Havevandring

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 04 - side 142-143

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Arbitrary

Suså Festival nummer 11 i weekenden 23.-24. august


Af OLE LAURITZEN

"Haven med stier der deler sig" kalder Ib Nørholm et af sine mange stykker kammermusik. Arrangøren af Suså Festivalen, Anne Kristine Smith, tog titlen til sig i sin beskrivelse af festivalen i Suså som en have til at vandre omkring i, hvor snart den ene, snart den anden kan opdage noget, der lige netop fanger hans eller hendes interesse.

Et godt billede af den lille festival, som holder fast i udelukkende at præsentere ny dansk musik. Rammerne dannes af den slidte skole i Skelby, og på det lokale sted har Suså Festival fået sin særlige identitet. Akustikken i den lille festsal er klar og ren, vejret er altid pragtfuldt, så publikum i de tilmålte korte pauser ubesværet kan opholde sig under høj, klar himmel i sensommerens lune solskin.

Suså Festival er kommet for at blive, og det er væsentligt, efterhånden som antallet af ny musik-festvaler her i landet skrumper ind. I selvsikker tro på fremtiden har Suså annonceret datoerne for de næste fire års festival-weekend'er, frem til 2007.

Tilhørerne er der, unge og gamle fra nær og fjern, som var kommet for at gøre opdagelser i 2003-programmets 27 værker med syv uropførelser. Med velfortjent stolthed meddeler Anne Kristine Smith, at årets publikumstal nåede op på 488, hvoraf 99 var elever fra fire uddannelsesinstitutioner.

Musikerne er der, gengangere og nye solister og ensembler kommer med glæde for at spille og løser de bundne opgaver med stort engagement. Og flere af dem bliver og lytter på de andre koncerter, nogle vender tilbage som tilhørere, selv om de ikke skal optræde på årets program.

Milde magter holdt hånden over 2003-festivalen, her var ingen sygemeldinger fra musikere eller komponister, der kunne skabe uforudsete vanskeligheder, alle musikere mødte op som aftalt, alle værker blev opført: Suså nr. 11 blev bogstavelig taget gennemført efter programbogen.

Hans-Henrik Nordstrøm danner, nu sammen med guitaristen Per Dybro Sørensen, det kunstneriske lederteam. Men man forbavses over, at de samme to skal være deres egne praktiske grise - et mindre hold hjælpere kunne lette dem arbejdet og give dem ro til at koncentrere sig om de mange andre opgaver, de nødvendigvis må påtage sig.

Jeg må sige, at man lagde stærkt og selvsikkert ud med det der hedder 'Et brag af en koncert'. Vokalgruppen Ars Nova mødte frem med sin nye faste leder Paul Hillier og flere for undertegnede nye ansigter i koret.

Det er en gruppe i stadig bevægelse, men kvaliteten og det klanglige særpræg er intakt, og sikkerheden i præstationerne er den samme. Der var gods i koncertens værker. Hvad enten det drejede sig om Bent Sørensens enkle og smukt klingende motetter med kærlige tanker til renaissancens vokalpolyfoni eller de mere vildtvoksende nye sager af Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen.

I sine to nocturner til tekster fra Ole Sarvigs Året og Ib Michaels Stjernespejl vender og drejer Nørgård tidligere versioner af sine sange uden strejf af træthed. Disse genkomponeringer virker, som om komponisten vil fortælle tilhørerne, at "godt nok har I hørt denne her før, men jeg kom op med nogle ting, som lige skulle med, så hør nu bare".

Og den australske digter Les Murrays muntre billeder fra virkeligheden har virkelig bragt Pelle Gudmundsen-Holmgreen på toppen. Hans fire madrigaler er udadvendte og morsomme, men samtidig stærkt gennemtænkte. De giver nye bud på programmusikalske 'madrigalismer' med håndfast gennemførte dyreimitationer, især i Octave of the Elephants.

Ars Novas solister kæmpede med elefanternes trompeteren for at give dem fysisk slagkraft og frapperede tilhørerne, skønt komponisten vist ikke var ganske tilfreds! Det var en koncert, der rummede stof til en ny cd med den fremragende vokalgruppe, der sandelig ikke stikker op for bollemælk.

De gamle cd'er gik som varmt brød efter koncerten. Det er en vældig god idé at fremlægge cd'er med de aktuelle ensembler og solister. Som oftest er det imidlertid musikerne selv, der medbringer udvalget, så man skal være vaks ved havelågen, ellers er skiverne væk med de bortdragne musikere. Det er her-og-nu- tilbud til impulskøb.

Hvis hele udvalget lå til beskuelse og overvejelse - og publikum var forberedt herpå - kunne man have kontanterne klar, og salget styrkes. Det stående udvalg i landets butikker bliver jo mere og mere snævert og dermed udbredelsen af musikken og kendskabet til den mere besværligt.

Desuden brillerede DR i år ved sit næsten totale fravær, havde sparet transmissioner af koncerten væk og spiste lytterne af med 'stemningsrapporter', så også den mulighed for genhør er mistet.

Hvis man nu optog opførelserne til produktion på dvd - såvel billede som lyd? Ku' man det?! Mange ny musik- værker er lige så meget for øjne som for øren. Det gjaldt nu den nye Duo Kapow!, der dukkede op med tre værker af unge folk under de 30. Det er ved at være trendy at danne duo for saxofon og slagtøj - vor tids svar på strygekvartetten?

Det var glædeligt at stifte bekendtskab med nye komponister, som fuldkommen uhøjtideligt kombinerer det klingende stof og opførelsessituationen. Befriende inspireret af rockens svedende energi og aldeles uimponeret af traditionen i 'den klassiske koncertsituation', men ikke mindre krævende.

Alle tre stykker, Simon Steen-Andersens Studie, Kaspar Jarnums Der Totschläger und der Rattenfänger og særligt Niels Rønsholdts værk var musik, der medkomponerer konkurrencen mellem de ulige instrumenter og inddrager musikeren som person. I Rønsholdts Drink me, make me real blev saxofonisten Claus Olesens fysiske og psykiske anstrengelser selve værkets idé i et barsk modspil over for Henrik Larsens slagtøj. Var disse stykker særdeles højlydte og pågående, så var den originale Duo Debout i den anden ende af skalaen.

Søndag formiddag fremførte den både spillende og syngende bratschist Mina Fred sammen med marimbaspilleren Alan Linder Aksel Borup-Jørgensens Rilke-elegi Autumn Leaves med en følsomhed, der blev ført videre i Svend Nielsens lyriske intermezzo, fuldkommen forelsket i samklangen mellem bratschens flageoletter og vibrafonens strøgne toner.

Tystheden i Juliana Hodkinsons blide og enkle dukkesange for Rhoda og Harriet gjorde publikum åndeløst. Vi har lært, at i Hodkinsons stilleverden kan den berømte knappenål, der falder til jorden, forstyrre intentionerne fatalt. Det dramatiske klimaks var her et skarpt knivhug mod en tynd snor, så en hønsefjer faldt til jorden. Efter opførelsen blev der også tørret mælk op ...

Det ville man ikke kunne høre på en cd - men nok derimod ankomsten af en bus, som med motoren snurrende lossede sine ungdommere, der skulle på koncertbesøg.

Ivrig snak og bagagebump brød ind i Hodkinsons stilhed. Et forstyrrende element fra verden udenfor, men alligevel et forfriskende break, for der er altså langt mellem snapsene i Julianas sagte forløb.

Igennem Susås 11 festivaler 1993-2003 er i alt opført 277 værker, heraf 74 uropførelser og 78 komponister er præsenteret, meddeler årets programbog på sine sidste sider.

Stop op et øjeblik - er der virkelig så mange - og sikkert flere til - der interesserer sig for at producere inden for denne specielle genre, udforske tone- og lydmaterialet og stille det op i nye 'aldrig før hørte' sammenhænge?

Ja, det er der så. Gamle og unge mellem hinanden.

Erik Kaltoft var som altid på pletten og viste i sin soloafdeling tre vidt forskellige temperamenter frem: Yngst var Niels Marthinsen med sit ikke overbevisende forsøg på at skabe variationer ud af orkesterstemmen fra sin opera Maestro.

Gunnar Bergs Eclatements, som har en særlig stjerne hos Kaltoft, fik derimod et stædigt vedholdende, supermodernistisk og dermed frisk virkende udtryk, ligesom Nørgårds lige så friske, virtuost legende kapløb melem Akilles og skildpadden.

Her var ingen uropførelser, men seks af de otte koncerter bød på nye sager, blegt og mere farverigt mellem hinanden, sådan må det være og overladt til den enkelte tilhører, som udtrykt i Anne Kristine Smiths billede af festivalen som havevandring.

Det var Ensemble Fyn, der engageret afleverede det komplicerede forløb i Nørholms næsten tyveårige stykke med den lange titel Haven med stier der deler sig. Men jeg savnede 1984-uropførelsens gradvise spredning af musikerne i rummet som synligt udtryk for de enkelte stemmers individuelle tempi imod slutningen af værket.

Ensemble Fyn var førstegangsgæster på Suså og viste flaget med en noget forsigtig og veg uropførelse af svendborgenseren Tore Bjørn Larsen, skrevet til det dygtige ensemble. Sprødt besat med fløjte, klarinet, violin, cello, guitar, klaver og slagtøj spiller de ny musik med stor fornøjelse - uden dirigent, men musikerne takterer ivrigt på skift.

Større styrke var der i Hans-Henrik Nordstrøms Riverrun, kalejdoskopisk, men også inspireret af Joyces Finnegan's Wake. Nordstrøms musik er vel nok det, som man tidligere betegnede som 'fabulerende', men i de senere år mærker lytteren en strammere arkitektur og en udviklet klangglæde, der kom modspillet til gode i Riverrun og i endnu højere grad i hans messingkvintet Vækst. Her lader han bløde flygelhorn afløse af lyse, virtuose diskanttrompeter og skaber dermed et klart formforløb i musikken.

Art of Brass Copenhagen var et clou på Suså 2003. Mesterlig jongleren med instrumenternes muligheder, som blev udnyttet til fulde i Ib Nørholms From the merry Life of a Spy - en mini-spionthriller model Le Carré, som fik hele salen til at trække højlydt på smilebåndene i finalens veritable skudduel og efterfølgende udånden.

Meget af musikkens virkning beror på musikernes udstråling, og Guitartrio 1+2 kvikkede i høj grad selv op med deres små, jordbundne kommentarer til værkerne. Musikkens substans blev også tættere efter Bo Lundby Jægers Skyggespil, som koncerten skred frem med Karsten Fundals spændte Figure and Ground Study 2 og Aksel Borup-Jørgensens Peripeti, som har fundet sin endelige fylde og kraft efter to forsøg på tegnebrættet.

Skal man bruge dirigent til ny musik? Ensemble Fyn gør det ikke, Figura gør. Med dirigenten Thomas Søndergaard som samlende inspirator og Helene Gerris i front lukkede Figura Suså 2003 med markante værker som Fundals Memory, der som i en drøm opløser tekst og musik i absurditeter og Niels Rosing-Schows ligeledes stramt konstruerede, men mere fintslebne Llanto, en klagesang over en berømt tyrefægter til Lorcas intense tekst.

Og så glædede jeg mig atter over liv og musikglæde i stykker af de - for mig - nye navne Simon Christensen og Jørgen Messerschmidt. Herligt og befriende at møde viljen til et åbent udtryk hos de unge og yngre komponister, uden at tonerne fortaber sig i indadvendt spekulative sysler, som bare skaber tomrum mellem musikken og tilhørerne.

Herunder: Ensemblet Figura blev dirigeret af Thomas Søndergaard.

Årgang 78/2003-2004, nr. 04