor han forresten også opdagede planeten Uranus - et par hundrede år før Herschel og uden selv at ville tro på det, men dét er en anden historie. Karakteristisk for de mange modstillinger møder man så et ellers berømt Fluxus-værk som Nam June Paiks installation Moon is the oldest TV fra 1965, der i dag kan virke lidt som Kvickly først på måneden. En større oplevelse er det faktisk at kravle ned i dén japanrøde Formel I, hvormed Michael Schumacher vandt Grand prix'et i 1996 og hvis futurisme klart giver lokale installationer over emnet baghjul. I rummet om tidløshed kan man siden bese en hårrejsende mængde vanitas-fremstillinger, høre den opera-aktuelle Guillaume Apollinaire oplæse Le pont Mirabeau i en vidunderlig optagelse fra 1913 osv. osv.

Hvad angår musikken, findes den overalt. Men dét skyldes kun at den kan bevæge sig om hjørner. Og så finder man hverken uendelighedsrækker eller rullende fortove. Men igen: Hver for sig er eksemplerne spændende nok. Lidt vel Experimentarium-agtigt har IRCAM fodret en masse computere med interaktive programmer af pædagogisk tilsnit, der selvfølgelig er nogle af udstillingens mest søgte effekter. Ellers kan man blandt meget andet opleve en videooptagelse af fløjtenisten Kathinka Pasveer, der spiller Karlheinz Stockhausens Kathinkas Gesang als Luzifers Requiem. Høre den proportionalt noterede version af John Cages 4'33 i en helt ny bearbejdelse fra centrets eget AV-studie, der æstetisk konsekvent har ladet et videokamera følge papiret millimeter for millimeter. Se originalmanuskriptet til Répons, for siden at gå ind i et særligt rum og høre værket i en avanceret IRCAM-gengivelse. Og se amerikaneren Conlon Nancarrows kolossale rulle til Study for Player-piano no. 21.

I princippet kunne man også høre Nancarrows kanon på et opstillet MIDI-klaver. Men emblematisk for den lidt stedmoderlige behandling af det hele var 'Player-piano' blevet til programmets langt mindre radikale 'piano-player' og instrumentet vist gået i stykker, henstod så mærkeligt forladt. Nærværende er derimod optagelsen fra april 1957 af Thelonious Monk, der i godt tyve minutter sidder og improviserer stadig mere vidtgående over Round Midnight. Og som noget af det sidste kan man lade sig hypnotisere af Ligetis fantastiske Poème symphonique pour 100 métronomes - også i en efterhånden let ramponeret version og sådan cirka hver halve time, men dét bliver det nu ikke mindre tankevækkende af.

Udstillingen blev anmeldt noget blandet herhjemme. Men er man dernede alligevel og vil bruge en halv dag på den, kan man faktisk komme ud mange opdagelser rigere. Fart og tempo, som kammeraternes yndlingsblad hed en rum tid. Man stødtes ligesom ikke ved pleonasmen dengang. Det skal der nok være en grund til.

Webern - igen

Endelig har dirigenten Boulez indspillet Anton Weberns samlede værker igen. Første gang var i årene 1969-71. Resultatet er blevet værdsat af mange - ikke mindst et kendt østasiatisk kompagni, der senere opkøbte CBS med alle rettigheder. Så det er nok dét, vi har at takke for Deutsche Grammophons udgivelse.

Men samtidig bliver man overrasket, hvis man gik og troede at Webern kunne være på tre-fire plader. På det nye sæt viser han sig at fylde hele seks, selv uden festsange og andekald. Udover de 31 opusnumre og arrangementerne af op. 5, Bachs Ricercata og Schuberts tyske danse - nu i Boulez' version - er hele 20 små og store værker ikke med på sættet fra 1991! Og mange af dem er så gode, at man let tilgiver eftertidens snagen i komponistens gemmer. Desuden er det godt at have flere eksempler på hans udvikling samlet på ét sted, når nu de er så kortfattede hver for sig.

Stærkest blandt de tre nye ting med orkester står den kvarterlange 'Idyl' Im Sommerwind fra 1904, fuldendt lige før studietiden hos Arnold Schönberg begyndte og inspireret af særligt Richard Strauss. Musikken savner overgange og formal konsistens i almindelighed, men er ellers fremragende i de præcist indfangede og suverænt instrumenterede stemninger. Fem orkesterstykker fra 1913 - slet ikke at forveksle med op. 10 fra samme tid - er komponeret i den modne aforistiske stil, men uden den store brillans i det klanglige eller koncentration i linjeføringen.

Desuden lyder Berlinerfilharmonikerne for en gangs skyld lidt uopvarmede, hvilket er både fatalt og menneskeligt i musik af denne karakter. Så går det bedre i tre orkestersange med sopran fra 1913-14, som notaren Paul Griffiths i sin vanlige, suveræne stil foreslår var tiltænkt en mahlersk sangsymfoni sammen med satser fra op. 10. Måske komponistens selvkritik især gjaldt hans egne tekster til ydersatserne, hvoraf den sidste i øvrigt delvis fremsiges - vel en påvirkning fra lærerens Pierrot lunaire. Ihvertfald hører blomster som begyndelsens Leise Düfte, Blüten so zart / Träumend erschliesst sich die Frau / Mondesgluten, Küsse der Nacht / Weinend mein Glück ich schau nok hjemme i poesibogen og virker tilmed som lidt af et knæfald for den anekdote, man ellers troede at musikken ville gøre op med.

Sopranstemmerne i sættet synges af den unge Christiane Oelze. Det er overalt et spændende valg, omend hun virker bedst i det dur/mol-tonale og stadig gløder mest i dybden. I kantaten op. 31 synger hun sammen med bassen Gerald Finley - den højst levende Papageno i John Eliot Gardiners sidste indspilning af Tryllefløjten, hvor hun selv er en uforglemmelig og meget forelsket Pamina.

Til Weberns sange får hun en hel, næsten fem kvarter lang cd i selskab med den lige så unge pianist Eric Schneider. Af de i alt 43 numre er de 23 nye i sammenhængen: Drei Gedichte fra 1899-1903, Acht frühe Lieder fra 1901-04, tre sange til tekster af Ferdinand Avenarius fra 1903-04, fem til tekster af Richard Dehmel fra 1906-08 og fire til tekster af Stefan George fra 1908-09. Og mange er virkelige perler, også de helt tidlige. At man så vælter rundt i forbilleder gør sjældent så meget i vokalmusik, måske fordi teksten kan appellere til et personligt udtryk alligevel.

Kammermusikken for strygere er noget af det, der bedst hævder sig over for den gamle indspilning. Emerson String Quartet lyder simpelthen bedre end den noget overvurderede Julliard Quartet anno 1970-71. De nye ting for strygekvartet er ikke mindre end et énsatset værk fra 1905, fem satser fra 1909 og yderligere en langsom sats, en rondo og tre stykker fra hhv. 1905, 1906 og 1913, hvortil kommer en sats for klaverkvintet fra 1907, op. post.-satsen for strygetrio fra 1925, to stykker for cello og klaver fra 1899 og en kort cellosonate fra 1914! Værket fra 1905, den langsomme sats og kvintetten er sammen med Passacaglia op. 1 de længste satser i hele produktionen og ligesom rondoen klart påvirket af den schubertske bredde i særligt Verklärte Nacht - men i længden er ingen af dem helt så spændende som de fem satser fra 1909, der virker mere radikale i sonoristisk forstand end selv de seks Bagateller op. 9 og ikke mindre avancerede end fx Bartóks første kvartet. En særstilling indtager også den sært Messiaen-klingende trio, der vist er det seneste unummererede værk i sættet og hvis tolvtonerække er blandt de smukkeste i produktionen.

Til klavermusikken og kammermusikken med klaver har man endelig engageret hele tre pianister udover Eric Schneider, og alle bedre end ham: Gianluca Cascioli er virkelig et fund til to lange og meget ekspressionistiske satser fra omkring 1906, en kontrolleret Oleg Maisenberg spiller med Gidon Kremer og cellisten Clemens Hagen - hvorefter det hele ender hos en fantastisk Krystian Zimerman, der gør variationerne op. 27, et Kinderstück på 46 sekunder fra 1924 og en anden miniature fra 1925 til organiske mesterværker og nok viser sig at eje sættets mest personlige udtrykskraft.

Hvad Boulez' fortolkninger angår, er der ikke de helt store forskelle til sidste gang. Tempoet er et andet visse steder og som regel en kende bredere, men aldrig mere end at det kun lægger få sekunder til satsen. Og tager man samtidig Berlinerfilharmonikernes medvirken, den strålende tekniske kvalitet og ikke mindst de mange 'nye' værker i betragtning, er cd'erne et klart müssen i sig selv. Men: Ret ofte fremgår en plades egenskaber allerede af dens ydre.

Deutsche Grammophons indspilning vil først og fremmest signalere noget postmoderne. Alle vegne er der pastelfarvet højteknologi, Atomium-agtige figurer og anakronistiske streger alla optisk notation. Man ser det for sig - sættet på den inkarnerede DG-samlers mahogni, lige efter Jægerbruden. Ikke just befordrende for nogen af delene. Og selv ville jeg vælge at have cd-versionen af den tredive år gamle indspilning stående midt imellem. Det er noget med atmosfære, med luft fra en anden planet. Hvor den første endnu besidder en romantisk-vibrerende og sikkert ganske ufrivillig opførelsespraktisk autenticitet, præges den anden uundgåeligt af de lidt yngre kræfters ahistoriske bevidsthed om Weberns musik som 'ny'.