Radioens superstjerner og græsrødder

Der var noget nær religiøs idoldyrkelse over stemningen på åbningsaftenen inden den amerikanske superstjerne Ira Glass’ optræden til den første udgave af Københavns Radiobiograf Festival. Da jeg ankom sammen med min kæreste, som havde præsteret at skaffe billetter – Imperials tusind sæder blev udsolgt på 20 minutter! – var der en kø udenfor på 200 mennesker.

Alle skulle se Ira Glass, festivalens helt store scoop. Over de næste par dage skulle det så vise sig, om hans måde at lave radio på er den, alle vil følge, eller om der er en mangfoldighed i radioverdenen, som festivalen ville hylde.

Vi fik udleveret lightere, satte os ind i salen, lyset slukkede, og alle tusind lightere blev tændt. Imperial lignede en kult fra Indiana Jones.

Vi fik udleveret lightere, satte os ind i salen, lyset slukkede, og alle tusind lightere blev tændt. Imperial lignede en kult fra Indiana Jones. Midt under denne seance ankom han så: i jakkesæt, bebrillet, 57 år og direkte fra New York.

Glass’ første befaling var, at lyset forblev slukket. ”Usynlighed skaber intimitet,” forklarede han. Det, der herefter skulle foregå, var på den ene side en lektion i Glass’ radiovision, og på den anden side var det et dybt underholdende show. Glass er en mand, der til trods for, at han i sit daglige virke kun fremtræder med sin stemme, er en meget fysisk entertainer, der orkestrerede sin optræden med underlægningsmusik og talrige vittigheder (han mente eksempelvis, at den kvinde, der rakte hånden op for at markere, hun var på en date, helt sikkert fortjente sex senere på aftenen for sit fremmøde).

Lighterhavet under Ira Glass' optræden i Imperial. Foto: Københavns Radiobiograf

Den gode historie
Ira Glass er kendt for sit prisvindende program This American Life. Programmet har sendt siden 1995 i samarbejde med mediehuset Chicago Public Media, og det sender hver uge en times taleradio med flere historier, der kredser om ét emne. Hver uge lytter godt to millioner med.

Ingen vil belæres om klimakrisen, krige og tragedier, så Glass er gået i en modsat retning.

This American Life har skabt en fortællestil, som står i kontrast til etablerede nyhedsmedier som CNN og National Public Radio, som ifølge Glass producerer veldokumenterede og seriøse, men meget kedelige, fortællinger. Ingen vil belæres om klimakrisen, krige og tragedier, så Glass er gået i en modsat retning. Han mener, at fidusen er at lede efter den gode – og tit sjove – historie. This American Life fokuserede eksempelvis deres dækning af Irakkrigen på de unge, hormonfyldte mennesker, der var ombord på det samme krigsskib i månedsvis. Her lavede de bl.a. et interview med en kvinde, hvis arbejde det var at fylde slikmaskinerne op – fuldtid!

For at man skal kunne holde ud at høre en hel times radio om et tungt emne, må historierne selv skabe en løbende undren, som får dig til at ville lytte videre: En kvinde starter med at fortælle om en badeferie. Hun bliver bidt af en haj, får indre blødninger og bliver sendt på hospitalet, hvor en inkompetent læge sender hende hjem og giver hendes forældre besked om, at de ikke skal tage sig af, hvis hun piber lidt. Da datteren senere er ved at dø derhjemme, reagerer forældrene ikke. Men hvorfor ikke?

Ira Glass på scenen i Imperial. Foto: Københavns Radiobiograf

Idoldyrkelse og ensretning
Glass syntes, at det var fantastisk, fordi man netop undrede sig over, hvorfor i alverden forældrene ignorerede hendes livsfare. Man vidste ikke, om kvinden ville overleve eller slutningen ville være en begravelse. Den undren analyseres løbende af reporteren, og hvis man så smider noget underlægningsmusik på – det gjorde Glass i øvrigt flere gange live, når han kom frem til en pointe – så var den hjemme.

Der er noget skræmmende over, at alle kan være enige om, at én måde er den rigtige måde at lave radio på.

Og så er vi tilbage ved idoldyrkelsen. Ira Glass har med This American Life – og senest med krimidokumentarserien Serial, der er downloadet 80 millioner gange – reddet radioformatet, siger man. Det er blevet sjovt. Det er blevet underholdende. Det tryllebinder os til at høre om svære emner, og det fik et øredøvende stående bifald i Imperial. Foran mig sad et par med tårevædede øjne og tændte højtideligt deres lightere i en hyldest til den formidlende messias. Alle var glade. Mads Steffensen fra Monopolet på P4 var glad … og jeg kunne mærke en let rumlen af frygt i min mave.

Der er noget skræmmende over, at alle kan være enige om, at én måde er den rigtige måde at lave radio på. Det er helt sikkert en effektiv måde, og herhjemme har Third Ear eksempelvis opnået stor succes med den samme slags karakterdrevne historier i samtale med en fortællende reporter. Men med gode skabeloner opstår også altid frygten for redundans.

Det spraglede danske alternativ
Heldigvis var det festival – en kulturel situation, hvor vi kan hylde mangfoldigheden – og da jeg fredag formiddag skiftede et fyldt Imperial ud med et halvtomt Gloria – den lille kunstbiograf på Rådhuspladsen – for at høre danske græsrodsprogrammer, var det med en forhåbning om, at man kunne få lov at høre nogle alternative tilgange til, hvad radio kan være.

I stærk kontrast til Glass stod københavnske PodStories. (...) Her var der ingen »wow«, »amazing« eller »tell me more« (...)

Selvom flere af folkene bag de danske produktioner nævnte Ira Glass som inspiration – fx århusianske Re-Cast, der havde lavet en meget underholdende reportage fra den såkaldte erindringslejlighed i Den Gamle By i Aarhus, som nærmest fulgte Glass’ skabelon 1:1 – så var der også stor mangfoldighed i disse produktioner.

I stærk kontrast til Glass stod københavnske PodStories. De laver ligesom This American Life fortællinger fra virkeligheden, men her holder lighederne også op. Den produktion, de præsenterede, var et billede fra et hospice. Her var der ingen »wow«, »amazing« eller »tell me more«, men i stedet en respekterende redigerende fluen på væggen.

Indieproduktioner blev præsenteret i Gloria. Foto: Københavns Radiobiograf

Vi hørte, hvordan personalet gjorde en netop afdød beboer klar, og hvordan en af de ansatte blev rørstrømsk ved tanken om, at hun var jævnaldrende med den netop afdøde. Vi hørte en mand ligge i badekar og høre opera. Det var lige til at blive i dårligt humør af, og det er bestemt ikke let at lytte til, men man sidder også med en følelse af, at det er vigtigt, fordi det er så pokkers smukt. Heldigvis for ens humør sluttede produktionen af med en livsbekræftende optagelse, hvor beboerne sang en pivfalsk og rytmekluntet version af Hans Holms ”Livstræet”.

Det er meget muligt, at han insisterer på en intimitet, men det er en intimitet, der er bundet op på en form for hygge.

Netop PodStories viste det farlige ved at følge Ira Glass’ formel. Det er meget muligt, at han insisterer på en intimitet, men det er en intimitet, der er bundet op på en form for hygge. Visse historier er vigtige, til trods for at de ikke er ’gode’ i Glass’ optik. I en historie, der omhandler død som en nærværende ting, vil det ganske enkelt virke upassende at lede efter det sjove. Men selvom en historie ikke er sjov, kan den godt være kvalitativt god. PodStories viste ved deres afspilning, hvordan man kan fortælle svære historier igennem en respektfuld reportage, hvor man ikke søger sensationelt underholdende historier.

PodStories var ikke de eneste, der eksperimenterede med radioformatet. Julie Thing lavede audio walks, der er en slags geografisk bunden radio, som kan udvide oplevelsen – fx af det offentlige toilet på Vesterbros Torv – og Spildtid viste, hvordan essayformatet fungerer glimrende som radio.

Politisk lyd fra Frankrig
Et andet hovednavn på festivalen, franske Silvain Gire fra Arte Radio, åbnede sin præsentation med en lydmontage af en mand, der bliver jagtet af sirener og helikoptere, indtil man kan høre ham komme indenfor og få tændt en cigaret i skjul. Der bliver ikke sagt ét ord i montagen ud over kanalens ikoniske, hviskende »arte … radio … point … com« – afbrudt af host. Montagen blev lavet i al hast, efter den franske regering i 2006 havde vedtaget en lov, der forbød rygning i offentlige bygninger. En lovgivning, Gire selv mente var »fucking fascistisk«.

Det er tydeligt at høre hos Arte Radio, hvor vigtig lyd som en medfortæller er.

Gire mener, at lyd er politisk og vigtigt. Med en god portion selvironi har han dog også en lettere aristokratisk tilgang til sine produktioner, som han mener er »for ze cool intellectual people … like you guys«. Han har fået lov at lave produktioner med en utrolig kreativ frihed, hvor han og holdet kun producerer 20-45 minutters radio om ugen. Deres produktioner spænder meget bredt fra Sound Postcards fra Argentina, som består af et sammenklippet soundscape, til dokumentarer. Det er tydeligt at høre hos Arte Radio, hvor vigtig lyd som en medfortæller er. Konstant er man omgivet af reallyde, der sætter scenen bedre, end jeg har hørt noget andet sted.

Derudover bruger Arte Radio musik helt genialt. Eksempelvis i Crackopolis – Gire kaldte den med sine 100.000 downloads for Arte Radios svar på Serial – hvor en crackafhængig fortæller om at tage til det farligste sted i Paris og risikere sit liv for at købe narko. Dette blev understøttet af nogle hæsblæsende vibrafon-arpeggiofigurer, som så blev afspillet baglæns i sidste del af de tre-fire minutter, udsendelsen varede. Det var simpelt, men effektivt, og det fungerede meget bedre end det metervare-ambiente musik, som næsten alle radiodokumentarer bruger.

Franske Silvain Gire fra Arte Radio foran Gloria. Foto: Københavns Radiobiograf

City of Glass
Selvom publikumstallene i Gloria ikke kunne sammenlignes med det, Ira Glass trak i Imperial, var der faktisk ganske godt besøgt til flere af forestillingerne. Det lykkedes i hvert fald Københavns Radiobiograf Festival at vise en alsidighed af radiomediet, som var større end Ira Glass’ hyldede og sikre formel.

Festivalen er vigtig, fordi den i sin mangfoldighed får sat alternativer op imod hinanden (...)

Festivalen er vigtig, fordi den i sin mangfoldighed får sat alternativer op imod hinanden og derved får synliggjort de forskellige udtryksformers styrker og svagheder. Det er vigtigt, at vi tør gå andre veje, så vi også kan få de hårde, men vigtige historier, som PodStories præsenterede. Derudover er der noget dejligt livsbekræftende i at høre en udsendelse fra Arte Radio, der ganske enkelt lyder anderledes i sit omfattende udtryk. Om denne mangfoldighed sedimenterer sig ned til det store publikum, må tiden så vise. Der var unægteligt mange, hvis minde fra festivalen bestod i en bebrillet newyorker og et lighterhav.