Sensationelle satsninger

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 07 - side 217-217

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Vil du være medlem af foreningen Seismograf?
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

For 20 år siden kunne computere fremvise 64 farver på skærmen, for 10 år siden var det muligt at skabe en farvepalet på 256 skærmfarver. I dag kan computeren producere 16 millioner farver. Den digitale revolution har slået igennem på alle niveauer i vores professionelle og private liv. Den nye teknologibaserede kunst er ekkoer af den revolution, som har sat sig igennem i samfundet - i vores kommunikationsformer, i vores arbejde og i vores fritid.

Samtidig med at priserne på digitalt isenkram til video, musik og billedbehandling er faldet drastisk, er der fremkommet en ny type kunstner, som ikke længere er afhængig af bestemte institutionsbasede kundskaber og traditionelle netværk. I tillæg hertil er der med Internettet som global platform åbnet for en stor og kompleks arena for interaktiv kunstnerisk virksomhed for i princippet alle, der har en computer og et modem. Med den digitale teknologi kan vi nu fremstille helt nye modeller for tid, sted og identitet. En ny tids kunstnere tager forståeligt nok vel imod disse nye muligheder.

Når man går på opdagelse i disse nye udtryksformer, bliver det bliver stadig sværere at kategorisere nyskabelserne med til rådighedstående medie-terminologier som fx video, skulptur eller fotografi. I det digitale medie er informationerne udskiftelige, og de kan bruges på forskellig måde: En enkel såkaldt CAD-fil som består af en binær kode, en serie af nuller og ettaller, kan oversættes til todimensionale billeder, tredimensionale former og endda til lyd. Bevidstheden om mulighederne inden for dette område er hos de skabende ånder betydelig, for de har erkendt, at den digitale verden påvirker os næsten uhyggelig meget. Så meget at teknologierne påvirker vores sanseapparat, vores tanker og følelser. Hvor opfindelsen af fotografiet revolutionerede ved at fastholde 'virkeligheden', er den digitale teknologi det ultimative redskab til at indfange nuancer af det 'ikke-virkelige'. Konsekvenserne heraf er vældige og på én gang skræmmende og fascinerende.

Historien om de første teknologiske landvindinger frem til vore dages digitale virkelighed er også historien om traditionsbevidsthed i musikkens verden. Som det hedder et sted i dette nummer om emnet: »Stort set alle disse kunstnere er yderst bevidste om, hvilken tradition de indskriver sig i. Fx ser DJ Olive sig selv i såvel traditionen fra musique concrète som fra DJ-kulturen, og DJ Spooky kalder sig et møde mellem Grandmaster Flash og John Cage - så der er en lang række indflydelser på spil som er helt åbenlyse.«

I dette nummer er vi dykket ned i nogle forudsætninger og aktuelle nationale og internationale tendenser. Læs om Else Marie Pade og hendes efterfølgere. De sidstnævnte, efterfølgerne, udgiver cd'er i store mængder, førstnævnte har aldrig fået indspillet et værk på lp eller cd. Måske d'herrer pladeproducenter efter endt læsning af artiklen på de følgende sider vil overveje at dokumentere en af de virkelige pionærer på området.