I did it - MAAAAYDAY.!.

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 03 - side 74-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Holmen er bøsse

Den 17., 18. og 19. november afholdes debutkoncerter i henholdsvis Odense, Århus og København med eksempler på komponistens ... whatever. Skulle enkelte af jer ikke have en lam undskyldning for at udeblive - en bedre Harlequin-film, "min papegøje skal opereres" - måske ganske enkelt bare føle en sygelig trang til at skylle 75 dask eller hvor meget den lille forstadsmide bommer jer for ud i lokummet - be my guest; bring øreplugs eller kodymagnyl along og spild et par pligtskyldige timer i et udmattende og gennemført intetsigende støjkaos af så dilettantisk dybde, at det i sig selv bør sikre manden en fodnote i dansk musikhistorie. Nu har jeg gjort hvad jeg blev bedt om. OK? Vi snakkes.

Kærlig hilsen Morten

Af Morten S. Danielsen

Det eneste rigtige i den fakede introduktion er datoerne/byerne. Der er absolut al mulig grund til at sætte et stort kryds i kalenderen. Faktisk blir jeg kanon mopset hvis I ikke gør det - og I ved hvad der sker når jeg blir mopset. (Det gælder også dig Bent. Bent ... )

Hentydningen til den velkendte sang er bevidst, for er der p.t. en komponist i kategorien ny kompositionsmusik som går sine egne veje er det Jexper Holmen. Han insisterer på sig selv. Han rykker og er komplet ligeglad med hvordan omgivelserne reagerer. Som ægte skelsætter og provo kan man enten kun hade eller elske hans musik. Jeg tilhører den sidste gruppe og skriver vel og mærke ikke dette i kollegial loyalitet over for en ven og tidligere medstuderende. Nixen-bixen. Der ligger ægte bebejstring bag.

Jeg husker den stille latter med hvilken jeg i Rom 1999 modtog meldingen om, at "... Holmen skriver garagepunk." Selv kalder han det kammerpunk, hvilket i og for sig også er en mere spiselig kategorisering. Nevertheless ser jeg ikke nogen grund til at mildne termen; der er i værkerne fra 97 og frem et gedigent ekko af garage - ikke mindst når man som gæst i skotøjsæsken af en lejlighed i Albertslund har fulgt arbejdsgangen og de omgivelser denne leves ud i; en alt andet end sofistikeret livsstil - bunker af trash dynget op som selvlevende installationer, et aftrædningsareal i opløsning, den til tider næsten ungdomssløvsindsagtige attitude bag hvilken de enorme energier hobes op, som bunkerne af affald, for så på no time at blive hældt i partiturer af perfektioneret faksimilekvalitet. Temmelig Schubertsk. Intet keyboard, kun få skitser i form af harmoniske progressionsplancher. Derefter tilbage til computeren og downloade Århusiansk tumberock eller læse alt fra Red Meat til Iain Banks The Bridge, sove længe eller drikke sig fuld, tonse rundt i gaderne og være ti minutter om at ramme nøglehullet. Ret garaget.

Holmen har sure tæer.
Nej, - det var bare for sjooooooooovt.

Som med Ensemble 2000 - værket Flowershaped and Artificial. Anede ikke præcis hvad der manglede - og så skete det. Han beskriver selv situationen: "Jeg udforskede materialet så dybt at det nærmest virkede absurd og endte med at skøjte nonchalant hen over overfladen." Videre hedder det: "Det er en meget enkel komposition, men når den bringes til live og mødes i åben konfrontation med det klangligt set meget heterogene ensemble, åbner den sig som en blomst og fremstår med kompleksitet." Der er i hvert fald tryk på. Og det er en typisk Holmen - grafik der møder én. Alle bedes spille "Vibrato isterico sostenuto brutale". Sådan! Klaveret har kun én type indsats i første sats - en fikseret cluster i diskantlejet - strygerne hamrer derudaf med konstante sffffpppp attacks i samtidige skift fra regulær til irregulær rytmik, crescendi og diminuendi så closeup at det lyder som astmatisk vejrtrækning - en glissade-sekvens og tilbage i huggene. Guitaren høres (utroligt nok) gennem alt dette i metrisk regelmæsige indsatser, slagtøj og blæsere snor sig ovenover i et enkelt men effektfuldt harmonisk væv. Vaskeægte Holmensk lydbillede - en selvskabt stereotyp. Men ser man nærmere i materialet, opdager man hvormeget liv og spændstighed der skjuler sig. Musikken virker (og er!) ekstremt engergisk/brutal og må nødvendigvis virke frastødende på en sædvanligvis stor mængde af publikum.

En anmelder skrev engang noget i retning af: "Det er typisk man råber højt når man ikke har noget på hjerte". En ældre kollega buhede højlydt midt under en koncert, og ved Holmboe-konkurrencen 1999 i Horsens (hvor Holmen tog en delt andenplads), konstateredes det på drevent jysk: "Det lyder som når jeg saver brænde."

Yes, det er hårde sager øret udsættes for, men der er i denne musik andet end den rå og tilsyneladende upolerede overflade. Lytter man tilbunds og et øjeblik fortrænger den obligatoriske opfattelse af, at noget larmende og stærkt dissonant er grimt - bytter man simpelthen om på begreberne grimt og smukt, brutalt og blidt - ja så åbner musikken sig vitterlig og man gir sig selv en chance for at opleve den. Det er en metode til frigørelse af evnen til at modtage som gavner i mange faser af livet.

"Lad os antage, at alt dette minder om sandheden"
Xenofanes

Jexper har da også stået i prekære situationer. Under samarbejdet med Storestrøms Kammerensemble løb han ind i en dagsorden i kantinen, hvoraf det fremgik, at "stykket er ekstremt dårligt ..." Av for den. Orkesterværket Trancendal Preferences 1 blev lynchet af både Aalborg Symfoniorkester og Sjællænderne. Mødet med sidstnævnte orkester beskrives af Jexper som: " ...uden afklaring. Første prøve endte i totalt kollaps."

Men lige så venlig og til tider lidt verdensfjern Holmen kan være, ligeså tosset og kontant i sin retorik bli'r han når han pirres tilstrækkeligt. Under en prøve i Tivoli stiller han sig ganske enkelt op på en stol og fagter med partituret mens han ser olmt på musikerne. Hallo! Da Salonen til et seminar siger: "I hear nothing but the struggle", kommer det promte fra Holmen: "Isn't that your problem."

Holmen piller næse.
Nej, - det er bare for sjoooooovt.

Ser man gennem værkerne fra 96 og frem, konstaterer man ikke kun en kurssikker udvikling hen mod den omtalte stereotyp, mandens musik ofte forbindes med. Man forbløffes først og fremmest over den vældige spredning i teknisk og udtryksmæssig henseende. Agerfeldt-Olesen har så smukt beskrevet egne associationer i sin anmeldelse af Expect. Jeg oplevede omtrent det samme; noget fanget, et væsen indespærret i en abstrakt oplevelse af angst - fløjtens insisterende figurer i konstante fald fra det høje leje understøttet af strygernes kraftfulde quasitonale harmonik. Værket er skrevet på fire nætter og blev således det første hvor Holmen praktiserede den hektiske arbejdsmetode der fra og med Into your Mind skulle forblive den "ufravigelige standard. Det hele pladres ned i sidste øjeblik, og som han rammende konkluderer: Konfrontation! Konfrontation! Konfrontation!"

Eller Crystal Park, et endnu tidligere værk og i øvrigt opkaldt efter en drankerplads i Grønland. Hér er det den ekstreme Adagio molto - stilhed over for teknisk vanskelige gracenote-arabesker der batter. Det harmoniske sprog og udviklingen af dette er mums - man keder sig ikke et øjeblik. Lydene ånder i deres ekstremer. Selv siger han netop: "Dette er det første værk, hvor jeg tænker i ekstremer. Sidenhen har dette været et ufravigeligt træk. Det afgørende vendepunkt var mit møde med Xenakis. Jeg spillede et af mine stykker for ham og mens musikken spillede, var mandens tilstedeværelse tilstrækkelig til, at jeg følte et instinktivt ubehag ved min famlende attitude. Heldigvis kunne han bagefter levere den brutalt skånsomme bemærkning: "To schoollike!""

Herefter formulerer han en interessant selvbetragtning: "Hvad titlen angår, kan den i lighed med de fleste af mine værker bruges som en overskrift over hele min produktion: Den er netop en kalkuleret organisation de levende organismer som lydene i denne sammenhæng repræsenterer. Lyd opfører sig selvfølgelig altid kaotisk og uciviliseret, hvilket jo er dybt smerteligt, når man som komponist har brug for dem som kommunikationsmiddel. Dette er mit grundliggene kunstneriske problem. Min attitude over for lydene er dybfølt og brutalt intolerant: Frem for at forsøge at løse problemet ved at tæmme lydene v.h.a. effektiv instrumentation o. lign., accepterer jeg deres kaotiske natur under indædt protest og stritter imod af alle kræfter. Min protest består i de demonstrativt enkle og (som regel) dybt gennemtænkte og renfærdige planer (partititurer) jeg udarbejder som dessin for den måde, lydene skal organiseres på, samtidig med, at jeg opsøger situationer, der er så ekstreme som muligt. På den måde kommer min musik til at handle om den stejle kontrol overfor det ukontrollable. Det er for mig den eneste værdige måde, man som menneske kan forholde sig til modstand på: Åbenlys konfrontation frem for gusten mani."

Så kan det vel ikke siges klarere.

Jo, - Holmen har sure tæer?
Nej, det var bare for sjooooooovt.

I Mesoplodon Pacificus forfines arbejdsmetoden imidlertid. Der er mange detaljer som er værd at studere. Klarinetten, Jexpers eget instrument, udnyttes med sine store klangmuligheder fuldt ud. Harmonikken er grel, men de skærende dissonante klange er raffinerede og instrumenteret/spacieret med effektfuld præcision.

Værket er opkaldt efter en næbhval der aldrig er set i levende live. Man ved stort set intet om dette store dyr fra havets dyb. Komponistens beskrivelse af arbejdsprocessen uddyber dette: "Efter mine erfaringer med at gennemrejse de strukturelle dybder, nåede jeg til den fascinerende erkendelse, at uanset hvor længe og energisk jeg udforskede dem, kunne jeg absolut intet kunne vide om, hvad der måtte gemme sig dér. Jeg forsøgte at fortsætte i samme spor, men løb panden mod en mur."

"Jeg kan næsten ikke tro det. Jeg er fri."
Danielle Steel

Har netop været på lokum - Kanding er ude af syne. På gulvet ligger Jexper i en blanding af champagne, kaffe og smadret glas. Meget glas. Efter at ha løftet ham op på stolen beslutter vi at ringe efter en taxa. Det gør ham rasende og han skrider. Efter fem minutter vender han tilbage og vi genforenes i ømt favntag til en arie af Puccini.

Den musikalske indflydelse kom-mer primært fra Xenakis og rockgrupper som Smashing Pumpkins og Nine Inch Nails. Det kan også være bedøvende.

Han er uddannet af Nørholm og Frounberg. Det er knapt så bedøvende. Han er desuden en skide brilleabe og har siden 1999 båret paryk.

Og så er han er fra sidste årtusinde.

Sidder og snakker musik og hold kæft hvor ved svinet meget. Han har en irriterende evne til at huske replikker og umulige situationer, obskure temaer. Man skal bare klø sig på panden og tøve et øjeblik, ræsonnerende, så kommer det ud af munden bag Jim Morrison-skægget.

" - skriv så vinden ikke sletter det."
Isabel Allende

Prøv at læse det følgende:

"Når jeg rigtig skal hygge mig, plejer jeg at købe en stor pose elastikker og så tilbringe en times tid eller to med at sidde og klippe dem i stykker. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor det er sådan, men af én eller anden grund er jeg fuldstændig vild med lyden af en elastik, der bliver klippet i stykker.

Sådan er der så meget og dermed er det bare eksemplificeret, at det med, hvad man kan lide at høre på og hvad man eventuelt ikke kan lide at høre på, er noget personligt og uransageligt. I mit liv som komponist er det rart én gang for alle at have sat den slags på plads.

Musikkens fjender er mine fjender. Visse mennesker hader åbenbart musik: Når musikken bliver stor, forlader de lokalet eller taler uophørligt og energisk uden indhold eller skruer ned eller bidrager på anden måde til musikkens strukturelle nedsmeltning. Ofte oplever jeg imidlertid, at de kan holde ud at høre på min musik. Det piner mig. Først når jeg har skabt den musik, der får dem til - fuldstændig uforstilt - at løbe skrigende bort, fordi strukturen i deres hjerne, dag, liv, familie, spisevaner, whatever ville kollapse i åben konfrontation med strukturen i min musik, er jeg glad. Ikke så meget som ét sekund før.

(O.k.: Hvis der er nogen, der vil forsøge sig med at finde en forklaring på det med elastikkerne, så vil jeg blot sige: God fornøjelse. Jeg er nok ikke den, der vil bidrage med oplysninger - det forekommer mig at være skruen uden ende.)"

Det er skrevet af Holmen selv. Jeg tvivler nu på om det lykkes at få folk til at løbe skrigende bort. Men det lille selvportræt er rene ord for pengene. Og så gir det endnu en pejling om, hvem individet Jexper Holmen er; som hele denne fremstilling af ham og musikken jeg har skruet sammen: Weird.

Jexper havde engang en fobi over for birketræer. Der var tonsvis af dem da han gik hjemad en aften og han troede de havde øjne. Det var ikke sjooooooooooovt. Han har også engang bidt halen af en hund. No shit. Arme køter.

Attitudedemonstration. Det er hvad Holmen kaldte sin intention med værket Attempt. Stykket handler om strengt kalkulerede passager og spontant improviserede udbrud. "Det hele bliver fremsat med den insisterende brutalitet, der er det eneste middel, der er skånsomt nok, til at formidle mine livsytringers mimoseagtige skrøbelighed." Mine livsytringers mimoseagtige skrøbelig - det er faktisk en smuk sentens Bent. Bent ... Og det er kompliceret, kunstnerisk-eksistentiel tænkning som ligger bag musikken.

"Jeg har dette her billede med en tomat, der skal skæres over. Hvis man forsigtigt forsøger at gennembryde den med en sløv kniv, lykkes det at tvære den fuldstændigt til puré. Er kniven derimod meget skarp og foregår handlingen med et energisk (og forsvarligt tilrettelagt) hug, efterlader man de to dele uskadte."

"I intet andet værk har jeg i så høj grad eskaleret i de kaotiske ekstremer, der fascinerer mig så dybt. Og det hele er tilrettelagt med så udtalt en enkelhed, at jeg mente at have skrevet mig ned på abeplanet."

Efter to paniske og opslidende døgn, så Jexper partituret igennem og var rystet over hvor "dilettantisk" det tog sig ud. Og videre: "Men ude i horisonten anede jeg også en triumferende fornemmelse af for en stund at have distanceret mig fra det artistiske præstationsræs, jeg åbenbart ubevidst havde ligget under for indtil da. Det er endnu ikke lykkedes mig at befri mig fra det, men jeg arbejder på det."

Jexper Holmen Debutprogram

Expect (fl.+vln.+vla.+vcl.) 1997
Into Your Mind (sopr.+guit.) 1999, 1 + 2
attacca:
Flowershaped and Artificial
(altfl.bsfl.+bscl.+perc.+pno.+guit.+vln.+vcl.) 2001
1 Monstuoso, brutale
2 Un poco piu mosso
attacca:
Attempt (picc.+cl.+perc.+prep.pno.) 2000
pause
komponistens hår farves blåt og han spærres inde på lokummet
Extend/Illuminate/Unfold
(soloacc.+fl.+altfl.+cl.+bscl.+cel.+vln.+vla. +vcl.+electr.) 2001
incl:
Prefer (acc.+electr.) 2000
Crystal Park (vln.+prep.pno.) 1996
attacca:
Mesoplodon Pacificus (sopr.+cl.+perc.) 1999
attacca:
Crystal Park - 2. del
attacca:
Mesoplodon Pacificus - 2. del
(Koncerterne foregår den 17.11. kl. 20 på Det Fynske Musikkonservatorium, den 18.11. kl. 19.30 på Det jyske Musikkonservatorium, og den 19. november kl. 20 på Den Anden Opera i København).

Årgang 76/2001-2002, nr. 03