I en hyldest til Piazzolla har Bjarke Mogensen kastet sig over den argentinske tango på cd’en Album for Astor. Selvom han er en af de bedste i landet på akkordeonet, kommer vi hverken tæt på Astor Piazzolla eller under huden på tangoen.

Mogensen mestrer fuldt den teknisk krævende musik – men godt håndværk skaber ingen tango, for der mangler vildskab eller kant på 11 indspilninger, som ellers er varieret udvalgt. »Adiós Nonino« er skrevet under dyb påvirkning af farens død. Men vi kan ikke høre eller mærke sorgen igennem Mogensens akkordeon, som ligesom andre numre mangler det farlige element, hvor man kommer ud over kanten, tæt på afgrunden. På »Café 1930« har han selskab af Mathias Heises ellers suveræne mundharmonika, men halvvejs går de i stå, og i stedet for nerve bliver det kedeligt. De mange gentagelser i numrene kører i det hele taget mere i ring end skaber fornyet kraft.

På halvdelen af titlerne er Ensemble Storstrøm med til tango, men det kommer musikken ikke op af flyve af. Den karakteristiske tangorytme – dam-DAM – bliver for tung og markant i lydbilledet, og mister sin funktion som underlæggende fremdriftseffekt. Lydproduktionen hjælper ikke, da de otte instrumenter virker meget langt væk, og det er vanskeligt at skelne de enkelte stemmer fra hinanden. 

Kun de to numre med vibrafonisten Johan Bridger har nerve, og man fornemmer tangoens vildskab og indboende urolighed. Man kan spille tango skævt, fejlagtigt og uden de store kompetencer – men kedeligt må det ikke blive. Der skal mere end stort musikerskab til en tango. 

Rudy bliver kun få dage gammel og dør længe før den dag, hvor James Joyces Ulysses udspiller sig. Alligevel har han en betydelig tilstedeværelse i den enigmatiske roman. Komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki vækker ham – næsten – til live igen i forestillingen Rudy. 

I Piaseckis hænder er Rudy blevet til et lillebitte, flimrende hologram, der kravler ud af en guitar, hvorpå størstedelen af forestillingen foregår. Sammen med sin far – en forpjusket hånddukke – gør Rudy guitaren til en legeplads: Strengene er et sjippetov og armen en form for hinkerude. At man med en tydelig forsinkelse kan høre danseren Paulina Šmatláková lave Rudys muntre og barnligt spjættende bevægelser et sted bag bagtæppet, bidrager kun til den knugende melankoli, der fylder stykket: Som i romanen er det kun som en uvirkelig hallucination, at Rudy kan træde frem. 

Melankolien bliver om muligt endnu mere massiv af musikken, der består primært af klimprende guitar og et orgel så diskret som den lette summen fra et køleskab. Også musikken flimrer et sted mellem tilstedeværelse og fravær. 

Stykket varer godt og vel en halv time, og er på den måde hverken kvantitativt eller kvalitativt et kæmpe værk. Mindre kan også gøre det: en gammel historie, en simpel ide, en simpel udførelse. Få romaner har som Ulysses en aura af utilgængelighed og urørlighed, men Piasecki insisterer på at finde frem til en skrøbelig kerne af menneskelig ømhed midt i det mastodontiske værk. På en måde kunne jeg have ønsket lidt mere at sætte tænderne i. Samtidig virker det som et greb, at selve forestillingen er som et minde, der aldrig rigtigt materialiserer sig. Selvom Rudy hurtigt forduftede, sad jeg ikke uberørt tilbage. 

Lars Hannibal har skabt kinesisk musik på en kvarter lang digital udgivelse. Fire numre med digte fra Tang Dynastiet (618-907), som ifølge komponist og guitaristen selv er »et spejl og en fortidig kommentar til den menneskeskabte klimakrise«.

I Kina vil de sikkert diskutere teksternes oversættelse og den musikalske autenticitet. Svenske lyttere vil nok diskutere klima, og straks stille sig skeptisk overfor, at Hannibal er fløjtet to uger til Sydfrankrig til Jørn Utzons sommerhus for at skrive musik med en klimadagsorden. Tyskerne vil lugte epigonisme, og i USA vil de diskutere kulturel appropriation, og om det overhovedet er tilladeligt for en hvid, vestlig mand at skabe kinesisk musik. I Irland vil de sikkert være glade for, at Stephen Yesetas kontratenor har et irsk, folkemusikalsk præg pga. accenten og den rene brug af pentaton-skalaen. Her i Danmark vipper jeg mellem benovelsen over så stærke musikere som Michala Petri på lækre, dybe fløjter samt Gert Mortensens delikate brug af de percussive instrumenter, og om det fungerer at lave øreappetitlige klange med et kinesisk islæt. Eller om det primært spejler os selv. 

Hannibal har skabt smuk, billedskabende musik, der bestemt lyder autentisk – godt hjulpet på vej af Xu Ziling på den kinesiske erhu og topklasse produktion ved Preben Iwan. Men lytter vi blot til vor egen fordom om Kina? Selvom de enkle melodier ikke kan tåle for mange genlytninger, bliver jeg dog indfanget af klangæstetikken, og får en stærk lyst til at høre mere ægte kinesisk musik. Derfor er værket en god øreåbner. Ikke for sin mærkelige snak om klima.

Rumklangsfyldte akkordflader og melodi på wurlitzer-piano. Sat til sydende bækkener og velstemte tammer, klokker og rasleanordninger. En nordisk let melankoli, hvor farverne er matte og nedtonede men lækre. Sådan lyder Svaneborg Kardybs tredje album Over Tage. Fra det dybe og følsomme, over det mediterende og repeterende til det frie, fabulerende og jammede. Sidstnævnte viser, at duoen har mindst et ben placeret i en nordisk jazztradition.

Musikken – udgivet på det internationale Gondwana Records – er en rar men også ufarlig lytteoplevelse. Aarhus-duoen er klart bedst, når de arbejder med en art minimalistisk tilgang, fx titelnummeret hvor et vedholdende beat i trommerne spænder et rytmisk net ud, hvorpå tangenterne drejer toner og temaer rundt. Men det vellydende er også, hvad der afholder Svaneborg Kardyb fra for alvor at komponere nyskabende musik. Her efterstræbes et ensartet og homogent udtryk, hvor elementerne helst skal flyde mest muligt ind i hinanden. For ofte kommer de to instrumenter derfor til blot at danne baggrund for hinanden, som om de begge venter på den anden. Når så en ny musikalsk ide indtræder, efterlades indtrykket af en musik, der står i stampe. Mest af alt savner jeg abstraktioner – indslag der tør bypasse det samlende princip og bryde ud af det hermetisk sfæriske rum, der i for høj grad præger kompositionerne på Over Tage.

Kollision kunne med sin sfæriske mystiskhed kombineret med støjende elementer og tunge beats være soundtracket til en David Lynch-film. Filmkomponist og lyddesigner Josefine Skov skaber flydende elektroakustiske soundscapes i grå nuancer og blå toner ved hjælp af analoge og digitale optagelser og processeringer, som går op i en højere enhed af computergenerede klange såvel som konventionelle og hjemmelavede instrumenter.

Numrenes progression matcher konstant stemningerne, hvor »Puls« skaber en cinematisk oplevelse krydret med trommebeats a la trip hop, bevæger titelnummeret sig langsomt fra det drømmende til en kulmination af keyboards, lyden af tunge strygere og støj. 

Kollision er håndværksmæssigt stærkt og byder på alternative eksperimenter uden at blive krævende. Skov formår i et univers af skæve toner og mol at skabe en fløjlsblød, legende lethed, der kaster et poetisk skær over en kold og mørk regnvejrsdag i november, november, november, november.