Musik med en fjeder fra en truck, fire trækasser, en taiwanesisk stegepande og en tom whiskyflaske, Glenfiddich - den trekantede ...

"Hvad er det for en mærkelig lyd?" Det er den sidste fredag under Copenhagen Jazzfestival, og jeg er ved at parkere den Sorte Jernhest på Frue Plads. Mine to drenge sidder nede i cyklen, og det er den ældste på 2 1/2, der spørger. Den mærkelige lyd er en knitren, der strømmer ud over pladsen oppe fra scenen, hvor seks musikere er i fuld gang med koncertens første nummer. Det er PACE percussion trio - Mathias Reumert, Mathias Friis-Hansen og David Hildebrandt - trompetisten Bo Rande og de to electronica musikere Anders Remmer og Thomas Knak. Samarbejdet er en fortsættelse af et projekt, der startede sidste efterår under festivalen Wundergrund, og resultatet er vellykket; rytmer, samples og trompetens luftige klang går godt i spænd, elektronikken fungerer både som en klanglig og en rytmisk parameter, der smelter sammen med det rytmiske fundament skabt af de tre percussionister, og der er variation i numrene. Jeg bider især mærke i nummeret Deserts, et fint lille polyrytmisk værk spillet på bambusrør med klare referencer til både vestafrikansk og cubansk musik.

Fem dage senere møder jeg den ene af de seks igen, på Ydre Nørrebro i en hyggelig nyrenoveret gård der hører til den ejendom, hvor Mathias Reumert netop er flyttet ind. Koncerten på Frue Plads er et naturligt udgangspunkt for en samtale, der ellers skal handle om ham, hans karriere som percussionist og om, hvordan det er at have vundet førsteprisen ved International Gaudeamus Interpreters Competition som den første dansker nogensinde.

"Det var dejligt at komme i gang igen," fortæller Mathias Reumert med reference til koncerten og samarbejdet med Thomas Knak, Anders Remmer og Bo Rande. "Det er fedt at arbejde sammen med musikere, som har en helt anden tilgang til musik pga. den baggrund, de har. Uden at nævne navne er der nogle electronica-folk, der ikke ved, hvad tonerne hedder, men som til gengæld hører nogle ting, som vi andre slet ikke lægger mærke til. Vi har ikke spillet sammen med Bo før, men jeg kender ham fra gymnasiet og vidste, at han ville være den helt rigtige. Han har fået musikken til at åbne sig op dels klangligt, men også stilistisk i forhold til hvad vi plejer at gøre. Han er en søgende musiker, og han lytter meget - han har kæmpe ører. Jeg håber virkelig, at vi kan få flere jobs for første gang er nærmest som ingen gang."

En kreativ konstellation

Det var også første gang, at PACE spillede sammen med både Thomas Knak og Anders Remmer. Under Wundergrund samarbejdede de med dem hver for sig, og deres indgangsvinkel er forskellig. Hvor Thomas Knak har optaget PACE, samplet og skabt et grundspor som udgangspunkt for hvert enkelt nummer, har Anders Remmer primært lavet numrene fra scratch sammen med PACE, og disse numre adskiller sig meget fra det, Anders Remmer ellers laver. Ifølge Mathias Reumert har de to kunstnere også hver sit klangideal, men fælles for dem er en høj grad af improvisation og impulsivitet på scenen.

"Når man spiller med dem live, kan de ikke lade være med at lave om på det, man har øvet," griner Mathias Reumert, "og så sker der en eller anden kædereaktion. Hvis en af dem fx laver lyden eller klangen om, spiller man på det, og pludselig har man et helt andet nummer. Det skete med Deserts til koncerten. Der er altid tre rytmer i gang på én gang. Metronomen ligger i grundsporet, som Thomas har lavet, og vi plejer at lytte efter en kalimba ('fingerklaver', red.), som er en del af sporet. Men til generalprøven kunne vi næsten ikke genkende den, hvilket var lidt af en overraskelse, men vi kom igennem det. Man går ind i uprøvet land, når man finder sammen med folk, der har en helt anden tilgang til musik. Kombinationen af percussion og electronica er en kreativ, demokratisk konstellation, der giver meget håb, fordi det kan lade sig gøre at lave musik på den måde. Vi tænker meget kompositorisk som gruppe, og vi oplevede op til koncerten at skabe noget, der ikke fandtes i forvejen."

Slagtøj er 1000 instrumenter

Mathias Reumert er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og University of California, San Diego, og både herhjemme og i udlandet har han især gjort sig bemærket som fortolker af ny musik. I USA studerede han hos en af de største percussionister inden for moderne slagtøj Steven Schick, som er specialist i multible percussion.

"Multible percussion er udtryk for, at man sammensætter sit instrument af forskellige redskaber eller småinstrumenter," forklarer Mathias Reumert, "og det er det, jeg synes, er fascinerende ved slagtøj. Det er ikke et instrument, men 1000 instrumenter, og det er ikke et instrument i samme forstand som mange andre. Et flygel fx er et ikonisk objekt, som pianister putter på deres kaffekop, og bare billedet af et flygel giver associationer til 400 års musikhistorie. Det er ikke det samme med et galvaniseret nedløbsrør eller en bremsetromle, som man tit bruger i moderne slagtøjsmusik. Man skaber et instrument, som er unikt og meget personligt. Ironien er, at normale slagtøjsinstrumenter ikke er specielt personlige - de findes overalt og er standardiserede. Det er de personlige objekter, som man finder rundt omkring på lossepladser og lignende, der gør, at man får en personlig lyd som slagtøjsspiller. Jeg er lige kommet hjem fra Warszawa, hvor jeg spillede Watershed af Roger Reynolds fra 1995, et kæmpe stykke, og de ting, jeg havde med, var netop ting, jeg ved, jeg ikke kan finde, men som jeg ikke kan spille stykket uden: en fjeder fra en truck, fire boxer trækasser, en helt speciel taiwanesisk stegepande som lyder ret godt - den knækker over, hvis man spiller kraftigere end mf - et stykke purple heart træ, som er meget svært at opdrive, men som har en skøn klang, og en tom whiskyflaske, Glenfiddich - den trekantede. Jeg har vænnet mig til at spille stykket med præcis disse ting og ville ikke kunne spille det uden. Til gengæld ville jeg kunne bruge en hvilken som helst stortromme eller conga i verden, for det er mere et redskab."

Set med en multipercussionists briller er det altså de mange tilfældige ting, vi omgiver os med, som er de 'virkelige' personlige instrumenter, mens det, de fleste andre betragter som instrumenter, blot er redskaber. Groft sagt er alle ting potentielt percussion, og at skabe sine personlige instrumenter handler i høj grad om at gå på opdagelse, kigge sig omkring og prøve ting af for at finde ud af, hvilken lyd de gemmer på. Nogle værker giver fortolkeren helt frit spil, mens andre udstikker retningslinjer for, hvilke instrumentgrupper der indgår, hvad lydkilderne skal være lavet af, eller hvorvidt disse skal være genkendelige eller skjulte. Lyden skal ikke bare være rigtig, lydkilden skal også kunne holde til at blive spillet på.

"I forberedelserne til Watershed prøvede jeg bl.a. med potteplanter i starten. Lyden af en potteplante er egentlig skøn, men man kan ikke spille accent på den af frygt for, at den går i stykker, så det var ikke så vellykket. Den erstattede jeg så med en vibraslap, der lyder som en klapperslange."

Mathias Reumerts repertoire er stort og varieret og rummer værker som 27'10.554 af John Cage (1966), Stockhausens Zyklus (1959), Psappha af Iannis Xenakis (1975), Bone Alphabet af Brian Ferneyhough (1991), David Langs The Anvil Chorus (1991) samt Toucher (1973) og ?Corporel (1984) af Vinko Globokar, hvoraf det sidste er for bodypercussion og stemme. Bortset fra de to første er disse værker eksempler på værker med en åben instrumentation, hvor kvaliteten af lydene er vigtigere end kvantiteten.

Han har samarbejdet med og uropført værker af komponister som Roger Reynolds, Chinary Ung, Chaya Czernowin, Jean-Charles François, Philippe Hurel og Steven Hoey, og i øjeblikket arbejder han sammen med Hans Peter Stubbe Teglbjærg, der er ved at lægge sidste hånd på et værk for mikro-percussion og elektronik.

I modsætning til værker for enkeltinstrumenter, hvor man arbejder meget med at skabe kontrast, er det i multi-percussionstykker vigtigt at skabe homogenitet i en instrumentgruppe, hvilket er vanskeligt, fordi hvert instrument kræver sit eget touch for at klinge på en bestemt måde. Bone Alphabet er et værk, som Mathias Reumert har spillet meget, og som han stadig udforsker og arbejder med.

"Brian Ferneyhough som komponist er ekstrem," fortæller han, "og han skriver meget specifikt rent lydmæssigt og ekstremt detaljeret uanset, hvilket instrument han skriver for. Man kan slet ikke forestille sig, at et værk kunne spilles på andet, end det det er skrevet for. Han kender instrumenterne så godt, at han næsten skriver over-ideomatisk, så musikken får en romantisk karakter, og det er altid vanvittig virtuost. Men så er der Bone Alphabet, et solostykke for slagtøj, hvor Ferneyhough undersøger, hvad en lyd er - hvad et bækken fx er; hvor mange bækkener findes der, hvor mange forskellige stikker kan man spille med på bækkener, hvilke lyde giver det osv., og han lader slagtøjsspilleren være eksperten. Der skal bare være syv forskellige lyde, som dog skal have en bestemt længde og dynamik. Men efterhånden som man kigger stykket igennem, viser det sig, at den fri instrumentation blot er en illusion, for i virkeligheden er det kun meget få instrumenter, der virker til sådan et stykke. Hvis man ydermere har et sæt, der virker med syv instrumenter, skal der ikke mange ændringer til, før homogeniteten falder, og så bliver man nødt til at ændre resten. Med sådan et stykke skal man researche, og p.t. har jeg den tredje version med kun få gennemgående instrumenter fra tidligere. Jeg startede med en version, der kunne realisere stykket fuldstændigt. Man skal kunne spille mange hvirvler, crescendo og decrescendo på samme tid, og jeg udviklede en teknik, hvor jeg kunne spille på begge sider af instrumenterne på én gang. Dog kunne jeg max spille f, så det var ikke en version, der gik i en koncertsal. Men den var god i studiet. Den version, jeg har nu, er mere rustik og fylder mere. Men uanset hvad man vælger, vil det vinde ét sted og tabe et andet."

Gaudeamus - et karriereboost

Bone Alphabet var også på programmet ved International Gaudeamus Interpreters Competition tidligere i år, hvor Mathias vandt førsteprisen som den første dansker nogensinde. Han deltager ikke så ofte i konkurrencer, men da Amsterdam er en vigtig scene for ny musik, og Gaudeamus en traditionsrig konkurrence, tilmeldte han sig for at se, hvad der rørte sig dernede. Ydermere var han tiltrukket af, at man som konkurrencedeltager selv kan sammensætte sit repertoire, at deltagerne spiller på mange forskellige instrumenter, og at man både kan deltage som solist og som ensemble.

"Konkurrencer er gode, hvis de kan formidle musik," svarer Mathias Reumert, da jeg spørger, hvad han mener, konkurrenceformen kan. "Gaudeamus sætter fokus på ny musik generelt, frem for på en enkelt instrumentgruppe, og det tiltaler mange." For Mathias Reumert er det ikke så meget den hæder og ære, der automatisk følger med, når man vinder en konkurrence. Det er er mere det karriereboost som følger med, der er vigtigt. At have vundet Gaudeamus-konkurrencen er en blåstempling som musiker, og den store, blandede deltagerskare fremmer dannelsen af faglige netværk på kryds og tværs. Selvom han allerede turnerer i store dele af verden, har konkurrencen og mødet med de mange forskellige musikere givet Matthias Reumert lyst til i endnu højere grad at udforske musiklivet rundt om i Europa.

Den nærmeste fremtid byder dog først og fremmest på projekter herhjemme ikke mindst med PACE percussion trio, der til september påbegynder et samarbejde med komponisten Jens Hørsving og saxofonisten/komponisten Thomas Agergaard. "Det glæder vi os meget til," slutter Mathias Reumert, "og det er bestemt et fremtidsprojekt, der ligger mig på hjerte. Og så er der selvfølgelig uropførelsen af Hans Peter Stubbe Teglbjærgs værk, hvis vi altså kan finde et sted at opføre det." Den er hermed givet videre.