reportage

Drømme om det ydre rum

Københavns Radiobiograf har længe kunnet trække fulde huse. Men at det også lod sig gøre, da foreningen rykkede ind i Imperial biografen med 1000 pladser, var imponerende. Læs med når Trine Friis Sørensen reporterer fra aftenen og Third Ears nyeste produktion "Livet på Mars".
Af
30. august 2015
Reportage fra Københavns Radiobiograf #32. Third Ear: "Livet på Mars". Imperial Biografen 24/8 2015.

Der er for så vidt ikke noget nyt i at samles for at høre radio. Inden udbredelsen af TV, dengang radioen var verdens eneste massemedie, rykkede lytterne sammen om radioapparaterne for at høre radioføljetoner. Men det er mange år siden. I dag lytter vi til radio når vi vil og hvor vi vil og oftest alene; det er podcast’en, der har muliggjort den form for distribueret radiolytning. Faktisk er der ikke engang nødvendigvis tale om radio, når vi lytter til podcasts; ofte er det bare podcasts.

Kollektiv radiolytning og podcastmediet står altså umiddelbart i hver sin ende af radiohistorien – dog ikke forleden, en mandag aften i slutningen af august, hvor omkring 1000 mennesker valgte at tilbringe to en halv time i mørket i Imperial biografen i København for at høre podcastserien Livet på Mars, produceret for Politiken af Krister Moltzen og Tim Hinman fra Third Ear (læs Seismografs interview med Tim Hinman).

At gå i biografen for at lytte til podcasts virker måske umiddelbart lidt kontraintuitivt. Men på den anden side, hvorfor ikke? Her er komfortable stole og et muskuløst lydanlæg, og når mørket sænker sig i biografsalen forsvinder det kæmpestore tomme biograflærred næsten. For Københavns Radiobiograf, som var medarrangør af Third Ear-maratonen denne augustaften, er set-uppet ikke så usædvanligt. De har gjort det her 31 gange før. I Gloria Biograf i København, på Roskilde Festivalen og på Statens Museum for Kunst har Københavns Radiobiograf præsenteret lydproduktioner fra ind- og udland. Ideen er, at lydfortællingerne skaber billeder i lytternes indre biograf; lærredet er med andre ord kun tilsyneladende tomt. Den 32. københavnske radiobiograf var dog alligevel lidt anderledes end de forgangne 31, da den ifølge arrangørerne var den største fælles radiobiografbegivenhed i Danmarkshistorien.

Third Ear-maratonen var en premiere. Den første episode, Rumkapløb i Foreningsdanmark, var godt nok allerede tilgængelig på Politikens hjemmeside, men de øvrige tre episoder og ikke mindst muligheden for maraton- eller binge-lytning af alle fire episoder udspillede sig for første gang i den udsolgte biografsal. Og som kollektiv lytteoplevelse var det en engangsforestilling.

Begyndelser og narrative tandhjul
Hvad er det så vi lytter til i mørket? Det handler, som podcastseriens titel afslører, om livet på Mars – ikke om muligheden for liv på Mars, men om jordboeres rumrejse og bosættelse på Mars; om uigenkaldeligt at blive marsmænd og -kvinder. Det kan lyde som en science fiction fantasi, men det er det ikke. Det er en plan, fortæller Krister Moltzen os i begyndelsen af første episode, en plan, som det hollandske firma Mars One har tænkt sig at gøre til virkelighed. I 2026 vil Mars One sende den første gruppe mennesker til Mars – uden en returbillet vel at mærke. Rumrejseteknologien er på nuværende tidspunkt avanceret nok til at transportere mennesker til Mars, men det kniber fortsat med at bringe dem tilbage til jorden igen. Der er altså udsigt til at de udvalgte Marspionerer skal tilbringe resten af deres dage flere hundrede millioner kilometer væk fra jorden.

Brændstoffet, der skal bringe de første bosættere til Mars, er ikke alene baseret på kemiske formler men også på Reality TV. Finansieringsmodellen bag Mars One er salg af TV-rettigheder; vi skal, som Moltzen udtrykker det, se det hele i fjerneren. Denne umage konstellation af rumrejse og Reality TV er muligvis begyndelsen på en ny rumalder, men lige nu og her udgør den også en lidt mere beskeden begyndelse, nemlig begyndelsen på en virkelig god historie.

Vi skal ikke helt til Mars i første episode af Livet på Mars men blot på en bemandet 100 kilometers tur-retur-rejse ud i verdensrummet. Det er rumraketbygger og amatør-astronaut in spe Peter Madsens store plan, hans eneste, altoverskyggende plan. Som Madsen insisterende gentager, så er formålet ”…at tage ud og sende en raket op. Punktum.” Hans indædte kompromisløshed har imidlertid resulteret i et brud med hans mangeårige samarbejdspartner, Kristian von Bengtson, og foreningen Copenhagen Suborbitals (CS), som de to i fællesskab stiftede nogle år forinden. I kølvandet på uoverensstemmelsen har Bengtson taget et job som rumarkitekt hos Mars One – det er ham, der skal designe basen, hvor de kommende marsmænd og -kvinder skal bo – og Madsen har flyttet sit værksted ind i en mindre hangar på Refshaleøen for at bygge sin helt egen rumraket, ca. 100 meter fra det sted, hvor samarbejdet med von Bengtson og CS kuldsejlede.

I denne indledende fortælling om et DIY rumprogram på Refshaleøen ligger afsættet for podcastseriens vidtforgrenede historie. Third Ear spejler det lokale rumkapløb mellem Madsen og CS i det historiske rumkapløb, som udspillede sig mellem Sovjetunionen og USA i midten af det 20. århundrede. Vi hører om russiske kosmister i sidste halvdel af det 19. århundrede, om 2. Verdenskrigs indflydelse på udviklingen af rumraketter, og om hvordan Walt Disney banede vejen for, at opfinderen af V2 bomben, den tyske ingeniør og SS-oberst Wernher von Braun, kunne bygge den rumraket, som i 1969 fragtede Neil Armstrong og hans mandskab til månen og hjem igen.

Von Bengtson, som vi møder i første episode, udgør desuden et vigtigt narrativt tandhjul i podcastserien. Det er ham, der forbinder Mars One historien med det lille rumkapløb på Refshaleøen og i forlængelse heraf, det store, historiske rumkapløb. Von Bengtson spiller for så vidt ikke en vigtigere rolle i serien end eksempelvis Mars One aspiranten Christian Knudsen, som drømmer om at komme med til Mars i 2026, eller Big Brother kendissen Pil, som Moltzen besøger i tredje episode for at blive klogere på, hvad der skal til for at blive Reality TV-stjerne. Men fortællingen balancerer i en vis forstand på den forbindelse, som von Bengtson udgør, mellem det lokale og det megalomane. Der er selv sagt en betragtelig skalaforskel mellem en rumrejse på 100 kilometer og én på flere hundrede millioner kilometer, men der er også ligheder. Astronauterne vil i begge tilfælde være amatører, og ideen om Reality TV, som Mars One er baseret på, huserer overraskende nok også på Refshaleøen. Von Bengtson kalder Copenhagen Suborbitals for Paradise Hotel for ingeniører.

At leve og dø på Mars
Der tegner sig, med andre ord, et sindrigt, narrativt forløb, når episode 4 klinger ud efter godt to timers podcastfortælling. Som Moltzen erklærer i begyndelsen af første episode, så følger han historier – og her, for første gang i Third Ear regi, i en seriel langform. Men mindre kan faktisk ikke gøre det. Livet på Mars er ikke én historie, men et mangefacetteret, knopskydende konglomerat af historier om rumrejser og hvad der skal til for at blive skudt ud i verdensrummet i en raket og ikke mindst at lande, leve og dø på den røde planet.

Third Ear har brugt et år på at producere Livet på Mars, og det kan man godt høre.

Det er en ekstremt velproduceret og velturneret podcastfortælling akkompagneret af den karakteristiske Third Ear kendingsmelodi og en underskov af auditive illustrationer. Der er brølende raketmotorer og hylende nytårsraketter, opfindsomme forsøg på auditivt at illustrere lyden af det lydløse verdensrum, arkivoptagelser af rumrejsehistoriens store øjeblikke og den helt særlige lyd af et VHS-bånd, der spoler tilbage. Det er Pil fra Big Brother, der kommenterer på lyden af VHS-båndet, da hun og Moltzen graver i hendes personlige arkiv af Big Brother udsendelser. ”Ej, den lyd har man jo ikke hørt i 10 år mindst,” udbryder hun. I modsætning til den øvrige del af lydsporet, som etablerer et suggestivt, billedskabende akustisk miljø omkring Moltzens fortælling, så trækker Pils kommentar lyden af VHS-båndet helt frem i fortællingens lag. Det er egentlig en sidebemærkning, en del af set-uppet til historien om hvad der skal til, hvor at være Reality TV-stjerne. Men lyden af det snurrende VHS-bånd fortæller også sin egen historie om udviklingen af medieteknologier og, ikke mindst, accelerationen af Reality TV-koncepter. Bølgerne gik højt i Big Brother æraen når en deltager stod på hænder nøgen; i dag er det en del af præmissen, at deltagerne skal dø for åben skærm.

Livet på Mars er virkelig skæg og ikke mindst spændende – ikke på en who-dunnit manér, som mange sikkert kender det fra sidste års amerikanske podcastseriefænomen, Serial – men spændende fordi Moltzen og Hinman er eminente historiefortællere, der vitterligt kan finde og følge historier. Og så har de et fortælleteknisk overskud til at udpege – uden at forklare. Det gælder eksempelvis en lille, omend fascinerende detalje om årsagen til, at de russiske kosmister i sidste halvdel af det 19. århundrede begyndte at drømme om kolonisering af andre planeter. De havde nemlig i sinde på videnskabelig vis at finde en måde at omgå døden på, og overbefolkning af jorden ville derfor blive et reelt problem. Evigt liv på andre planeter var den oplagte løsning. Denne spekulative fodnote fra rumrejsehistoriens tidlige år får lov til at stå og dirre i konteksten af Mars Ones nært forestående plan om sende mennesker til Mars for at dø.

Hvad angår premieren i Imperial Biografen, så var rammen og ikke mindst fremmødet overvældende. Livet på Mars var til lejligheden blevet mixet til Imperial Biografens Dolby Surround Soundsystem, dog må jeg indrømme, at der var en håndfuld passager, som jeg havde svært ved at høre. Men det gør ikke noget, jeg skal alligevel høre serien igen i mine hovedtelefoner, helt alene.