En festival der satser på blød avant-garde

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 04 - side 146-149

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musikhøst 2004 sikrede endnu en gang det internationale udsyn. Dette i det lille land, der har lukket omverdenen ude og først nu er ved at se de fatale konsekvenser af et søvnigt ny musik-miljø, der åbenbart først skal være rigtig på rumpetten, før det letter samme.


Af ANNA BERIT ASP CHRISTENSEN

Musikhøst Festivalen i Odense er blevet voksen. I tyve år har de musikalske kræfter i og omkring konservatoriet præsenteret musik fra nær og fjern. Højdepunkterne er ikke til at komme udenom: Schnittke, Gubajdulina, Lutoslawski, Penderecki, Syberg og Nørgård. Festivalen har påtaget sig et stort ansvar hvad angår formidlingen af internationale profiler til det danske koncertpublikum, et ansvar der er blevet stadigt tungere i takt med, at andre festivaler med internationalt udblik er forsvundet.

Et vidnesbyrd om Musikhøsts ambitionsniveau ses af det faktum, at festivalen pr. 1. januar 2002 blev en selvstændig organisation. Der var tale om en skilsmisse med koncertforeningen Fyns Unge Tonekunstnere (FUT), der inden skilsmissen nåede at få navnet Ny Musik Odense (NMO). Efter skilsmissen tog koncertforeningen pigenavnet igen og foreningen hedder derfor Fyns Unge Tonekunstnere. Signalforvirring i FUT? Det så i et øjeblik unægtelig ud, som om den musikalske togdrift var ved at køre af sporet.

Musikhøst ville være uafhængig (også økonomisk) i forhold til andre lokale aktører, festivalen ville sikre det høje niveau og – gætter man på – ikke være tvunget til at gå på kompromis. På festivalens hjemmeside står der: »Det er Musikhøst’s ambition at forbedre sin position som markant Odense-baseret ny musik-festival med både national og international betydning. Derfor bør festivalens budget forøges med ca. 50 % over de nærmeste år.«

Ingen tvivl om at de har gang i nogle spændende fremtidsplaner i Musikhøst, og hemmelighedsfulde er de tillige, hvilket skærper nysgerrigheden. Festivalens kunstneriske medleder, Bertel Krarup, åbnede festivalen med at tale om nye tiltag og ændringer i de kommende år, men uden at uddybe, hvad dette gik ud på. Mon ikke det nye kompetencecenter (samarbejdet mellem konservatorierne i Odense og København) får en rolle at spille?

Hvis Odense kommunes nyligt vedtagede 10-årige kulturstrategi (med et budget på en lille halv mia) virkelig bliver løbet både fornuftigt og visionært i gang, skulle der være muligheder for at opnå den position, Krarup taler om. En af mulighederne, kommunen burde overveje, er gennemførelse af kunstgruppen van Goghs sidste værk #6: Public Service, som er en helt igennem genial relancering af Odense musikbibliotek med bl.a. koncertsal og lydstudie. Med en sådan kulturinstitution, placeret i byens kulturelle hjerte, sammen med Brandts Klædefabrik og biografen har man i Odense de oplagte og overlegne fysiske rammer, der netop kunne videreudvikle Musikhøst og dermed Odenses musikby-profil. “Vision for Odense Musikbibliotek” kan downloades på www.soundart.dk

Måske vil de aktive festivalarrangørerne gøre det, ingen har kunnet i København: Stable en stor international ny musik-festival på benene i hjertet af Danmark i H.C. Andersen-året og dermed for alvor give baghjul til hovedstads-aktørerne, der frem for alt taler meget om situationen.

En dansker, en udlænding, og et landområde

Arrangørerne af årets Musikhøst havde valgt en trefløjet temastruktur: To hovednavne og et landområde: Bent Sørensen, Ligeti og musik fra Balkan (helt præcist Vestbalkan undtagen Slovenien).

Ved første øjekast virkede denne tematik en smule forvirrende. Kunne der virkelig være en meningsdannende sammenhæng bag denne programlægning? I programbogen forsøgte forståsigpå’ere at godtgøre tilstedeværelsen af en slags rød tråd, hvor såvel Sørensen som Ligeti skulle have ikke så lidt at gøre med de balkanske traditioner. Det var ikke umiddelbart indlysende at synge med på den melodi. Jeg ventilerede denne holdning over for prorektor for DFM og medkunstnerisk leder af festivalen, Per Erland Rasmussen. Han svarede, at festival-visionen var et bredt (musik)billede, både geografisk og tidsmæssigt.

Geografisk må man sige vi kom (rimelig) vidt omkring, og den internationale spændvidde er et af Musikhøsts forcer. Det er prisværdigt, at festivalen, som den (desværre) eneste ny musik-festival i Danmark, fastholder en interna-tional profil og dermed giver det danske publikum mulighed for at blive præsenteret for strømninger i det store udland.

Også tidsmæssigt spændte festivalen bredt med Ligetis Kammerkoncert for 13 instrumenter fra 1970 som det ældste værk over for helt nykomponerede værker af en række komponiststuderende fra DKDM. »Men hvad med den tematiske sammenhæng,« spurgte jeg prøvende igen. Og her måtte prorektoren med mere nikke samtykkende til den lidt spinkle kontekst. En satsning kaldte han det – især fordi arrangørerne havde begrænsede muligheder for at vurdere selve substansen i Balkan-temaet. Udviklingen inden for ny musik i Balkan-området er ukendt for mange, og det er jo i sig selv en god grund til at vælge det som tema på en festival.

Med lidt god vilje kan man da også se, at der er en slags sammenhæng mellem Ligeti og Balkan. Først og fremmest i den traditionsmæssige og geografiske fundering. Et vist rytmisk slægtskab kan måske spores af den trænede lytter. Linket mellem Ligeti og Sørensen skal hovedsagelig findes i inspirationen. Det er nok de færreste komponister, som ikke i en eller anden udstrækning er inspireret af Ligeti, og det gælder også Sørensen. Et af de mest karakteristiske fællestræk er forholdet til og bestræbelsen efter at skabe nye værker uden at vende den musikhistoriske tradition ryggen. Men det interessante og vigtige spørgsmål er nu, hvordan kom alt det her til at virke i virkeligheden – i de fem dage vi gik til koncerter.

Variation over et tema

Bent Sørensens værker kom til at præge lydbilledet i Odense-festivalen. Der var lejlighed til at høre værker af komponisten næsten hver dag, og det var en nydelse uden huller. Nogle finder hans musik svært tilgængelig, som en sagde: »Jeg kan ikke rigtig finde melodien – noget at holde fast i.« Netop derfor gav det også god mening at få lov til at fordybe sig i musikken, sådan som der blev skabt mulighed for på Musikhøst. Igen og igen fik man mulighed for at lade sig synke ned og ind i denne musiks mystiske og i den grad associationsskabende univers. Sørensens musik klinger af fjerne tider, af noget man synes at kende, samtidig med at den virker ny og anderledes. At følge Bent Sørensens musik i fem dage var som et luksus-kurophold. Når musik får lov til at præsentere sig således, giver det virkelig mening at være på festival.

På mange måder udfolder Bent Sørensens værker sig bedst, når den traditionelle koncertform nedbrydes eller udvides, sådan som det er kendetegnet ved det meget spændende og fremragende norske ensemble Cikadas performances. De spillede festivalens afsluttende og også absolut bedste koncert. Cikada betragter opførelsesprocessen med stor omtanke og omhu og eksperimenterer meget med selve koncertformen, således at værkerne kommer til både at danne og indgå i et helstøbt univers. Koncertens otte værker blev spillet uden ophold og dermed også uden de ofte lidt trivielle klapsalver. I stedet gled det ene værk umærkeligt over i det næste samtidig med, at musikerne uforstyrrende skiftede placering og plads alt efter værkernes besætning.

En fintmærkende scenografi og bevidst musiker-koreografi skaber en dimension i Sørensens musik, som musikken selv kalder på. Det lod sig overbevisende udfolde ved Musikhøst af Cikada, og det blev gennemført med sjælsrystende styrke ved Nordiske Musikdage i koncerten på Danmarks Designskole med Sørensens Seven Longings, opført af Lorry Lixenberg, David Alberman og Rolf Hind.

Grand old but still going strong

Musikhøst-festivalens åbningskoncert var, sammen med den efterfølgende natkoncert, en appetitvækkende præsentation af alle tre temaer. Aftenen startede flot med det dygtige Athelas Sinfonietta Copenhagen, som opførte Bent Sørensens Shadowland (1989) og Mädelein (blæserkvintet fra 1985/1988), samt to makedonske værker, hvoraf Goce Kolarovkis rytmisk vuggende minimalisme var herligt ukrukket og helt uden akademisk røgelse.

Hvis man umiddelbart synes, at der er langt fra Bent Sørensen til Balkan, blev afstanden denne aften mindsket i mødet med Jana Andreevskas poetiske værk Elective Affinities (2004) for klaver, vibrafon, bratsch, violin og klarinet. Hendes værk, baseret på få ensartede motiver, der i forskellige sammenvævninger skabte ekkoer af genkendelighed, var følsomt klingende med mystik, tåge og støv. Natkoncerten, med bl.a. Ligetis Sonate for solobratsch (1994), fantastisk vitalt spillet af Rafael Altino, sammenbandt de tre Musikhøst-temaer med værkets mindelser til både sydøsteuropæiske folklore samt ældre europæisk musiktradition.

Ellers forsvandt Ligeti faktisk lidt i det store festivalbillede. Man havde valgt at satse på hans ‘sene’ værker (1970-1994) (publikum har jo også hørt det meste af mandens øvrige produktion). Alligevel undrer man sig lidt over dette valg. Ligeti er efterhånden en så velkendt og ofte spillet komponist i Danmark – han nærmer sig klassikerstatus – at han aldrig helt kom til at indgå som et meningsfuldt tredje ben på ny musik-festivalen. Det var ærgerligt i forhold til den overordnede sammenhæng, uden at det dog betød, at man ikke kunne nyde musikken. Mest fremtrædende var opførelsen af hans Horntrio fra 1982, et krævende værk som blev aldeles overbevisende fremført af Ensemble TrioLog fra München. I det hele taget var lørdagen et koncerthøjdepunkt på festivalen. Ud over Ligeti spillede ensemblet også to værker af Bent Sørensen: Sieben Sehnsüchte (1999) og The Masque of the Red Death (1990) så hårene rejste sig. Sammen med et af de mest interessante Balkan-værker på festivalen, Solilquv (2001) for soloviolin af den albanske komponist Thoma Simaku, blev der skabt en helstøbt og flot koncert. Men den stod ikke alene.

Eftermiddagens koncert med den serbiske pianist Dejan Sinadinovic var ren narkotika. Sjældent har jeg hørt en pianist eller musiker for den sags skyld, som simpelthen sprøjtede musikken direkte ind i ens årer. Han spillede, så alle ens sanser blev vækket og åbnede sig på vid gab. Alle havde det ikke på den måde, for nogle var det simpelthen for voldsomt. For at sætte tingene lidt i perspektiv: Den efterfølgende klaverkoncert med Volker Banfield blev forsinket i godt 20 minutter, da der lå et meget stort stykke arbejde i, for klaverstemmeren, at få det godt gennem-bankede instrument på benene igen!

Sinadinovic, som er professor ved fakultetet for musik i Beograd, spillede Hans Abrahamsen Studies 1-7 og endnu et godt værk af Jana Andreevska, men det, der gjorde størst indtryk, var værket Ekko-suite fra 1973 af den serbiske komponist Vasilije Mokaranjac (1923-1984) – håber der bliver lejlighed til et genhør både med værket og pianisten.

Volker Banfield kom, som allerede nævnt, også til Odense, det var efterhånden en imponerende repræsentation af fremragende internationale musikere og ensembler, der havde samlet sig i den lille musikby. Banfield er særlig kendt som fortolker af Ligetis værker, et nært og fortroligt kendskab som også udspringer af hans tætte samarbejde med komponisten selv. Desværre var koncerten i Odense lidt kedelig, overfladisk virtuos, en professionel udførelse, som aldrig rigtig blev til mere end det.

Balkan uden folklore

Andendagen på festivalen var koncentreret omkring Balkan-temaet. Mange i Danmark tænker nok Peter Bastian, når man nævner ordet Balkan-musik, men hvis dét var målet for tilhørere ved Musikhøst, ville skuffelsen være tydelig. Som allerede antydet var der på ingen måde tale om en omgang krydderifyldt folkemusik, men i stedet et forsøg på at præsentere Balkan-musikken sådan som den gør sig gældende på den europæiske ny-musik scene. På mange måder et prisværdigt og interessant initiativ. Efter 10 grufulde år med borgerkrig er det svært at forstille sig, hvorledes et kulturliv overhovedet kan overleve under sådanne omstændigheder. Men det gjorde det til dels (læs den gribende artikel af Pavle Jankovic i DMT nr. 7, maj, 2003-2004), og en invitation til at deltage på en musikfestival som Musikhøst var en støttende og opmuntrende inspirationsindsprøjtning til en fortsat udvikling, som blev modtaget med stor entusiasme af de tilrejsende.

Balkan var i Odense indskrænket til en præsentation af musik fra Kroatien, Makedonien, Serbien samt et enkelt værk fra Albanien. En overvejende del af de i alt 18 værker var komponeret af serbiske komponister. Vi var mange, som spændt havde ventet på at møde denne musik. En ukendt bid af det europæiske musiklandkort, som oven i købet har en overordentlig sammenblandet kulturhistorie. Men hvad sker der med musikværker, når de underlægges sådanne omskiftelige og voldsomme omstændigheder? I mine ører egentlig bemærkelsesværdigt lidt, i hvert fald hvis man havde forestillet sig musik med et tragisk, knugende eller desillusionerende udtryk. Kun et enkelt værk havde direkte referencer, komponeret under bombningen af Jugoslavien i 1999 af den dengang kun 20-årige unge kvinde Darija Andovska. Værket Status Quo for kammerorkester havde en minimalistisk materialebehandling, som med et enkelt melodiøst tema samt den konstant liggende bas, netop klingede knugende og sorgfuldt og havde døden som et stærkt symbol.

Ellers – kompositionernes indbyrdes forskellighed i øvrigt ufortalt – fjernede de balkanske værker sig ikke mærkbart fra anden europæisk modernisme. Koncerten med New Music Ensemble, dannet i Beograd i 1995 med det formål at fremme den (især serbiske) nutidige musik, spillede et, med den målsætning for øje, overraskende tilbageskuende program. Samtlige værker var mere end 10 år gamle, og da det samlet set var værkerne komponeret inden for de sidste 15 år som var de mest interessante på festivalen, fik det koncerten til at blegne en smule i forhold til det store billede. Værket Manchester Trio (1987) af Dejan Despic var decideret ligegyldigt, hvorimod Zoran Erics The Abnormal Beats of Dogon (1991) for basklarinet, klaver, mundharmonika, slagtøj og elektronik med sit underjordiske og pulserende lydunivers sammen med Tatjana Milosevics blide krystallinske klavermotiver i Anima vagula blandula (1991) gjorde indtryk.

Selv om Balkan-temaet på Musikhøst indimellem gik hen og blev lidt broget – især grundet den ret store tidsmæssige spredning på 30 år – må man sige, at ens spændingsfyldte forventninger til mødet med et ukendt musikområde blev imødekommet og opfyldt tilfredsstillende. Se også www.dr.dk/p2/lyttilnyt – og lyt til et udvalg af Balkan-værkerne (se under Arkiv og søg på Musikhøst).

Musikhøst havde med Balkan-delen samarbejdet med Nordisk Ministerråds afdeling for kulturprojekter uden for Norden. Musikhøst blev derigennem partner i et stort anlagt Norden-Balkan projekt, der fortrinsvis har fundet sted i Balkan-landene. Et af projekterne i Syd handlede om etableringen af et ungdomsstygeorkester bestående af unge musikere fra Norden og Balkan. De unge blev samlet i juli 2004 i Makedonien, hvor ensemblet gav koncert i Ohrid Summer Festival og en turne endte i Beograd, hvor en cd blev indspillet ved en live koncert under ledelse af den serbiske dirigent Bojan Sudjic.

Koncertmesteren i dette strygerensemble NORBAL var den danske violinist Hanne Askou, der også var koncertmester i Musikhøst Sinfoniettaen. Forhåbentlig har arrangørerne været med til at bane vejen for fremtidige samarbejder med de nye venner i Balkan. Vi trænger til at blive mere informeret om deres udtryksformer, som de fleste af os ikke ved ret meget om. (NORBAL-cd’en følger med dette nummer af DMT, red.)

Kompetencer med muligheder

Ved siden af de tre omtalte temaer blev vi på Musikhøst også præsenteret for fem selvportrætter af unge komponiststuderende fra DKDM. Ud over komponisterne medvirkede også tre studerende fra DFM samt komponist Jens Hørsving, ansvarlig som lydtekniker og producent. Denne Elektroakustiske koncert-happening var et led det såkaldte Ø-kons-samarbejde mellem DFM og DKDM og altså en aktivitet under det nyetablerede Ny Musik Kompetencecenter.

Koncerten åbnede med det originale værk Ekkoklokkelook af Lars Kynde (se hans grafiske notation på forsiden af det foregående nummer af DMT). Grundelementet i værket er hans selvopfundne og hjemmelavede nodemaskine som, omringet af tre musikere, gav koncerten et installationsagtigt præg. Musikken, der bedst kan betegnes som et fint mønster af lyd, konstrueres helt bogstaveligt for øjnene af publikum ved hjælp af den roterende tromle, som hele tiden informerer musikerne om de forskellige musikalske parametre.

Et andet fint værk var Lasse Krogh Clausens Le Ray au Soleyl for firhændigt klaver. I det hele taget var det en koncert som på mange planer og på befriende vis pegede fremad og ansporede, hvad der er vigtigt på en ny musik-festival, nemlig det nyeste nye! Jeg håber, man fortsætter og udvikler denne del af Musikhøst.

Efterårsfestivalen i Odense viser voksent potentiale, ja, men som alle ved, er det vigtigt at fastholde en vis portion ungdommeligt overmod. At vælge Ligeti som tema kan ikke kategoriseres som særlig dristigt, det må mere opfattes som et trygt, etableret valg. Personligt synes jeg, det kunne havde været mere interessant med et navn som fx Brian Ferneyhough, som er meget mere interessant at stille sammen med Sørensen. En af de tre versioner af Carceri d’Invenzionefra midtfirserne for ensemble af Ferneyhough kunne man sætte over for et eller flere af Sørensens bedste ensembleværker for sinfonietta, for eksempel Birds and Bells for basun og stort ensemble eller Sinful Songs fra sluthalvfemserne for ensemble. En sådan programsætning ville være fremadskuende, og det ville udfylde et informmationsbehov. Nu vi er ved de gode råd: Hvad med Lachenmann og Spahlinger: Det er næsten skandaløst at disse to tyske komponister aldrig er præsenteret i helfigur i Danmark.

Det, Per Erland omtalte som en »satsning«, resulterede i en festival, arrangørerne bestemt kan værre tilfredse med. En god festival med mange flotte koncertoplevelser, især skabt af de fremragende musikere og ensembler som var samlet i Odense. Den umiddelbart spinkle tematiske sammenhæng trådte aldrig rigtig i samlet karakter, til gengæld fik man mulighed for at stifte bekendtskab med ukendte balkanske musiklandskaber og udforske det hjemlige med det nok mest omfangsrige Bent Sørensen-portræt, der til dato har fundet sted i Danmark.

Årgang 79/2004-2005, nr. 04