Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

in brieflive
04.10

Soap Horse Kept a Tight Rein – Maybe Too Tight

Soap Horse + K Bech
Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson
Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson

K Bech – known from the rock band Shiny Darkly – opened Saturday night’s concert at Alice with a raw, unpolished melancholy. A sense of Copenhagen-style urban gloom was palpable, yet the slightly nervous set never really took off. Despite a promising setup of violin, guitar, and electronic tracks, the sensitive lyrics remained more hints than breakthroughs.

Soap Horse then took the stage and truly ignited the evening with an authentic chicken-picking riff. The country-rooted guitar technique was just one example of the musical abundance running through the band, which has just released its debut EP Tooth Inside a Tooth.

Nothing seemed accidental. From the rust-red gothic tapestry to the carefully chosen instrumentation – violin, saxophone, and pedal steel alongside guitar, bass, and drums – every detail added to a deliberate aesthetic. The sound was dark and alluring, in sharp contrast to frontman Hans Gustav Björklund Moulvad’s shock of white hair and intense stage presence.

The songs were crafted with a refined sense of balance. Simple, repetitive motifs were passed between the instruments, and when massive noise walls and shimmering colors broke through, the already blurred borders of indie rock stretched even further. Moulvad commanded the whole with ease, moving charismatically between the music’s many layers. And yet, I found myself wishing Soap Horse would let go completely. The weightless intermezzos – where the unusual lineup could have truly unfolded – were too often pulled back by a steady drumbeat, returning the music to a safe ground. Soap Horse displayed remarkable control and a firm grasp of both their sonic universe and their audience. Perhaps all that’s left is to prove they dare to loosen their grip.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

© PR

Illiyeen is visual artist Eliyah Mesayer’s fictional state for the stateless, a group to which the artist herself belonged until just a few years ago. Since 2019, she has continuously added national symbols in Illiyeen’s characteristic black color, and today the state has its own postal service, national anthem, uniform, navy – and a steadily expanding list of collaborators.

It’s a clever concept, at once tightly defined and completely open. Because the state is nomadic and collective, it can arise anywhere and include a wider circle of like-minded artists, such as Angel Wei from Haloplus+ and the poet Zahna Siham Benamour. It is a state of mind.

At Den Frie, it was the drum duo Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen and Dan Kjær Nielsen – who performed from opposite sides of a split drum kit. Through an improvised drum solo so energetic that drumsticks flew through the air, they explored the shared rhythm that emerged, broke apart, and shifted character along the way. A fitting symbol of Illiyeen’s community: a constant negotiation and coordination of tempo and movement.

Along the way, the toms gave way to a recorded sound piece, a spherical electronic composition with subdued spoken word woven into the soundscape. The work originated from an earlier installation but was extended for the occasion, with added acoustic elements recorded by Cæcilie Trier and Xenia Xamanek. It carried a mournful, sensitive vibe that stood in sharp contrast to the thundering intensity of the drums. Mesayer’s poetic, black-clad universe and Thicket’s simultaneously tight and improvisational energy bursts blended perfectly into a community one longed to be part of.

English translation: Andreo Michaelo Mielzcarek

in briefrelease
29.09

Gąsiorek Never Looks Back

Cześćtet: »Polofuturyzm«
© PR
© PR

Polish-born Szymon Gąsiorek has done it again – created a cornucopia of an album that both overwhelms and delights with its endless wealth of eclectic ideas, styles, and sound sources. As is often the case with this kind of release, where each track has its own distinct identity, personal favorites quickly emerge.

One clear favorite announces itself right away. The opening track, »TAK TAK NIE NIE«, explodes with an energy reminiscent of early Boredoms – a heavy dose of noise rock with shouted vocals, electric guitar, saxophone, gunshots, screams, synths, piano, and more. The third track, »STRACH LĘK NIEPOKÓJ«, also shines with a zeuhl-like momentum driven by militaristic vocals, insistent drums, jagged guitar, and saxophone. And even beyond the most immediately impressive tracks, Polofuturyzm is so packed with highlights and playful surprises that even half of it would have sufficed. Take, for example, »90s [NADZIEJA]«, featuring a trancey synth quickly and effectively sabotaged by free jazz-style drums and saxophone, or »JEDNOKIERUNKOWY«, which sounds like classic disco polo thrown in a blender and mixed with pitch-shifted vocals and clubby keyboards. Not to forget the eight-second slapstick piano flourish on »RĘCE«.

Polofuturyzm is driven by a manic refusal to ever look back. The only constant is the absence of consistency. Gąsiorek has been here before, but it still feels just as radical and refreshing.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

in brieflive
29.09

Composition for Stone Walls

Bjarke Mogensen – concert in the exhibition »Psychosphere«
© David Stjernholm
© David Stjernholm

The contrast is striking when, on the hottest day of the year, you step down from the green lawns of Søndermarken into the underground world of the Cisterns, Copenhagen’s old water reservoir. The humidity is high, the light sparse, and stalactites hang from the vaulted ceilings, casting shadows in the puddles on the floor. And then there is the sound: in the empty columned halls, the reverberation can last up to 17 seconds. Even the slightest scrape echoes down here.

Since 2016, the Cisterns have functioned as an exhibition space, and this year Jakob Kudsk Steensen has transformed the halls into an underwater landscape of video projections, sculptural objects, and a soundscape created by Lugh O’Neill featuring Bjarke Mogensen on accordion. Mogensen, who is performing this evening, has a versatile taste. Perhaps a bit too versatile, I think to myself as I read the evening’s program, which spans from Bach to folk melodies from Bornholm. It turns out to hold together better than one might expect. These are compositions that seem to stretch time itself, where long tones – amplified and extended by the reverberation – form a murky foundation for short, pearling attacks, like marble balls ricocheting off a stone wall.

A shimmering, sorrowful composition by Nick Martin, inspired by Michelangelo’s Pietà – marble again – is followed by a meditation on echo among the cliffs of Bornholm by Frederiksberg-based composer Martin Lohse. Another piece rises slender and sacred like high vaults, while Mogensen’s own Passage crackles, snaps, and crunches like stones being broken. Mogensen’s accordion is in constant dialogue with the space; he calls, and the dark colonnades answer back – or is it the other way around?

The audience sits petrified, completely absorbed in the sound, as Mogensen masterfully makes his instrument sound like everything from a rapid breath to a thunderclap. When we finally emerge, heavy clouds hang over Søndermarken, and the heat is gone. The park feels transformed. The contrast is tangible.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

in briefrelease
29.09

Kristine Tjøgersen Crafts Unreasonably Beautiful Eco-Poetry

Kristine Tjøgersen: »Night Lives«
© Rui Camilo
© Rui Camilo

The wildlife of nature is both beautiful and playful – especially in Kristine Tjøgersen’s music. At the center of her new album Night Lives is the wild, unpredictable life of the night beyond the human domain. The album was created as part of the Ernst von Siemens Prize, which Tjøgersen recently received as the first Norwegian composer ever to do so.

The album is a seven-movement sonic version extracted from a staged work premiered at the Ultima Festival in 2023, and it works perfectly well as a standalone, semi-acoustic version performed by the Cikada Ensemble. The music ranges from playful, experimental, rhythmical soundscapes—full of rattling and crackling instruments – to intense, pulsating passages. Tjøgersen possesses a uniquely sensitive understanding of instrumental timbre, allowing her to morph seamlessly between acoustic and electronic worlds, cultural environments, and eras. From a simple, extended flute solo to a dancing computer universe – without blinking an eye.

Forty to fifty years ago, it was called postmodernism when old music appeared in new compositions as reused material. Back then, it made sense because many people had a mental library of historical classical music, a reflective space in which all new music was interpreted. Today, audiences’ minds are different. For example, Kristine Tjøgersen can easily use a completely straightforward Baroque movement as the album’s conclusion – serving as a starting point for music that gradually thins out and dissolves into a stunningly beautiful utopian world of acoustic strings and synthesizer. Without making you feel she is negotiating your sense of past and present. Natural sounds, imitations of nature, harmonies, and entire sequences are simply building blocks in her personal experimental lab. And what a lab it is!

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek